Verden står i en yderst farlig situation med magtkampe mellem supermagterne, militarisering, klimakrise, øget ulighed og fascistiske kræfter, der vejrer morgenluft.
Det slog Lotte Rørtoft-Madsen, formand for Kommunistisk Parti, fast i sin mundtlige beretning på partiets kongres i weekenden.
Samtidig konstaterede hun, at klima- og biodiversitetskrisen sammen med coronakrisen har sat spørgsmålstegn ved kapitalismens evne til at sikre klodens fremtid.

– Der er simpelthen skabt ny klangbund for at diskutere socialisme, diskutere hvilke elementer i vores samfund der allerede bærer kimen til socialisme i sig – og ikke mindst: Hvilke skridt kan og skal der tages for at tilnærme samfundet til socialisme, altså vejen vi må gå, sagde Lotte Rørtoft-Madsen.
Hun opfordrede partiet til at kaste sig ind i denne vigtige debat.
Kommunistisk Parti skulle oprindelig have holdt kongres i slutningen af januar, men måtte aflyse på grund af den udbredte coronasmitte på det tidspunkt.
Men i weekenden lykkedes det at gennemføre kongressen. De i alt 69 delegerede var fordelt på to lokaliteter i henholdsvis København og Aarhus med virtuel forbindelse og overholdelse af alle coronarestriktioner.
Som supermagt i forfald bider USA fra sig og bliver stadig mere farlig. Og bestemt ikke mindre under Biden end under Trump.
Lotte Rørtoft-Madsen, formand
Landsledelsen valgte i januar Lotte Rørtoft-Madsen som ny formand for partiet. Hun afløste Jørgen Petersen, der efter næsten 15 år som formand ønskede at gå på pension.
I sin beretning til kongressen tegnede Lotte Rørtoft-Madsen et bekymrende billede af udviklingen i verden.
– Som supermagt i forfald bider USA fra sig og bliver stadig mere farlig. Og bestemt ikke mindre under Biden end under Trump. Oprustning. Militære trusler. Aggressive sanktioner over for lande, der ikke makker ret under det herskende normsæt. Verden er i øjeblikket vidne til en ekstremt ensidig og velorkestreret kampagne mod Kina, der udfordrer USA’s herredømme. Vi må tage afstand fra denne dæmonisering, der leder frem mod konfrontation og våbenkapløb. Også Rusland er skydeskive, slog formanden fast.
– Hæver vi os lidt op i helikopterperspektiv, er det overordnede billede, at menneskeheden står over for store farer, der har deres rod i imperialismen som system. Klimaforandringer, biodiversitetskrise, ubæredygtige kapitalistiske vækststrategier, militarisme, voksende ulighed og udbytning samt undergravning af demokrati og selvbestemmelse – alt dette udfordrer menneskeheden på vores levevis, tilføjede hun.
Fredskamp og klimakamp
Debatten om den internationale situation fyldte sammen med fredskamp og klimakamp godt i debatten om beretningen.
Mona Jensen fra Kommunistisk Partis internationale udvalg kom ind på den sprængfarlige situation i Arktis, hvor USA forbereder sig på konfrontation med Rusland og Kina, der også er aktive i området.
I takt med at isen smelter, bliver der adgang til de store naturressourcer i området som olie, naturgas, en lang række vigtige metaller og sjældne jordarter, der bruges i tech- og militærindustrien

– USA’s hær har lige offentliggjort en Arktis-strategi med det signende navn “Genvind USA’s dominans i Arktis. Jeg ved ikke om forfatteren har glemt, at Rusland er det land, der har den største grænse ud til Arktis og naturligvis hører hjemme der. USA har brug for Grønland, og Danmark spiller villigt med. Det er en meget farlig udvikling, som det kunne være en opgave for fredsbevægelsen at tage fat på, sagde Mona Jensen.
Kampen for freden er sammen med klimakampen det vigtigste. Og det er kun socialismen, der endeligt kan sikre begge dele.
Kjeld Nalle Christensen, Storstrøms Afdeling.
Mange af de delegerede gik på talerstolen for at pege på nødvendigheden af en aktiv fredsbevægelse og partiets deltagelse i klimakampen.
– Alt andet er ravende ligegyldigt, hvis der kommer en stor krig. Kampen for freden er sammen med klimakampen det vigtigste. Og det er kun socialismen, der endeligt kan sikre begge dele, erklærede Kjeld Nalle Christensen fra Storstrøms Afdeling.
– Vores partiafdeling arrangerede sidste efterår et debatmøde, hvor vores partikammerat Anders Bjerre Mikkelsen, der har skrevet bogen Klima på afveje, holdt oplæg sammen med to aktivister fra Extinction Rebellion og Den Grønne Studenterbevægelse. Det blev en super spændende debat, hvor nødvendigheden af et andet samfundssystem blev diskuteret helt åbent. Det er vigtigt, at vores parti er en del af klimakampen og den her helt afgørende debat, sagde Ulla Rosenvold fra Amager Afdeling.
Birgit Sørensen, der også kommer fra Amager, opfordrede til, at Kommunistisk Parti opprioriterer sin indsats i fredskampen.
– Internationalt er der lande, hvor fredsarbejdet fylder mere end hos os. Lande som Norge og Holland har mere gang i fredsarbejdet, og et af de største partier i Skotland er også et udpræget fredsparti. Vi skal være med til at styrke fredsarbejdet i Danmark, sagde hun.

