De røde faner udhængt fra mange af altanerne i Murergade i København svajer i vinden. På selve gaden er et fadølsanlæg sat op i en af portene, en kaffevogn står modsat flankeret af flere bord-bænke-sæt, og for enden af Murergade står en scene udsmykket med logoet for det tværfaglige fællesskab “Arbejdere i Bevægelse.”
Alt er klar til Lønmodtagernes Topmøde. Det er første gang, arrangementet skal afholdes, og i dagens anledning er næsten 150 mennesker dukket op.
Én af dem er Allan Busk, formand for 3F Aalborg. Han fortæller, at han som ung ofte lånte en af de lejligheder i Murergade, som er til rådighed for fagligt aktive, når han var til møder i hovedstaden.
– Der er jo mange gode minder sådan et sted her, fortæller han.
Selve topmødet er arrangeret af “Arbejdere i Bevægelse”, der har til formål at skabe aktivisme på tværs af fag i fagbevægelsen. Brian Rünitz er en af de aktive, som har været med til at stable det faglige topmøde på benene.
– Formålet med i dag er at skabe noget aktivisme og gejst op til OK23, men selvfølgelig er der også stort fokus på, at man kan mærke fællesskabet her, på tværs af fag og geografi. Når man samler sine aktivistiske kræfter sådan her, så kan man opnå meget, siger han til Arbejderen.
Og netop den faglige og geografiske diversitet er tydelig, når man ser på de fremmødte. Her er stilladsarbejdere, tømrere og murere skulder ved skulder med socialpædagoger og sygeplejersker.
3F Aalborg har sendt en delegation på 12 personer. Der er også kommet folk fra Aarhus og andre byer i Jylland, ligesom fynboerne er repræsenteret. Det geografiske spænd dækker hele landet denne lørdag i København.
Da gaden er ved at være fyldt pænt op, og alle har fået en kop kaffe eller en kold fadøl, åbner Brian Rünitz topmødet med en introduktion til dagens program og et håb om gode faglige debatter.
Fremtidens fagbevægelse
Hovedpunktet for dagens stormøde er en paneldebat, som foregår på scenen i enden af gaden. I panelet deltager Allan Busk, formand for 3F Aalborg, Claus von Elling, formand for 3F’s byggegruppe i forbundet, Jan Hoby, næstformand for LFS i København, Nicklas Stærke fra Lærlingeoprøret, Nicolai Markussen, næstformand for Blik og Rør Ungdom og Rasmus Emil Hjort, der organiserer Woltbude og selv arbejder for Wolt.
Folk finder plads foran scenen og retter opmærksomheden på paneldeltagerne, der kaster sig over det første emne: Hvad er fremtidens fagbevægelse?
Blandt andet nævnes behovet for flere medlemmer, mere aktivering af de medlemmer som allerede er og kampen mod gule fag-forretninger.
Men Jan Hoby fra LFS kommer med et mere markant indspark:
– Den danske models æra er slut. Socialdemokratiets æra er slut. Som fagbevægelse har vi aldrig vundet noget, uden at vi har strejket og kæmpet for det, siger han og tilføjer:
– Der er en leveforholdskrise i hele den vestlige verden, men herhjemme bruger FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation, red.) tid på at opreklamere Arne-pensionen, som bare er en discount-efterløn, samtidig med at Socialdemokratiet åbner døren for privatiseringer og udhulingen af velfærdsstaten. Hvor længe vil vi acceptere, at vi støtter op om vores egen bøddel?
Selvom det øvrige panel ikke helt deler samme opfattelse som Jan Hoby, så bliver spørgsmålet om strejker og aktivisme diskuteret livligt. Claus von Elling fortæller, at det er passive medlemmer, som lige nu forsvinder ud af fagbevægelsen. Derfor skal fællesskabet helt ud på arbejdspladserne.
