Læserbrev
Fredskamp og klimakamp med ryggen mod muren
Det går ikke specielt godt med at få sænket den globale CO2-udledning. I 2021 nåede den energirelaterede udledning en hidtidig rekord, 36,3 milliarder tons. Næppe nogen vil heller påstå, at det går særlig godt med skabelsen af fred og tillid mellem nationerne.
|
Ingen har betvivlet, at kampen mod klimaændringerne er en kollektiv opgave, en opgave for alle lande på kloden. Næppe noget land vil heller undgå klimaændringernes negative følger.
Opgaven kræver en høj grad af koordinering mellem landene, for eksempel med nedlukning af fossile energikilder og fremskaffelse og distribution af vedvarende energi. Videre: Dette kræver igen – på tværs af de forskelle, der er mellem nationerne – et vist mål af tillid og respekt. At opbygge og bevare sådanne kvaliteter er altså en uadskillelig del af kampen mod en klimakatastrofe.
Vesten og Rusland
Det går ikke specielt godt med at få sænket den globale CO2-udledning. I 2021 nåede den energirelaterede udledning en hidtidig rekord, 36,3 milliarder tons. Næppe nogen vil heller påstå, at det går særlig godt med skabelsen af fred og tillid mellem nationerne.
Det så NATO bort fra i årene efter 1992. Her gjaldt det bare om at udnytte Ruslands svaghed efter kontrarevolutionen og rykke så langt frem som muligt – frem for at undersøge mulighederne for en kollektiv sikkerhedsordning.
Som medlem af NATO er vores land impliceret i en aggressiv og provokerende politik med negative konsekvenser for både freden og klimaet.
Reaktionen blev desperat i form af Ruslands folkeretsstridige overfald på Ukraine. Uden gnist af selverkendelse har Vesten udråbt Putin til at være utilregnelig og liggende inde med omfattende erobringsplaner. Rusland er herefter lagt på is.
USA og dermed NATO har valgt en fredelig løsning fra. Målet er ikke en ordning for Ukraine, men meget mere vidtgående: Rusland skal i knæ, militært og økonomisk. Med den tilgang kan vi sikkert glemme alt om klimasamarbejde. Rusland er storproducent af olie og gas. Men landet har meldt sig ind i Paris-aftalen og har sat klimamål, så der skulle ellers have været et grundlag for samarbejde.
Kina
Kinas erklærede mål er at ”udvikle en økologisk civilisation” på vej mod ”et moderat velstående samfund”. CO2-emissionen skal toppe inden 2030 og netto gå i nul i 2060.
Der etableres store skovplantningsprojekter og projekter for vedvarende energi.
Kina er den førende producent af solceller. Samtidig er landet den globalt største CO2-udleder og har stadig et stort kulforbrug. Der er altså alle gode grunde til her at udbygge et seriøst, internationalt klimasamarbejde.
Kina lægger generelt megen vægt på at samarbejde med alle lande på basis af fælles fordel, uanset systemforskelle, og Kina har i årtier ikke angrebet fremmede territorier, så ingen hindringer for et perspektivrigt klimasamarbejde – skulle man tro.
USA og førerrollen
Men USA begyndte at føle, at Kina gennem sine hurtige fremskridt kunne true det amerikanske selvbillede som den ledende nation, militært og økonomisk.
I Trumps nationale sikkerhedsstrategi fra 2017 blev ikke bare Rusland, men også Kina udpeget som trusler, og sanktioner blev sat i gang. Med den nye NATO-strategi fra 2022 har USA fået hele alliancen gennet op bag sig.
Strategien er et beklemmende stykke papir, der på baggrund af en alenlang opremsning af typer af mulige trusler giver NATO ”ret” til at gribe ind, hvor som helst og hvornår som helst alliancen, det vil sige USA, finder det for godt.
At det i høj grad er Kina, der er i sigtekornet, skal man næppe være i tvivl om. Landet angives at ”udfordre vores interesser, sikkerhed og værdier” samt blandt andet at ”ville kontrollere nøglesektorer inden for teknologi og industri”, altså udfordre de amerikanske monopoler (citaterne er fra NATO-strategien).
Til at belaste Kinas omdømme bruger USA vanskeligt verificerbare påstande om forholdene i Xinjiang-provinsen. Til at udfordre Kina militært giver Taiwan-kortet utallige muligheder. Vi fik lige et friskt eksempel her i august. Flere NATO-lande har allerede før de seneste begivenheder sendt krigsskibe på besøg i Det Sydkinesiske Hav. Danmark vil næppe stå tilbage!
Dobbeltspil går ikke
Ikke desto mindre: De kræfter, der p.t. er dominerende i Washington, forstår, at klimakrisen er alvor, og forstår også Kinas afgørende rolle i kampen mod den. Er der ikke et vist samarbejde mellem verdens to største CO2-udledere, kan det let gå skævt.
Tilsyneladende har man satset på, at det er muligt at køre dobbeltspil: Bevare et samarbejde med Kina på klimaområdet, samtidig med at man presser landet på det militære og økonomiske område.
I forbindelse med COP26 i Glasgow i november 2021 indgik USA og Kina således en pagt om samarbejde på klimaområdet. På World Economic Forum-mødet i Davos i maj i år kan man i en af de officielle seancer høre Bidens særlige klimaudsending John Kerry og Kinas klimadiplomat Xie Zhenhua tale seriøst, konstruktivt og ligefrem venskabeligt om samarbejdet mellem de to lande på klimaområdet. Dette træf mellem de to blev senere fulgt op i Berlin.
Det føltes da opmuntrende, at der var etableret kanaler for klimasamarbejde; men at dobbeltspil er et meget usikkert grundlag for en helt nødvendig fælles indsats blev klart her i august, hvor det hele røg på jorden som reaktion på Pelosis provokerende besøg i Taiwan i modstrid med USA’s officielle et-Kina-politik.
Så Amerika (og NATO og Danmark)! – Drop konfrontationskursen, der på én gang truer både freden og kampen mod klimakatastrofen!
Fremtidsudsigter ønskes
Disse processer på højeste stormagtsplan kan synes at være uden for rækkevidde af de bevægelser her i landet, der kæmper for fred og klima.
Alligevel, som medlem af NATO er vores land impliceret i en aggressiv og provokerende politik med negative konsekvenser for både freden og klimaet.
Skal vi være det?
Politikken giver omsætning for Mærsk og Terma. Deres horisont er næste halvårsregnskab. Men sådan er det ikke for alle os andre, der ønsker, at der skal være en fremtid for børn og børnebørn på en smuk jordklode.
19. august 2022 | 06:04