Kommunistisk Partis Afdeling i Nordjylland fortalte, at de allerede i dag er meget aktive i fredsarbejdet, og kom med et helt konkret eksempel på indsatsen.
– Op til FN’s fredsdag i 2018 var vi tre gråhårede kvinder fra fredsbevægelsen, der troppede op hos Skoleforvaltningen i Aalborg og opfordrede dem til at sætte fredsspørgsmålet på skemaet. Men svaret var, at der ikke var krig i Danmark, så det behøvede skolerne ikke beskæftige sig med, fortalte Connie Trudslev.
– I stedet tog vi kontakt til skolelærere og fik samarbejde med en konkret skole, der markerede FN’s fredsdag med en hel temauge for alle klassetrin. Året efter overgav de stafetten til en anden skole, som igen gav videre til en ny skole. Hver skole beslutter, hvad de kan gøre, tilføjede hun.
Fagligt arbejde og EU-modstand
Arbejdet i fagbevægelsen og EU-modstanden har gennem hele kongresperioden været højt prioriteret af Kommunistisk Parti.
På den faglige front har coronaepidemien givet en lang række udfordringer med fyringer og arbejdsgivere i offensiven for at udnytte situationen til at forringe løn- og arbejdsforhold.
Det har været en svær periode, hvor der også har skullet forhandles to overenskomster under en pandemi, fortalte Morten Ahrendt fra Kommunistisk Partis faglige udvalg i sit indlæg på kongressen.
– Vi har et arbejdsmarked, der er i forandring, ikke bare i Danmark, men også globalt. Brutaliseringen af arbejdsmarkedet er blevet værre under pandemien. Vi kan nævne eksempler som Nemlig.com, Coops lager i Aarhus og Wolt. Arbejderklassen er i defensiven. Det stiller store krav til fagbevægelsen, understregede Morten Ahrendt.
Solidaritet er grundlaget for den aktive fagbevægelse, der står overfor store udfordringer, ikke mindst i forhold til EU’s mindsteløn.
Morten Ahrendt, fagligt udvalg
– Det kendetegner fagbevægelse i dag, at der er et klart og tydeligt skel mellem den aktive del og den stillestående etablerede fagtop. Den aktive, progressive fagbevægelse organiserer sig i brede bevægelser som Arbejdere i bevægelse og Skulder ved skulder, der ikke kun rummer en enkelt branche. Solidaritet er grundlaget for den aktive fagbevægelse, der står overfor store udfordringer ikke mindst i forhold til EU’s mindsteløn, tilføjede han.
Kommunistisk Partis faglige udvalg rummer fagligt aktive, der er med til at sætte dagsordenen mange steder rundt omkring i landet, først og fremmest indenfor det private område og især 3F.

