Udtalelse
Da Julie Kølskov Madsen startede på uddannelsen som smed, blev hun hurtigt klar over forholdene på de danske erhvervsskoler. De var mildest talt ikke optimale. Hun besluttede derfor, at hun ville gøre en forskel og blev aktiv i Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO) i starten af 2021. Et halvt år efter blev hun valgt som formand.
EEO repræsenterer elever fra de tekniske erhvervsuddannelser, EUX, SOSU, PAU og HTX, og varetager elevernes interesser og holdninger i den offentlige debat.
– Jeg gik ind i EEO, fordi jeg gerne ville gøre en forskel for uddannelserne, da jeg ikke synes, at kvaliteten ude på uddannelserne har været specielt god i den tid, jeg har været i lære. Jeg havde masser af flinke og dygtige lærere, og enkelte materialer fungerede godt, men det er ikke optimalt, hvis halvdelen af de ting, man laver, ikke fungerer. Det ville jeg gerne gøre noget ved, fortæller den 21-årige smedelærling, der i dag har debut som faglig blogger på Arbejderen.
Det skal være muligt at have et liv udenfor København
Julie Kølskov Madsen er vokset op på Lolland. Nu bor hun i Nykøbing Falster, hvor hun jonglerer både at stå i lære som smed samt en formandspost i EEO. Meget af hendes tid bliver derfor brugt i toget til og fra København, hvor meget af hendes politiske arbejde foregår. Det er dog blevet en smule nemmere med brugen af online-møder, som startede under corona.
– Det giver nogle logistiske udfordringer, at jeg er formand, selvom jeg ikke bor i København. Vi har lært rigtig meget på online-delen af at være nedlukket. Det var forfærdeligt at have undervisning, men vi har til gengæld lært, at rigtig mange ting kan foregå online, siger hun.
For Julie Kølskov Madsen er noget af det vigtigste dog også, at alting ikke skal centreres omkring København. Hun går meget op i, at uddannelsens kvalitet ikke skal variere alt efter, hvor i landet du kommer fra. Du skal kunne blive en lige så god smed, om du er uddannet i Nykøbing Falster eller i København.
– Jeg går meget op i sundhedspolitik. Det har måske også noget at gøre med, at jeg er fra Lolland-Falster. Da jeg blev 10, holdt jeg op med at have en fast læge, fordi den sidste faste læge i Nakskov gik på pension, fortæller hun for at understrege, hvor vigtigt det er, at Danmark også fungerer udenfor Hovedstadsområdet.
Den store bagedyst og diskussioner ved middagsbordet
Julie Kølskov Madsen blev engageret i ungdomspolitik i en tidlig alder, og siden da har uddannelsespolitik været noget af det vigtigste for hende. I hendes familie har de altid talt om politik og om det samfund, de lever i, rundt om middagsbordet, og af den grund mødte hun også stor opbakning fra sine forældre, da hun blev aktiv i ungdomspolitik. Hendes forældre er begge historikere og er slet ikke fagligt aktive på samme måde, som hun er. Man kan altså ikke tilskrive forældrene det fulde ansvar for, at deres datter blev en vigtig ung, faglig stemme.
– Jeg tror, at det for mig handlede meget om, at jeg kom tidligt ind i ungdomspolitik, og så spredte det sig til, at jeg mærkede det på egen krop, hvordan det var at gå på en erhvervsuddannelse, og tænkte, at det ville jeg gøre noget ved. På den måde blev jeg ret aktiv, forklarer hun.
Det har også været en kæmpe gevinst for Julie Kølskov Madsen at være politisk aktiv som ung. Man lærer nemlig en hel masse. Som eksempel nævner hun, at man bliver meget dygtig til at tale foran andre, hvilket også kan bruges i alle mulige andre sammenhænge.
– Når du har stået foran 200 mennesker og holdt en tale, så føles det ikke nær så angstprovokerende at skulle til eksamen dagen efter, griner hun og tilføjer, at der også er noget fedt ved den respekt, man får:
– Når mine voksne kolleger spørger mig, hvem de skal stemme på, når de bor i Nykøbing, så synes jeg faktisk også, at det er lidt fedt, at det er mig de vender sig mod.
Julie Kølskov Madsen elsker at bruge sine hænder, også når hun ikke er på arbejde som smedelærling. Hun elsker at sy og strikke, selvom det er en lidt sjov hobby at have som smed, griner hun. På de få timer af døgnet, der ikke går med arbejde, uddannelse og en formandspost, forsøger hun også at få fulgt med i Den store bagedyst og set venner og familie.
