Aldrig før har der været så mange lobbyister for den sorte olie- og gasindustri som ved dette års FN-klimatopmøde, der netop nu finder sted i Egypten.
Olie- og gasindustrien udgør til sammen den største delegation ved FN’s klimatopmøde. Intet land eller andre erhverv eller ngo’er har sendt så mange folk afsted til dette års klimatopmøde – bortset fra de Forenede Arabiske Emirater, der er vært for næste års topmøde og har sendt over 1000 delegerede til Egypten.
I stedet for at blive startskuddet for den reelle klimahandling, der er brug for, ser COP27 ud til at blive en fest for fossilindustrien.
Rachel Rose Jackson, Corporate Accountability
Ikke mindre end 636 repræsentanter for fossile selskaber som Shell, Chevron, BP og en række fossile lobbyorganisationer er rejst til Egypten for at deltage FN’s klimatopmøde, COP27, og mødes med beslutningstagere og embedsfolk og påvirke de vigtige aftaler og erklæringer, der skal indgås på klimatopmødet.
Det er en stigning på mere end 25 procent i forhold til klimatopmødet sidste år.
Det viser en opgørelse, som Corporate Accountability, Corporate Europe Observatory og Global Witness har foretaget på baggrund af deltagerlisten til dette års klimatopmøde.
Dermed er der langt flere repræsentanter for den fossile industri end de delegationer, som de fattige lande – der bliver hårdest ramt af klimakrisen – sender til FN’s klimatopmøde.
Smæk døren i for fossil-lobbyister
Klimabevægelsen raser over olie- og gasindustriens massive indtog på FN’s klimatopmøde.
– I en tid hvor mulighederne for at undgå klimakatastrofen er ved at rinde ud, er det afgørende, at internationale klimaforhandlinger som COP27 når frem til konkret handling for at stoppe fossilindustriens klimaskadelige handlinger, siger klimatalsperson for Corporate Accountability Rachel Rose Jackson til Arbejderen.
Hun uddyber:
– Lobbyisternes offensiv på COP27 sker, samtidig med at mennesker rundt om i verden lider under høje energipriser og konsekvenserne af klimakrisen. I stedet for at blive startskuddet for den reelle klimahandling, der er brug for, ser COP27 ud til at blive en fest for fossilindustrien og dens forurenende venner, købt for deres seneste rekordprofitter.
Rachel Rose Jackson undrer sig over, at lobbyister fra olie- og gasindustrien og de øvrige mest svinende industrier overhovedet får adgang til FN’s klimatopmøde:
– Tobaksindustrien er heller ikke velkommen til sundhedskonference, og våbenhandlere kan heller ikke markedsføre deres produkter ved fredsforhandlinger. Dem, der fastholder verden i en afhængighed af fossile brændsler, bør heller ikke lukkes ind på COP27. Det er tid til, at regeringerne kommer ud af lommerne på forurenerne og kommer til fornuft og gør COP27 til den succes, som verden har brug for.
Industriens forsøg på at påvirke klimaforhandlingerne i FN kommer på et særlig kritisk tidspunkt, fordi det netop er nu, at verdens ledere skal træffe afgørende beslutninger om at afvikle netop olie og gas, hvis konsekvenserne af klimakrisen skal holdes på et minimum.
Det FN-organ (United Nations Framework Convention on Climate Change), der er ansvarlig for klimatopmøderne, har besluttet at debattere private virksomheders rolle ved klimatopmøderne, efter at en gruppe ngo’er har advaret om, at klimatopmøderne “vil fortsætte med ikke at adressere klimakrisen, så længe forureneres interesser får uhindret adgang til at påvirke og svække arbejdet i FN’s klimapanel”.
– COP27 bør handle om at afskaffe den skadelige forurening, der bidrager til klimakrisen. Men det er umuligt at se, hvordan det kan ske, når hundredvis af lobbyister fra fossilindustrien oversvømmer forhandlingerne. De er individer, hvis interesser og forretninger er baseret på at indvinde og afbrænde fossile brændsler. De har ingen plads ved klimaforhandlingerne, siger talsperson for Global Witness Dominic Kavakeb til Arbejderen.
Mere end 450 ngo’er støtter op om kampagnen “Kick Polluters Out” (“Spark Forurenerne Ud”).
Rekordmange danske lobbyister til Egypten
Også dansk erhvervsliv har sendt rekordmange repræsentanter for virksomheder til klimatopmødet.
Ikke mindre end 28 virksomheder og organisationer med op til 70 erhvervsfolk er valfartet til egyptiske Sharm el-Sheikh for at deltage klimakonferencen COP27.
Blandt de danske virksomheder, der sender lobbyister til klimatopmødet, er: A.P. Møller – Maersk, Arla, Dansk Erhverv, FLSmidth, Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping, MAN Energy Solutions, Nature Energy Biogas, NKT Cables, Rockwool og Topsoe.
Aldrig før har dansk erhvervsliv haft så mange repræsentanter til stede ved klimakonferencen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.