Foto: Katrine Bregner Bromer
Jan Sylvest Andersen kommer fra 3F Transport, Logistik & Byg i Aarhus.
– Meget af produktionen er sendt ud af Danmark, fabrikkerne er flyttet. Den del, der ikke er flyttet med, er transport og lager, her ser vi ind i en brutalisering af arbejdsmarkedet. Amazon er rent faktisk i Danmark, ikke fysisk, men psykisk er de. Virksomhederne ser på Amazons metoder og bruger dem indenfor lager og transport. Arbejdsgiverne bruger bevidst udenlandsk arbejdskraft som murbrækkere, vi er nødt til at organisere de folk, ellers taber vi den kamp, erklærede han.
Karen Sunds fra Midtjylland og aktiv i Folkebevægelsen mod EU slog ligesom Morten Ahrendt på betydningen af at tage kampen op mod EU’s mindsteløn.
– Det er en ekstremt vigtig kamp. Vi skal arbejde med at skabe en bevægelse med tværpolitisk bredde. Selvom fagtoppen er imod EU-mindsteløn, vil de næppe arbejde for at skabe en bred bevægelse, det skal andre gøre, sagde Karen Sunds.
Hun understregede, at der objektivt set er et kæmpe potentiale for EU-modstanden i Danmark i den nuværende situation, hvor EU tager tigerspring mod en egentlig EU-stat, og det er lykkedes for England at komme ud af EU. Men den progressive EU-modstand står i en svær situation.
– Vi har partier som Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der kører sig frem på, at de vil ud af EU. Samtidig er Enhedslisten på vej til at tage en diskussion, om de endegyldigt skal sige, at de ikke vil ud af EU, og Folkebevægelsen mod EU er stadig hårdt ramt, her to år efter at bevægelsen røg ud af EU-parlamentet. De progressive kræfter skal virkelig oppe sig nu, hvis vi skal have ledelsen af den bevægelse, der skal få Danmark ud af EU, konstaterede Karen Sunds.
Lokale erfaringer og aktivisme
I alt 27 delegerede var på talerstolen under debatten om beretningen. Der blev fortalt om gode erfaringer fra Café Oskar i Aarhus, der har en kreds på næsten 400 tilknyttet, der følger med i, hvad der sker i caféen. Andre fortalte om kampen mod ghettoloven og de kommende valg til kommunalvalg og regioner, hvor flere af partiets afdelinger stiller op.
Også betydningen af en mere aktivistisk stil i partiet som for eksempel i kampagnen sidste år mod coronastøtte til virksomheder i skattely var en del af debatten.

Marc Sanganee fra partiets internationale udvalg lagde op til partiets næste aktion for at få fjernet patenter på covid-19-vacciner.
– Der er stadig flere lande i Afrika, der ikke har modtaget en eneste covid-19-vaccine. Et land som Indien vil med nuværende hastighed først have vaccineret 75 procent af sin befolkning i december 2024. Over 100 udviklingslande har anmodet om at ophæve patent på covid-19-vacciner, så de selv kan producere vacciner, sagde Marc Sanganee.
– Men EU og en række vestlige lande herunder USA og repræsentanter for medicinalfirmaer blokerede udviklingslandenes anmodning. De argumenterede med, at det vil skade medicinalfirmaernes motivation for at forske, hvis ikke de modtager den fulde profit. Sådan lød argumentet, selvom grundstenen til de forskellige vacciner er blevet udviklet via offentlige midler gennem forskning på universiteter, tilføjede han.
Marc Sanganee er taler, når Kommunistisk Parti i næste uge laver aktion i København mod patenter på covid-19-vacciner.
Succes med digitalt dagblad
Siden sidste kongres er Arbejderen, der udgives af Kommunistisk Parti, gået fra at være en papiravis til at være et digitalt dagblad.
Kongressen glædede sig over, at den proces er gået godt. Der var samtidig ros til Arbejderens nye hjemmeside.
– Med det digitale dagblad har vi skabt en levedygtigt og fleksibel medieplatform, som passer til vores partis kræfter – samtidigt med at vi har formået at udnytte overgangen til at nå et bredere publikum, end vi gjorde med den trykte Arbejderen. Og med Magasinet Arbejderen har vi helt tydeligt fundet et hidtil uopfyldt behov. Det er blevet en langt større succes, end vi havde turdet håbe, sagde Arbejderens redaktør Anders Sørensen.
– Vi skal fortsætte med at udvikle vores platforme og vores journalistik – så vi hele tiden kommer nærmere vores mål om at være hele det kæmpende Danmarks digitale dagblad, tilføjede han.
Nyt arbejdsprogram
Kongressen vedtog også et arbejdsprogram for partiets arbejde de kommende tre år. Her blev det besluttet især at prioritere kræfterne i fagbevægelsen, EU-modstanden og klimakampen.
“Partiet vil vie stor opmærksomhed på fortsat at udvikle politik, strategi og taktik på disse tre klassekampsområder”, står der i arbejdsprogrammet.
Derudover vil Kommunistisk Parti yde en aktiv indsats “i kampen for fred i en verden, hvor oprustningen og krigstruslen er konstant og alvorlig”, samt på andre vigtige områder som den antiimperialistiske og antiracistiske kamp, i boligbevægelse, kvindekampen og på andre områder.
Arbejdsprogrammet slår også fast, at partiet vil styrke sin aktivistiske profil, så det bliver mere synligt.
På kongres for første gang
Blandt de 69 delegerede var flere med på kongres for første gang. Arbejderen fangede to af dem ved slutningen af kongressen for at høre om deres oplevelser.
– Det har været spændende at være med og dejligt at opleve, hvor meget folk brænder for partiet. På kongressen oplever man mere, hvor sammentømret partiet er, end man gør ude i afdelingerne. Det er godt at mærke, at partiet strækker sig udover hele landet. Debatterne på kongressen giver ideer til, hvad vi unge kan gøre sammen på tværs af afdelinger. Det var også godt, at der kom forslag til et øget samarbejde med Ungkommunisterne, fremhævede 28-årige Marc Sanganee fra København.

