Når myndighederne aflægger besøg på arbejdspladserne for at tjekke, om virksomheder overholder regler og love på det danske arbejdsmarked, så sker det tit, at ansatte stikker af.
I 2021 drejede det sig om 103 personer fordelt på 34 arbejdspladser. Det fremgår af et svar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Folketinget.
I alt er 423 ansatte stukket af fra kontroller over de seneste fem år, hvor Arbejdstilsynet har registreret omfanget. I 2020 stak 70 personer af, når der kom kontrol. Året før var det 68 personer. Sidst tallet var over 100 var i 2017, skriver Fagbladet 3F, der har gennemgået de seneste års rapporter.
– Når så mange tager benene på nakken og stikker af fra kontrollerne, viser det, at der stadig er noget at komme efter, når myndighederne er ude og kigge, siger Søren Kaj Andersen til Fagbladet 3F.
Han er lektor på Københavns Universitet og centerleder på FAOS – Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier.
Social dumping er stadig et problem
Tallene viser, mener han, at der fortsat er problemer med social dumping og lovbrud på de danske arbejdspladser, og at der derfor er god grund til, at myndighederne fortsætter med kontrollerne.
Søren Kaj Andersen giver flere forklaringer på, at ansatte stikker af, når de ser myndighedspersoner fra politiet, Arbejdstilsynet eller Skattestyrelsen. Enten ved de ansatte – som regel udlændinge – godt, at de er i gang med at lave noget ulovligt, eller de har ikke tillid til myndighederne.
– Vi ved fra vores studier og samtaler med udenlandske arbejdere, at der findes en masse spøgelseshistorier derude om myndighedernes rolle. Det kan godt skræmme nogle til at vælge at tage flugten, siger Søren Kaj Andersen til Fagbladet 3F.
Ofte støder myndighederne ind i udlændinge, der slet ikke har dansk arbejdstilladelse. Sidste år tog Arbejdstilsynet kontakt til politiet 39 gange med mistanke om, at personer, de mødte på kontrollerne, udførte illegalt arbejde.
Netop illegal arbejdskraft er et område, som regeringen forventer at rette fokus på.
– Vi ser eksempler på, at nogle brancher udnyttes af organiserede kriminelle, ligesom der i visse brancher sker en grov udnyttelse af udenlandske arbejdstagere og migranter. Den form for grov kriminalitet er ødelæggende for den enkelte og for vores arbejdsmarked. Det skal vi tage et opgør med, siger justitsminister Mattias Tesfaye (S).
Regeringen vil blandt andet se på, hvordan myndighedssamarbejdet kan styrkes i forhold til efterforskningen af organiseret kriminalitet.
Penge i statskassen
Indsatsen mod social dumping er en god forretning for statskassen.
Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet har siden 2012 arbejdet sammen om at standse udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft i Danmark, bekæmpe skatte- og momssnyd og farligt arbejdsmiljø.
De tre myndigheder har gennemført over 40.000 tilsyn med udenlandske virksomheder og afgivet over 10.000 arbejdsmiljøreaktioner, hvoraf halvdelen handlede om risiko for ulykker.
Skattestyrelsen har via indsatsen skaffet et nettoprovenu til statskassen på 1,5 milliarder kroner i form af reguleringer af skat og moms blandt udenlandske firmaer.
Aftalen, der finansierer myndighedsindsatsen mod social dumping, udløber ved årsskiftet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.