Kun et fåtal af folketingskandidaterne fra Socialdemokratiet og blå blok har svaret på, om de efter valget vil arbejde for tre konkrete krav, som en koalition bestående af Greenpeace Danmark, Klimabevægelsen i Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Rådet for Grøn Omstilling og Den Grønne Ungdomsbevægelse har formuleret.
Svarene taler for sig selv og tegner et krystalklart billede af, hvem der er grønne og ikke grønne.
Frederik Roland Sandby, Klimabevægelsen i Danmark
På hjemmesiden Klimakrav.dk har de fem klimabevægelser samlet deres tre krav og bedt samtlige opstillede kandidater tage stilling til dem.
– Klimakrav.dk er et værktøj, der skal sætte vælgerne i dialog med politikerne. Vi har samlet tre vigtige klimaspørgsmål, som kan vise, hvilke politikere der er grønne, og hvem der ikke er grønne. Svarene taler for sig selv og tegner et krystalklart billede af, hvem der er grønne og ikke grønne, fortæller sekretariatsleder hos foreningen Klimabevægelsen i Danmark, Frederik Roland Sandby, til Arbejderen.
De tre spørgsmål, som klimabevægelsen har rundsendt til samtlige de kandidater, der stiller op til folketingsvalget den 1. november, er:
★ Landbrugets CO2-udledninger skal sættes ned med 35 procent inden 2025
★ Motorvejsbyggerierne skal sættes på pause, og alle nye fossile biler skal udfases inden 2025
★ Finanssektoren skal have bindende klimaplaner og stoppe investeringer i olie, kul og gas inden 2025
Læs også
Klimabevægelser stiller fælles krav til det nye Folketing – deadline er 2025
Formålet er, at vælgerne – inden de afgiver deres stemme – skal kunne finde svar på, hvad partiernes kandidater mener om forslag til konkret klimahandling indenfor landbrug, transport og fossile brændsler inden år 2025.
42 procent af vælgerne mener, at klimaspørgsmålet er et vigtigt spørgsmål. Det ved alle partierne godt, og derfor forsøger de at bejle til vælgerne med “grønne løsninger”.
– Men ikke alle løsninger er lige gode. Det kan være svært for vælgerne at finde ud af, hvilke kandidater og partier der virkelig vil gøre noget ved klimakrisen. Spørgsmål om klimaet kan være meget tekniske. Derfor har vi i klimabevægelsen udarbejdet tre meget simple spørgsmål, som man kun kan svare ja til, hvis man er grøn, siger Frederik Roland Sandby.
Kandidater fedtspiller
Samtlige kandidater – på nær en enkelt – fra Enhedslisten, Alternativet og Frie Grønne har svaret.
– De svarer alle, at de vil arbejde for at få vores tre krav igennem.
Men partierne på den såkaldte “midte” – Moderaterne og Kristendemokraterne – “fedtspiller”, mener Frederik Roland Sandby. De har nemlig ikke svaret på klimabevægelsens spørgsmål.
– Jeg tror, at det er udtryk for, at de ikke tør svare nej og risikere vælgernes dom. Hvis ikke man svarer, kan man bedre skjule sig, fortæller Frederik Roland Sandby.
Cirka fem procent af Socialdemokratiets kandidater, fem procent af De Konservative, to procent hos Venstre og ni procent hos Danmarksdemokraterne har taget sig tid til at svare.
Lidt bedre ser det ud hos Dansk Folkeparti (hvor lidt over 20 procent har svaret) og Nye Borgerlige (lidt over 30 procent).
De svar, der trods alt er kommet fra kandidater fra blå blok, viser et klart billede:
– I blå blok svarer stort set alle nej til at gennemføre vores tre krav. Det er altså meget svært at forestille sig en ambitiøs klimapolitik med blå blok. Vi risikerer endda, at de vil rulle de seneste års progressive klimatiltag tilbage, siger Frederik Roland Sandby.
På Klimakrav.dk kan du se, hvilke kandidater der har svaret på klimabevægelsens spørgsmål – samt hvad de har svaret.
– Hvis det bliver et rødt flertal, vil vi selvfølgelig forsøge at holde dem op på deres svar og forsøge at få dem til at indføre vores tre krav, understreger Frederik Roland Sandby.
Går på gaden med kravene
Den 30. oktober – to dage før folketingsvalget – har klimabevægelsen indkaldt til Folkets Klimamarch med de samme tre klimakrav.
– Vi håber på, at vi bliver mange, så vi kan vise politikerne, at vælgerne støtter op om vores krav, siger Frederik Roland Sandby.
Der er foreløbig planlagt klimamarcher i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Hillerød, Viborg, Helsingør, Nykøbing Falster, Ebeltoft, Odder, Rudersdal, Silkeborg og Haderslev, oplyser Folkets Klimamarch til Arbejderen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.