– Vi skal vise, at vi er der for vores medlemmer, at vi har et fællesskab. Ellers bliver vi bare ligesom de gule, hvor man kun ringer, når lokummet brænder, siger 3F’s byggegruppeformand.
Ungdom er ikke de sløvede sind
Et spørgsmål, som går igen hos paneldeltagerne i debatten om fagbevægelsens fremtid, er ungdommen. Blandt de fremmødte til topmødet er der nogle unge at spotte, men fordelingen mellem garvet og grøn er ikke lige. Fra panelet lyder der også kritik af fagbevægelsens manglende fokus på netop de unge.
Nicklas Stærke, som er aktiv i 3F ungdom og med i panelet på vegne af Lærlingeoprøret, mener, at prioriteringen mellem erhvervsuddannelserne og de akademiske uddannelser er alt for skæv:
– Erhvervsskolerne skal vente på, at private investorer vil komme og give nogle penge til skolerne. Det er ikke i orden! Vi skal tage al uddannelse seriøst og investere i ungdommen.
Han bakkes op af Nicolai Markussen fra Blik og Rør Ungdom.
– Fagbevægelsen er generelt for dårlig til at bakke op om de unge, når de råber op om bedre uddannelse. Så det er den første ting, vi burde bakke hinanden op om, siger han, imens de øvrige paneldeltagere nikker.
Sygeplejersker og våbenindustri
Under debatten har tilhørerne til stormødet mulighed for at komme med indlæg, ligesom nogle af indlæggene fra scenen bliver mødt med lettere sporadiske tilråb.
Når de gule fag-forretninger bliver nævnt, så bliver der til gengæld ikke sparet på skældsordene fra publikum.
Et emne, der fylder en del i indlæg fra publikum, går på den nuværende situation, hvor Europa endnu engang oplever krig på kontinentet. Én peger på, at blandt andet PensionDanmark, hvor mange fagforeninger har deres medlemmers pension stående, har investeringer i våbenfirmaer.
– Vores penge skal ikke støtte krigsmaskineri. Vi må sige til de selskaber, at enten trækker de deres investeringer, eller så trækker vi vores penge, så simpelt må det være, lyder det fra en mandlig publikummer.
Claus von Elling sidder selv i PensionDanmarks bestyrelse. Han er enig i, at de selvfølgelig ikke skal investere i våben, men tilføjer, at det nogle gange kan være svært at vide, hvor de penge, man investerer, går hen.
Det svar startede et kor af buhråb og tydeligt frustrerede udbrud.
Ligeløn
Et andet spørgsmål, som har ledt til stor frustration i fagbevægelsen, er spørgsmålet om ligeløn. Efter sygeplejerskernes strejke for højere løn i 2021 er fordelingen af løn mellem kvinde- og mandefag blevet et stort diskussionspunkt.
Nikoline Sjøberg, der er sygeplejerske, tager ordet. I sit indlæg til panelet kommer hun med en opsang til panelet om nødvendigheden af at få mere diversitet ind i selve fagbevægelsen, hvis kampen for ligeløn skal vindes.
– Nu er lønningerne i de traditionelle kvindefag jo næsten 12 procent lavere end i mandefag. Jeg kan også se, at der er en overrepræsentation af mænd i panelet samt til selve arrangementet. Vidner det om, at vi skal blive bedre til at få skabt diversitet i fagbevægelsen, eller føler I, at I faktisk er klar til at tage den for os kvinder?
Blandt paneldeltagerne var der bred enighed om, at kvinder selvfølgelig skal have det samme i løn som mænd, og at diversiteten i fagbevægelsen halter. Dog er der ikke mange forslag til, hvordan det konkret skal gøres.
Fuck fredspligten
Der er allerede blevet kaldt på flere strejker, mere aktivisme og generelt en mere konfrontatorisk stil i den faglige kamp under debatten. Der er dog delte meninger om, hvorvidt det faktisk er positivt at forfølge den linje, hvilket afspejles i det andet emne, der sættes til debat: Er fredspligten for dyr for fagbevægelsen?
