Læserbrev
Økonomisk apartheid … anno 2022
I Tyskland er uligheden, hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver flere, vokset hastigt de senere år. Tusinder står uden helt basale rettigheder som uddannelse, infrastruktur, løn og arbejdsforhold samt pension. Kun gennem international solidaritet og kamp kan udviklingen vendes.
|
For nylig var Brian Reichle, fællestillidsrepræsentant på Esbjerg Havn, og jeg i Frankfurt, hvor vi deltog ved Verdis (Vereinte Dienstleistungsgewerkschaft) kongres. Det skete i skyggen af Den Europæiske Centralbank, neoliberalismens forsvarsværk imod den internationale fagbevægelses kerneværdier – demokrati, menneskelighed samt ordentlige løn- og arbejdsforhold.
Den Europæiske Centralbank har siden 2008 sprøjtet billioner af fabrikerede dollars og euro ud gennem banker, hedgefonde, advokatfirmaer samt konsulentvirksomheder, så den kunne holde det syge kapitalistiske system i gang – et økonomisk system, der lader flere og flere mennesker i stikken.
Vi oplevede og erfarede både ved selvsyn og gennem beretninger fra faglige kammerater fra forskellige lande i Europa om årsagssammenhængene mellem stagnation, sociale krise samt svækkede demokratier.
En anerkendt forsker fra Hans-Böckler Fonden beskrev Vestens økonomiske situation som en fiasko, en fiasko som underminerer tiltroen til værdier og institutioner, som vi engang troede var blivende.
Stigende ulighed
Derouten på det økonomiske, sociale samt menneskelige plan, det er, hvad neoliberalismen og til dels mindstelønnen i Tyskland har været med til at udløse og fortsat bidrager til … Indkomsten i Tyskland er mere ulige fordelt i dag, end den var for to til tre årtier siden, og velstanden er mere koncentreret end i de fleste andre eurolande – altså de rige bliver rigere, mens de fattigere bliver flere. Mere end 15 millioner mennesker lever i dag i Tyskland som arbejdende fattige.
Fattigdommen er knusende – og samtidig ødelæggende for sammenhængskraften i et land, hvor flere og flere af dets indbyggere balancerer på et knivsæg for at overleve i stedet for at leve.
En nærmest uhyrlig ulighed er, hvad corona og den nuværende energi- og sikkerhedskrise har blotlagt. Allerede inden var uligheden voldsom, men nu er den tæt på katastrofal. Maduddeling og suppekøkkener skyder op som paddehætter i en fugtig kælder. Ingen kender antallet af disse foranstaltninger, men de skal tælles i tusinder … Tilliden til samfundet er hastigt nedadgående, hvilket kommer til udtryk ved lav deltagelse ved valg til både delstatsvalg samt forbundsvalg.
Fattigdom skaber apati
Men over alt dette står de personlige beretninger fra faglige kammerater, vi mødte under kongressen. De beskrev en form for apati og opgivelse, som mere var reglen end undtagelsen. De fortæller samtidig om den håbløse kamp for helt basale rettigheder som uddannelse, infrastruktur, løn og arbejdsforhold samt pension – rettigheder der for de fleste danskere nærmest er en selvfølge, men for flere og flere tyskere er en uopnåelig tilstand.
Fakta kommer fra undersøgelser fra Hans-Böckler Fonden samt andre forskere, som påviser, at den sociale mobilitet er lav: De rige forbliver rige, de fattige bliver fattigere, og børnenes sociale status/mobilitet afhænger i alt for høj grad af forældrenes indkomst. Ulighed i formue og indkomst – men også i uddannelse, sundhed og social sikring – hæmmer udviklingen af individer og samfund.
Ulighed betyder, at flere mennesker er syge, færre mennesker har en uddannelse, og færre mennesker lever et værdigt liv. Det forhindrer afskaffelse af fattigdom i et samfund, hvor gevinsterne i formuer primært flyder opad, og der uundgåeligt er mindre tilbage til alle andre.
Det eneste, neoliberalismen har afstedkommet, er udsigten til tomme maver. Uhyrlig ulighed er lige nu, hvad flere og flere mennesker har i sigte. Med en inflation på over 10 procent i Europa er utrygheden efterhånden det eneste stabile. Der er mennesker, der konstant overlever på grænsen af gæld, for de er hverken sikret pension eller barsel, og hvis de for eksempel kommer ud for et uheld, rammes af sygdom eller bliver gravide, så er der ikke hjælp at hente eller i hvert fald utrolig lidt.
Sammenhold og handling
Vi står i dag overfor nogle af de samme udfordringer som i slutningen af 1800-tallet: Fattigdom, frustration, apati og ingen tro på demokrati. Forhold, der tidligere var præget af usikkerhed, er nu blevet prekære, og de eneste, der som dengang er til at afhjælpe situationen, er fagbevægelsen, ikke kun i Danmark, men i hele verden.
I dag er en stor gruppe mennesker igen kastet ud i usikkerhed og vilkårlighed. Det er kerneproblemet. Vi står i en situation, hvor vi igen skal finde ud af, hvordan vi kan inddæmme prekariatet.
Derfor er recepten organisering, sammenhold og solidaritet. Penge alene gør det ikke. I en globaliseret verden er der brug for et styrket beredskab til at reagere sammen på tværs af landegrænser, hver gang bare ét af vores ”familiemedlemmer” fra den internationale fagbevægelse trues.
Vi var inviteret til kongressen som gæster og fik mulighed for at holde en tale til deltagerne og fortælle om betydningen af international solidaritet. For ingen – heller ikke dansk fagbevægelse – kan klare sig alene i kampen mod neoliberalismen, som vi er oppe imod. Alle gode faglige kræfter vil blive efterspurgt på verdensplan.
Vi må og skal vinde – ikke kun for vores egen skyld – men for de kommende generationer. Ord og holdninger er ikke nok, der må og skal handling til.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. november 2022 | 06:02
