Søndag morgen satte fire biler med 10 aktivister og to tolke kurs fra Valby i København til Rødby på Lolland.
Med sig havde de 456.000 kroner i kontanter og en liste over de i alt 266 polske, rumænske og danske arbejdere, der i slutningen af juni måned og starten af juli tog en historisk kamp og gik i strejke for lige løn for lige arbejde på Femern.
Strejken endte med en sejr, som sikrer, at alle arbejdere på Femern-forbindelsen – både danske og udenlandske – starter på 165 kroner i timen og slutter på 185 kroner i timen efter 15 måneders anciennitet.
Allerede under strejken satte et netværk af fagligt aktive og frivillige på tværs af brancher gang i indsamling til støtte for de strejkende. Nu var tiden kommet til at dele pengene ud.
– Det er vores måde at vise på, at de har fællesskabet i ryggen, fortæller Jonas Brynnum til Arbejderen.
Han er faglig aktiv tømrersvend og med i netværket, som har samlet pengene ind i hele Norden.
– Selv om vi ikke har samlet nok penge ind til at dække hele den bod, de er blevet pålagt, så er det blevet til et pænt supplement, og der var da også stor glæde over pengene.
– Vi indledte med en tale for at forklare, hvem vi er, og hvorfor vi har samlet penge ind. Gjorde det klart, at de har kæmpet en vigtig kamp og gennem sammenhold vist, at så når man langt. Og så skal de vide, at de har fællesskabet i ryggen, siger Jonas Brynnum og fortsætter:
– Mange var overraskede over, at vi ikke kom fra fagforeningen, og at de ikke automatisk havde krav på pengene. Men det fik vi forklaret og også, hvorfor vi har opgjort støtten til den enkelte, som vi har.
Ikke alle strejkede lige længe. Bodens størrelse er forskellig og derfor også det uddelte beløb. De polske og rumænske Femern-arbejdere strejkede i gennemsnit i 45,5 timer, svarende til en bod på 2100 kroner. De fik en kuvert med 1700 kroner hver. De danske arbejdere har fået bod for i gennemsnit 29,5 strejketimer og fik en kuvert med 1100 kroner.
Tager en tur til Lolland igen om 4-5 uger
Støttearbejdet er sket i tæt samarbejde med strejkeledelsen, som har udarbejdet en liste over 266 personer, som den mener er berettiget til hjælp. De første 102 mødte op søndag.
– De resterende arbejdere er på rotation i deres hjemland. De arbejder typisk fire uger og er hjemme i to. Så vi håber, at de kommer næste gang om tre-fire uger, hvor vi igen tager en tur til Lolland, siger Jonas Brynnum.
Det faglige netværk vil gøre, hvad det kan for at få fat i alle på strejkeledelsens liste, så de kan få fordelt hele det indsamlede beløb. Bliver der penge til overs, så vil de gå til den faglige klub, som Femern-arbejderne har snakket om at oprette i den lokale 3F-afdeling på Lolland.
– De har stadig mange kampe at kæmpe på det projekt. De lykkedes med deres strejke, fordi de stod sammen, og det skal de blive ved med. Og så skal vi nok bakke dem op, slutter den københavnske tømrersvend.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.