“Du inviteres hermed til fællesmøde om aktiviteter, for at få stoppet indførelsen af EU’s mindstelønsdirektiv i Danmark.”
Sådan indleder 3F Transport, Logistik & Byg (TLB), Århus en invitation til et fyraftensmøde torsdag den 6. oktober i fagforeningens lokaler på Sommervej. Alle tillidsrepræsentanter (TR) og arbejdsmiljørepræsentanter (AMR) fra fagforeninger fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i Aarhus og opland er inviteret.
Baggrunden er, at EU-direktivet om mindsteløn nu næsten er stemt igennem EU-systemet. Tilbage står kun en godkendelse i ministerrådet, som forventes at klappe det af i starten af oktober. Efterfølgende offentliggøres direktivet i EU-tidende, og regeringen har så en frist på to måneder til at anlægge sag ved EU-domstolen. Fristen forventes at udløbe engang i december.
Egentlig forstår jeg slet ikke, hvorfor regeringen ikke allerede har gjort det. Det står jo sort på hvidt i EU-traktaten, at EU ikke må blande sig i løn.
Nicklas Stærke, Snedker lærling
– Derfor er det vigtigt, at vi får lagt pres på regeringen for, at de rejser annullationssøgsmål ved EU-domstolen for at få direktivet erklæret ugyldigt. Hvis det ikke sker, så er der givet blankocheck til EU i forhold til selv at definere, hvad de vil blande sig i, siger Thorkil Jansen, der er formand for 3F TLB, til Arbejderen.
EU-mindsteløn vil lægge en bombe under den danske model – om ikke fra dag ét, så på sigt – står der videre i indbydelsen.
– Formålet med mødet er at gøre de tillidsvalgte klogere på direktivets konsekvenser for vores arbejdsforhold og løn i Danmark. De skal opdateres på, hvad der sker nu, hvor direktivet ligger klar, og endelig skal mødet gerne sætte gang i aktiviteter på arbejdspladserne og andre steder, siger Thorkil Jansen og tilføjer, at en lovbestemt mindsteløn i Danmark forventes at lægge sig på omkring 135 kroner i timen.
EU-domstolen bestemmer
Marianne Vind, der er valgt til EU-Parlamentet for Socialdemokratiet, vil deltage i fyraftensmødet online. Både hun og Nikolaj Villumsen, der sidder i Parlamentet for Enhedslisten, har flere gange gjort det klart, at det i sidste ende er EU-domstolen, der træffer beslutning om, hvorvidt Danmark skal pålægges at indføre en mindstelønsmodel.
På programmet står også indspark fra Nicklas Stærke. Han er bygningssnedker lærling, medlem af 3F Ungdom og 3F TLB. Lærlingen har kastet sig ind i mobiliseringen af unge til mødet den 6. oktober, og han håber, at mødet resulterer i mange flere aktiviteter, som ikke stopper, før regeringen rejser annullationssøgsmålet ved EU-domstolen.
– Egentlig forstår jeg slet ikke, hvorfor regeringen ikke allerede har gjort det. Det står jo sort på hvidt i EU-traktaten, at EU ikke må blande sig i løn. Når regeringen tøver, så skal der rejses meget mere lokal aktivitet, siger Nicklas Stærke til Arbejderen.
Viden skal skabe aktivitet
Forudsætningen for at skabe aktivitet er imidlertid, at folk indser og forstår konsekvenserne, hvis EU begynder at blande sig i forhold på det danske arbejdsmarked, som det i dag er fagforeninger og arbejdsgivere, der aftaler.
– Jeg har ikke mødt en eneste, der har hørt om det eller har sat sig ind i det. Men jeg er sikker på, at så snart de får at vide, hvordan det hænger sammen, så er der ingen, der vil synes, at EU-mindsteløn er en god idé.
Personligt er Nicklas Stærke ikke i tvivl. En EU-mindsteløn vil undergrave det danske aftalesystem, som har fungeret i over 100 år, svække fagbevægelsen og det danske velfærdssystem. De konsekvenser skal tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter kende, så de kan fortælle dem videre til deres kollegaer på arbejdspladserne.
– Og så kan der derfra sprede sig aktiviteter, som også involverer unge, fortæller snedkerlærlingen og fortsætter:
– Vi er nogle stykker, der mødes hver mandag med unge fra 3F Aarhus Rymarken. Vi er i gang med at lave en tværfaglig lærlingeklub i byen. Vi har lagt planer frem til januar og laver blandt andet et kursus om EU og EU-mindsteløn.
Direktivet er jo skrevet
Endnu et indspark på mødet i Aarhus står Brian Tollak Nielsen, formand 3F-Horsens, for. Han siger til Arbejderen, at han har takket ja til at deltage, fordi han frygter, at politikerne bare lader stå til.
– Det er vigtigt, at de gør indsigelser, når det står i traktaten, at det må EU ikke blande sig i. På mig virker det som om, de tror, at bare man lukker øjnene, så kommer det ikke til at ske. De slår det hen med, at de har fjernet de værste torne i direktivet, men blomsten – selve direktivet – er der jo stadig, siger Brian Tollak Nielsen til Arbejderen.
Da beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard den 1. september deltog i morgenbriefing om EU-mindsteløn arrangeret af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) forklarede han, at regeringen både kigger på juridiske og politiske omkostninger ved at rejse et annullationssøgsmål.
Vi skal ikke dø ved sværdet
Han lod forstå, at Danmark havde trukket lange veksler på de andre landes tålmodighed ved hele tiden at tale imod direktivet og kræve ændringer. Hvis Danmark blev ved med at slå sig i tøjret, var han bekymret for, om det ville sætte skår i samarbejdet.
– Vi skal ikke være heroiske og dø ved sværdet, hvis vi ender med at blive isoleret, sagde Peter Hummelgaard.
– Den holdning kan jeg altså ikke bruge til ret meget, siger Brian Tollak Nielsen og fortsætter:
– Det er åbenbart mere vigtigt for Hummelgaard at han kan mødes i fordragelighed med de andre politikere i EU end at forsvare den danske model.
Han ser frem til TR/AMR-mødet i Aarhus, hvor der også bliver arbejdet på at skaffe oplægsholdere fra Tyskland, hvor de har flere års negative erfaringer med en lovbestemt mindsteløn.
3F Djursland bakker 100 procent op om mødet i Aarhus og opfordrer alle afdelingens tillidsvalgte til at deltage.
Læs også
Politikere bliver mødt af faglige protester mod EU-mindsteløn, når Folketinget åbner den 4. oktober
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.