Den 17. oktober blev der afholdt hjemløsedag for 25. gang i Danmark på FN’s Internationale Dag for Bekæmpelse af Fattigdom. Det skete ved et arrangement på Københavns Rådhusplads. Bag initiativet stod Foreningen Hjemløsedagen, som er en sammenslutning af sociale organisationer, der alle arbejder for bedre vilkår og rettigheder til hjemløse.
Traditionen tro blev årets hjemløsepris uddelt under arrangementet. Prisen gik i år til WeShelter, der er en del af Missionen blandt hjemløse.
WeShelter arbejder med både frivillige og lønnede kræfter for at gøre op med tre store samfundsproblemer: hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel. Organisationen tilbyder blandt andet husly, mulighed for at være en del af et fællesskab samt social støtte og rådgivning.
– Siden 1893 har WeShelter arbejdet for at give hjemløse og udsatte mulighed for et bedre liv. I dag 129 år senere har flere end 5000 mennesker i Danmark ikke deres eget hjem. Det er så forkert, som noget kan være. Vi står tilmed i en alvorlig krise, der går mest ud over dem, der har mindst. Inflationen galoperer afsted. Udsatte og fattige må gå fra hus og hjem. Det er sørgeligt og kræver akut politisk handling, sagde WeShelters direktør Ole Mikkelsen i forbindelse med, at han fik overrakt prisen.
– Vi er meget beærede over at modtage prisen som en anerkendelse af vores mangeårige kamp for dem, der har mindst, tilføjede han.
Socialminister Astrid Krag holdt tale på hjemløsedagen, hvor der også var musik af Stig Møller, Louise Brüel og Jake Green Band samt Ulf Fleischer. Sebastian Dorset var konferencier.
Arrangementet var velbesøgt og stemningen i top. Mange hjemløse og aktive i hjemløseorganisationerne benyttede lejligheden til at mødes, få nogle gode snakker, høre musik og danse.
Hjemløsetællingen, der blev offentliggjort tidligere på året, viser, at der i dag er 5789 hjemløse i Danmark. Det er et fald på omkring 10 procent i forhold til forrige måling i 2019. Antallet er nu på niveau med 2013. Faldet er hovedsaligt sket i enkelte kommuner, blandt andet Aarhus.
Hjemløseorganisationerne er aktive i den igangværende valgkamp, dels med at få hjemløse til at stemme og dels med at få politikerne til at forholde sig til de hjemløses problemer, som ikke fylder meget i debatten. Valgkampen satte også sit præg på hjemløsedagen, hvor de forskellige organisationer havde boder og kom frem med deres budskaber. Her var blandt andet opslag med, hvad de forskellige partier har af politik på hjemløseområdet.
De hjemløses landsorganisation SAND kører aktiv valgkamp på Facebook med interviews med de forskellige partier. Her får hjemløse også ordet for at fortælle, hvad de ville gøre, hvis de var statsminister. En ville bygge masser af nye boliger, mens en anden ville afskaffe bureaukrati og ulighed. Blandt andre bud er en landsindsamling til hjemløse, flere skæve boliger, ret til at bo hvor man vil samt større lydhørhed overfor mennesker med problemer og hurtigere hjælp.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.