Længe ventet pensionsudspil
De Konservatives politik mere adelig end borgerlig
Søren Pape vil føre sit parti tilbage til konservatismens opblomstring som modreaktion på den franske revolution og kampen for lighed.
|
Flere kommentatorer omtaler Konservatives udspil som genkomsten af borgerlig politik, men i mine øjne er der nærmere tale om genkomsten af “adelig” politik.
Jeg kan godt forstå, at når man ser på Papes plan, hvor der ikke blot er tale om at underfinansiere den fælles velfærd, men ligefrem at gøre et stort indhug i finansieringen af velfærden, kan det fremstå som en politik, der er mere borgerlig politik end Venstres.
Ligeledes kan Papes topskattelettelser ses som ærkeborgerlig politik, understøttet af det kendte mantra om ulighedens positive dynamiske effekter for væksten. Partiet fremfører også elevatorargumentet om, at vi alle bliver løftet økonomisk, når de rige bliver rigere, (trods dette er blevet tilbagevist).
Der er dog en forskel.
Konservatives politik er ikke “dus” med befolkningen
Kaster vi blikket på AE-rådets analyse af de Konservatives forslag om at lette arveafgiften, så står det for alvor klart, at de ikke er “dus” med befolkningen. Forslaget vil flytte tre milliarder kroner fra bunden til toppen. De vil give de 10 procent rigeste hele 900 millioner kroner mere. Det vil være store godser og den moderne “industri-adel”, som vinder på den handel.
For det skal kunne betale sig at være rig og født ind i de rigtige rækker. Sådan er Konservatives rationale, for politikken vil gavne dem, der kommer fra familiedynastier. Dem der har allermest i forvejen. Det vil ikke være dem, der går på arbejde hver dag, hvis forældre er SOSU’er eller gadefejere, der vil tjene på Konservatives politik.
Klassekampen fra oven tager ikke kun form af, hvordan rigdommene akkumuleres med Konservatives politik, den kommer også til udtryk i den måde, de argumenterer på.
Pape repræsenterer de allerrigeste i Danmark og vil tage fra de allerfattigste.
Se eksempelvis, hvordan Pape taler om topskatten. I 2018 sagde han, at “topskatten er skabt af misundelse og marineret i jalousi”, og for nyligt erklærede han, “topskatten er forkert. Det er en skat, der er marineret i misundelse”.
Her er vi vidne til, at Pape fralægger sig ethvert fordelingspolitisk argument og i stedet henviser til dødssynder og teologi.
Konservative fører ikke borgerlig politik med et rationelt individ i centrum. Nej, vi skal tilbage til konservatismens opblomstring som modreaktion på den franske revolution og kampen for lighed.
Tiden bliver rullet tilbage, hvor Konservative ellers havde forandret sig fra primært at varetage de øverste klassers interesser til i højere grad at fokusere på den øvre middelklasse.
De er gået amok med barok. Det skal være svulstigt, overdrevet. Det skal være for meget og være endnu vildere. Selvom de rige er blevet markant rigere, og uligheden vokser, så skal de have endnu mere.
Om der så kommer til at mangle tusindvis af velfærdsprofessionelle i fremtiden, så er det er lige meget, så længe rigdommene kan vokse sig større i toppen.
Og hvorfor skulle Papes moderne pendant til adelen også bakke op om velfærdssamfundet? De behøver ikke bøvle med konsekvenserne af de mangeårige nedskæringer, når de kan bruge de private alternativer.
Papes politik er en konsekvens af den voksende ulighed
Hele tanken om, at de rige fortjener den rigdom, de ikke har arbejdet sig til, trækker tråde tilbage til tiden, hvor godsejeren mente, at det var naturgivent, at han skulle beholde hele overskuddet.
Dengang hvor tyende måtte forstå, at det er nødvendigt at arbejde hårdere, og hvor de fattige bare skulle være glade for overhovedet at få noget som helst.
Der sker en udvikling i toppen, hvor vi går fra – som filosoffen Michael Sandel beskriver det – at uretfærdigheden bliver selvretfærdig. Dem i toppen føler, at de har fortjent at være i toppen, fordi de opfatter sig selv som klogere eller bedre.
Derfor bliver det selvforstærkende, når uligheden vokser, og herfra spirer Konservatives politik. Ikke nok med at toppen stikker af fra resten af samfundet, de ser det også som fair og mener, de fortjener det.
Så ja, Søren Pape og De Konservative er en genkomst. Men det er en genkomst af det gamle Højre, og det, synes jeg, er gået kommentatorernes næse forbi.
Fokus er ikke på den lille mand på gulvet, der knokler dag ud og dag ind. Den er tilbage til de øverste klassers interesser. Hvis man bare tror, Konservative er “lidt” mere borgerlige end det normale, så forstår man ikke, hvor stort et angreb på velfærden, ligheden og solidariteten Pape lægger an til.
Pape repræsenterer de allerrigeste i Danmark og vil tage fra de allerfattigste.
Det er det, vi skal ud og slås mod i den kommende valgkamp. Så … Bønder, tømrere, jyske knejte, nu skal vi sejre i Papes fejde!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
20. september 2022 | 09:07
