Ja, Vesten har skudt sig selv i hovedet. Vore politikere er marionetdukker uden hjerne ført af en kynisk magtelite, som har en helt anden agenda, end hvad der er godt for folket.
På vej mod en multipolær verden
Mens vestlige medier skriver om Ukraine-krigen med noget, der ligner ønsketænkning om ukrainsk sejr og russisk sammenbrud, så sker der ting uden for Ukraine, som er nok så vigtige. Den 15.-16. september afholder Shanghai Cooperation Organization sit årlige topmøde.Mens vestlige medier skriver om Ukraine-krigen med noget, der ligner ønsketænkning om ukrainsk sejr og russisk sammenbrud, så sker der ting uden for Ukraine, som er nok så vigtige.
Den 15.-16. september afholder Shanghai Cooperation Organization (SCO) sit årlige topmøde. Som i EU og andre organisationer skiftes medlemslandene til at have formandskabet.
I år er det Usbekistan, der er formand for organisationen, og mødet afholdes i den berømte og smukke gamle by Samarkand. Usbekistan har valgt at prioritere stabilitet og økonomisk udvikling, herunder udvikling af nye handelsveje.
I år bliver Iran i øvrigt det 9. medlemsland. De nuværende 8 medlemmer er Rusland, Kina, Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Tadsjikistan, Pakistan og Indien.
Uden hierarki og jerndisciplin
SCO er interessant af flere grunde, for det første rummer organisationen cirka halvdelen af planetens befolkning, og så er der ingen vestlige lande med i organisationen. Ud over de snart 9 medlemslande er der 20 observatørlande, og mange af dem har stærke ønsker om at bliver optaget, herunder adskillige sydøstasiatiske og mellemøstlige lande.
Hvorfor er denne organisation så attraktiv? SCO har ikke det hierarki og den jerndisciplin, som for eksempel karakteriserer NATO og til dels EU. Derfor kan organisationen rumme lande, som har mange års indbyrdes konflikter med hinanden som eksempelvis Indien og Pakistan, Indien og Kina, Usbekistan og Kirgisistan med mere.
Det snart frysende EU havde nok ikke tænkt det igennem, inden de besluttede sig for at gå med i sanktionerne mod Rusland.
Meget tyder på, at SCO har en stabiliserende funktion i forhold til disse undertiden ret blodige konflikter. Ingen af de to lande, som grundlagde organisationen, Rusland og Kina, dominerer desuden på samme måde, som USA gør det i NATO. Det er givetvis en af flere grunde til, at organisationen er så attraktiv.
En anden mere aktualiseret grund til SCO’s attraktivitet har nok at gøre med den helt nye kolde krig mellem på den ene side den USA-dominerede verden og så den største del af ikke-Vesten på den anden side. Mens mange i Vesten synes, at det var rigtig og en lille smule både frækt og smart at stjæle halvdelen af de russiske valutareserver i finansielle institutioner, så forekom det langt de fleste ikke-vestlige lande som en øjenåbner.
Fælles interesser
Den amerikanske dominans af det internationale system havde nået en rød linje for mange af de ikke-vestlige lande. Mange ikke-vestlige lande ville kunne se frem til på et eller andet tidspunkt at komme i politisk konflikt med USA. De ville så i givet fald kunne opleve det samme.
Disse lande oplever et behov for institutioner, der ikke er underlagt amerikansk dominans. Og for asiatiske og mellemøstlige lande forekommer SCO at være den pragmatiske og fleksible organisation, der kan danne modvægt til netop den amerikanske dominans.
SCO danner ramme om flere forskellige infrastrukturelle projekter og programmer i Asien og Mellemøsten. Det kinesiske Belt and Road-projekt (den nye Silkevej) er det mest berømte. Meget tyder på, at der er en fælles interesse i at udvikle infrastrukturen i det asiatiske og mellemøstlige rum samt i Afrika.
Indtil nu har de enkelte lande i den del af verden i mange tilfælde handlet mere med vestlige lande end med naboerne, som de undertiden har været i konflikt med. Meget tyder på, at vi i et vist omfang er på vej væk fra globalisering hen imod en regionalisering. Det kan vi bryde os om eller lade være, men tendensen forekommer klar. I hvert fald synes interessen for regionalt samarbejde at være stigende, og de vestlige sanktioner og spændinger med både Rusland og Kina synes kraftigt at bidrage til den udvikling.
Multipolær verden uden magtcentrum
Det er også disse strukturer, der for eksempel har bidraget til, at Rusland slet ikke er så sårbar over for de vestlige sanktioner, som mange i Vesten håbede og troede. Bare et eksempel: Rusland, Iran og Indien har længe arbejdet på det, man kalder International North-South Transport Corridor (INSTC), en transportvej, der omfatter ledninger, tog, lastbiler og skibsfart fra Rusland til Indien.
Projektet tog for alvor fart fra marts i år efter de vestlige sanktioner mod Rusland. I juni i år erklærede INSTC-landene, at de havde gennemført den første sending gennem den nye korridor og dermed kørt helt uden om det sanktionerede EU.
De vestlige sanktioner mod Rusland fremskyndede projektet, og Rusland indgik desuden en lang række aftaler med Iran om videresalg af olie og gas. Det samme gælder også Indien. EU har formentlig købt og vil sikkert komme til at købe endnu mere russisk olie og gas, nu dog med avancer til de lande, der er involverede. Hvor smart er det lige?
Det snart frysende EU havde nok ikke tænkt det igennem, inden de besluttede sig for at gå med i sanktionerne mod Rusland. De skulle måske have studeret udviklingen af SCO lidt mere fordomsfrit og set lidt mere opmærksomt på de nye styrkeforhold i verden og ikke mindst set kritisk på egne forestillinger om Vestens almagt. Noget tyder på, at især EU har skudt sig i foden – for ikke at sige i hovedet.
Jeg vil være tilbageholdende med at spå om, hvordan den nye verdensorden kommer til at se ud. Men ét er sikkert, Vesten bliver ikke enerådende. Det bliver Rusland eller Kina dog heller ikke. Vi vil efter al sandsynlighed få en kompleks multipolær verden uden et decideret magtcentrum.
Det kræver nogle kompetencer af vestlige politikere, som de hidtil ikke overbevisende har vist.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.