Susanne Vokstrup er både i den anden ende af aldersskalaen og fra den anden ende af landet. Hun kommer fra Nordjylland og blev optaget sidste år kort før sin 70-års fødselsdag.
– Det var dejligt at være med på kongres. Jeg fik både en fornemmelse af, hvor lille og sårbart partiet er, og samtidig af dets kræfter og styrke. Det stod klart, at vi ikke bare kan favne så bredt, som vi ønsker, men er nødt til at prioritere vores indsatser. Samtidig kunne aktive kammerater fra fagbevægelsen og Folkebevægelsen mod EU fortælle om deres arbejde, der er ideologisk funderet, knyttet til den konkrete klassekamp og handlingsrettet, sagde Susanne Vokstrup, der lokalt er aktiv i både fredsarbejdet, klimakampen og EU-modstanden.
Internationale hilsener og ny ledelse
14 af de kommunistiske partier og andre arbejderpartier, som Kommunistisk Parti har samspil med, havde sendt hilsener til kongressen.
Det gælder blandt andet Cubas Kommunistiske Parti, Workers World Party USA, Belgiens Arbejderparti, Vietnams Kommunistiske Parti, De Spanske Folks Kommunistiske Parti, Folkefronten i Island og Kommuniska Partiet Sverige.
Kongressen sluttede med valg af ny landsledelse. Ud over tidligere formand Jørgen Petersen stoppede også flere andre i landsledelsen. Blandt de nye i ledelsen er flere unge medlemmer, der kan være med til at sikre et generationsskifte.

Der var en særlig tak til Jørgen Petersen for hans store indsats i hele partiets levetid.
– Jørgen havde en kæmpe aktie i, at det her parti blev til noget. Han har stædigt holdt fast i, at vores kommunistiske parti skulle lykkes, at den kommunistiske enhed skulle lykkes. Han har personificeret vores parti i 15 år, været knivskarp i debatterne udadtil og indadtil været garant for partiets enhed, sagde Lotte Rørtoft-Madsen.
Følgende blev valgt til landsledelsen på Kommunistisk Partis kongres:
- Allan Rasmussen, København (nyvalgt)
- Anders Sørensen, København (genvalgt)
- Birthe Sørensen, Midtjylland (genvalgt)
- Connie Trudslev, Nordjylland (genvalgt)
- Elias Olsen Haack, København (tidligere suppleant)
- Jan Mathisen, København (genvalgt)
- Jonathan Zacho Bruun, Nordjylland (nyvalgt)
- Karen Sunds, Midtjylland (nyvalgt)
- Lotte Rørtoft-Madsen, København (genvalgt)
- Mona Jensen, København (genvalgt)
- Morten Ahrendt, København (genvalgt)
- Per Nielsen, Midtjylland (nyvalgt)
- Peter Thuesen Andersen, Syddanmark (genvalgt)
Suppleanter:
- Jonas Brynnum, København (nyvalgt)
- Marc Bjerregaard Sanganee, København (nyvalgt)
- Katrine Bregner Bromer, Nordjylland (nyvalgt)
Alle delegerede i København og Aarhus tilsluttede sig den tak med langvarige klapsalver.
På et kort første møde i den nye landsledelse blev Lotte Rørtoft-Madsen genvalgt som formand og Anders Sørensen som redaktør for Arbejderen.
På grund af corona var der ingen sang indendørs, men som punktum for kongressen gik alle delegerede i de to byer udenfor og sang Internationale med god afstand.
Næste kongres i Kommunistisk Parti er om tre år.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.