Fredspligten betyder, at fagforeninger og arbejdsgivere ikke må varsle eller udøve konflikt om punkter, som er reguleret i en overenskomst indenfor dens gyldighedsperiode. Panelet er delt på spørgsmålet.
Allan Busk påpeger, at der i lande uden fredspligt ikke er højere lønninger, mens Claus von Elling understreger, at storkonflikter kun virker, når der er et samlende krav på tværs af fagbevægelsen, hvilket ikke er tilfældet lige nu.
– Vi skal stille os selv og vores kollegaer bedst muligt, det gør vi gennem forhandlinger, ikke konflikt, siger Claus von Elling.
Nicklas Stærke fra Lærlingeoprøret har en anden holdning til fredspligten. Han mener, at arbejdere burde kunne strejke, hver eneste gang reglerne på arbejdspladsen ikke bliver overholdt.
– Fuck fredspligten. Den giver en eller anden illusion om, at arbejdsgiverne har en form for magt. Det har de ikke, vi er flertallet, vi har magten, mener han.
Jan Hoby er enig, og så også gerne fredspligten afskaffet. Han fortæller, at det afgørende i den faglige kamp er styrkeforholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager, som i den nuværende situation er meget til arbejdsgivernes side.
– I det offentlige kan vi jo se, at den her snævre fredspligt ikke virker. Styrkeforholdet dér er fuldstændig på arbejdsgivernes side. Det så vi, da sygeplejerskerne lavede den største strejkeaktion i mange år og ikke fik særlig meget ud af det, siger Hoby.
Retten til organisering er under pres
En anden pointe om fredspligten er, at den forudsætter, at både arbejdsgiver og arbejdstager har frihed til at organisere sig. Rasmus Emil Hjort, der arbejder med at organisere cykelbude for 3F, mener dog, at friheden til at organisere sig også er under pres.
– Jeg arbejder for Wolt, og de ser ikke sig selv som en arbejdsgiver, derfor må jeg ikke organisere mig som arbejdstager. Det er en model, som vi er ved at se udbredt i hele Europa, samtidig med at det generelt ikke går godt med organisering i fagbevægelsen, siger han og tilføjer:
– Derfor må vi også se i øjnene, at fredspligten kun eksisterer, når vi kan organisere os, men det princip er også under pres.
Nicolai Markussen fra Blik og Rør mener dog, at strejker og konflikter ville underminere den tillid, der historisk set har været mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.
– Alle vedvarende resultater, både politisk og fagligt, er opnået gennem forhandling, sådan er det bare, siger han.
Jan Hoby mener imidlertid, at den holdning er et udtryk for manglende kendskab til fagbevægelsens historie.
– Vi fik 37 timers arbejdsuge efter strejken i 1985, den 6. ferieuge i 1998, og vi strejkede for
velfærden i 2007. Alle de gange har vi opnået resultater, fordi vi kæmpede, ikke fordi vi sad
og forhandlede pænt, siger han.
Tilbage til fællesskabet og kampgejsten
Efter debatten byder topmødet på en række musikalske og faglige indslag. Blandt andet var der indslag fra Emil Olsen, der er murersvend i Aalborg. Han slog et slag for, at man ikke må glemme drømmen om et bedre samfund som en del af arbejdskampen.
Også Helga Mathiassen fra 3F BJMF Organisers holdt et indslag. Her fortalte hun om, BJMF’s arbejde med at organisere ikke-dansktalende kollegaer og arbejdere på byggepladserne.
Brian Rünitz runder topmødet af. Som medarrangør håber han, at dagen har givet inspiration til deltagerne, så de nu er klar til at tage hjem og fortsætte den faglige kamp.
– Jeg håber, at folk går herfra med en følelse af, at vi bakker hinanden op, og at vi faktisk kan opnå en hel masse, når vi står sammen, siger han.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.