De voksne skal tage en alvorligt i kampen mod uddannelsessnobberiet
At være 21 år og lave fagligt og politisk arbejde har dog sine udfordringer. Julie Kølskov Madsen fortæller, at noget af det allermest frustrerende er voksne, der efterspørger de unges input, men som overhovedet ikke lytter, når man fortæller dem det. Hun påpeger for eksempel, hvor svært det var at få de voksne i fagbevægelsen engageret i Lærlingeoprøret.
– Det virker lidt som om, at de voksne i fagbevægelsen her i sidste øjeblik begyndte at støtte op om Lærlingeoprøret, siger hun.
Lærlingeoprøret var et forsøg på at bære debatten om erhvervsuddannelserne helt ind i folketingssalen med et borgerforslag om at investere yderligere én promille af Danmarks bruttonationalprodukt på uddannelserne. Borgerforslaget udløb den 8. november og nåede at få 25.642 underskrifter ud af de nødvendige 50.000.
– Jeg synes ikke helt, at fagbevægelsen anerkender, at de også har et medansvar for erhvervsuddannelserne. Det er jo også i deres interesse, at der kommer bedre forhold, så jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke har støttet mere op om det, når vi har prøvet at lave et initiativ, hvor man ikke taler sin faglighed ned, men prøver at tale den op, samtidig med at man fortæller om de udfordringer, der er, påpeger Julie Kølskov Madsen.
Hvis Julie Kølskov Madsen kunne ændre noget ved det danske samfund, så var det uddannelsessnobberiet, der stadig fylder meget for mange. Hun mener, der hersker en diskurs om, at det altid er en sejr, hvis børnene får højere uddannelser end deres forældre:
– Det at bryde den sociale arv er ikke, at du tager en lang videregående uddannelse, men at du tager en uddannelse, der gør dig glad, og som du kan have det godt med. Det er noget af det vigtigste, synes jeg.
Hvorfor skal der altid tales om mit køn?
Noget andet, Julie Kølskov Madsen er træt af, er det fokus, der altid synes at komme på hendes køn. Folk spørger altid, inklusiv denne journalist, om, hvordan det er at være kvinde i et traditionelt mandefag, og for Julie Kølskov Madsen er der ikke noget, der kunne være mere ligegyldigt at snakke om.
På den virksomhed, hvor hun er i lære, mærker hun ingen forskel til hverdag, og hun er i det hele taget træt af at skulle tale om sit køn fremfor sin faglighed.
– Jeg synes næsten, at det mest irriterende ved at være kvindelig smed er så tit at blive spurgt om, om det ikke er svært at være kvindelig smed. Jeg kan selvfølgelig godt nogle gange opleve, at der bliver taget anderledes hensyn til mig, fordi jeg er kvinde, men det er ikke det, der fylder mest overhovedet, siger hun og fortsætter:
– Når det bliver ved med at handle om ens køn, kan man også komme til at sætte spørgsmålstegn ved, om man er en god smed. Det ved jeg godt inderst inde, at jeg er, men når jeg hver dag bliver spurgt, om jeg er det, så begynder man da at overveje, om man egentlig er god til det, man laver, slutter hun af.
Femern-tunnelen og mere fagligt arbejde
Julie Kølskov Madsen har for tiden sine hænder fulde med EEO, så selvom hun er med i fagforeningen, er hun ikke synderligt aktiv. Det er dog noget, hun sagtens kunne se ændre sig i fremtiden.
– Jeg kunne sagtens forestille mig at engagere mig mere i fagforeningen, men det bliver ikke før, jeg er færdig i EEO. På et tidspunkt skal man jo også overgå til voksenarbejdet og voksen-engagementet i stedet for ungdoms-engagementet, siger hun.
Julie Kølskov Madsen bliver færdig som smed til sommer og skal derefter bruge et år på at være fuldtidsformand for EEO. Bagefter har hun en drøm om at arbejde på Femern-forbindelsen, der jo bliver lavet lige ved siden af, hvor hun bor.
– Det er ved siden af, hvor jeg bor, så det kunne bare være vildt at sige, at man har været med til at bygge den tunnel, så hver gang man kører igennem den, så kan man sige: “Jeg har bygget det her,” siger hun.
Arbejdet i EEO kalder dog først, og der er mange ting, der skal laves. Man er slet ikke i mål endnu, når det handler om at sikre bedre forhold for eleverne på erhvervsuddannelserne.
– Vores vigtigste mål er at sikre bedre fysiske og psykiske vilkår ude på skolerne, så man ikke arbejder med maskiner, som ens forældre blev udlært på, og hvor der er plads, rum og lov til at være anderledes og forskellige.
– En skole, hvor der er plads til folk, og hvor man får lærepladser, når man er færdig og ikke ender et sted midt i ingenting. Gode forhold, både fysisk og psykisk, og en god overgang fra grundforløbet til de videre forløb og at du er sikret en læreplads, slutter hun af.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
