Et godt og sagligt indlæg om konsekvenserne af mindstelønnen for Danmark. Men jeg mangler det væsentligste krav, at Danmark skal udtræde af EU.
Vi kan ikke som S, SF og Ø tror reformere EU, det er grænseløst naivt.
Traktaterne i EU – Rom-traktaten er lavet for at beskytte monopolernes interesser. Vi har kun en mulighed, DANEXIT!
Den trojanske hest vil tage dine penge
Tusindvis af de fattigste danskere, der går på arbejde, risikerer med tiden at blive endnu fattigere. Det kan blive konsekvensen af ny EU-beslutning om lovfæstet mindsteløn, skriver formand i FOA Nordjylland Kristian Gaardsøe.En trojansk hest er redet ind over grænsen til Danmark, efter flere års galop gennem Europa, med start fra slipsedrengenes kontorer i Bruxelles. Den ser smuk, stærk og venlig ud, og nu står den og hviler sig på en dansk mark. Men på et tidspunkt frygter jeg, at den vil smide lænkerne, springe ud over hegnet og ryste al sin skønhed af sig. Dens øjne vil formørkes, og den vil få et lumsk smil på læberne. Hesten skulle være en smuk gave til danskere med lave indkomster, men en dag vil den ride ud for at jage fattige folk fra hus og hjem. Hesten symboliserer det nye EU-direktiv om mindsteløn, som i sidste uge blev vedtaget af EU-kommissionen og nu kun mangler at komme igennem EU-parlamentet til september. Direktivet åbner en dør til, at politikerne kan blande sig i danskernes løn og for den sag alle andre EU-borgeres løn.
Vi må i samlet flok gøre alt hvad vi kan, for at mindstelønnen forbliver en idé i hovedet på en uvidende slipsedreng.
De europæiske arkitekter bag forslaget lover, at mindstelønsdirektivet ikke vil påvirke den danske model, hvor det er arbejdsgiverne og arbejdstagerne (fagforeningerne), som bestemmer, hvad danske ansatte skal have i løn. Men jeg vil mene, at der er grund til stor skepsis over for det løfte.
Med direktivet kræves det nemlig, at minimum 80 procent af et lands indbyggerne har en overenskomst. Det har 82 procent i Danmark, men udviklingen er gået den forkerte vej de senere år, så hvem ved, hvordan det ser ud om fem og ti år. Kommer vi under de 80 procent, så vil en borger uden overenskomst i praksis kunne gå til EU-domstolen med sagen, og så er der en mulighed for, at Domstolen vil pålægge Danmark at indføre et lovkrav om mindsteløn. Lige nu er der flere af de gule fagforeninger, der gnider sig i hænderne over den udsigt.
Det er fair nok, at EU-direktivet er lavet i erkendelse af, at der mange steder i Europa er mennesker, som betales så ussel en løn på deres job, at de må leve i fattigdom. Så i teorien lyder det jo fint med en lov, der kan sikre en minimumsløn. I praksis er det et kæmpe problem, hvis loven bliver gældende i Danmark.
Her til lands aftales løn- og arbejdsvilkår nemlig i en forhandling mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne, som repræsenterer lønmodtagerne. Den danske model er ikke fejlfri, men den fungerer i grove træk fremragende og har gjort det i over 100 år. I det øjeblik lønnen skal fastsættes ved lov, altså når politikere kommer ind i billedet, kan det gå frygteligt galt. Andre steder i Europa, hvor minimumsløn allerede eksisterer, har den udviklet sig til at blive den nye normalløn. Den trækker simpelthen mange med ned på mindstelønsniveauet.
Om end jeg ikke oplever hensigterne som værende dårlige fra Europaparlamentets side, så vil konsekvenserne være det i vores land. Danmark har nogle af de højeste lønninger i EU, og sådan skal det blive ved med at være. Fagbevægelsen er selvfølgelig parat til at indgå i diskussioner og forhandlinger om tiltag, der kan løse de problemer, der helt sikkert er på det europæiske arbejdsmarked. Men når det kommer til lovgivning, bør EU fokusere på sine kerneområder. EU-lovgivning om områder, der bedst løses på hjemmebanen, er ikke vejen frem.
Det er muligt, at lovfæstet mindsteløn kan gavne lønmodtagerne i lande som Polen, Bulgarien og Rumænien. One size fits all kan ikke bare trækkes ned over hovedet på så forskellige nationer som Frankrig, Danmark og Kroatien. Men mindsteløn ved lov vil medføre flere working poor i Danmark, altså mennesker, der er fattige, selvom de har et arbejde. Regeringen og arbejdsgiverne er heldigvis enige med os om, at hesten skal sparkes ud, og vi i stedet skal beholde vores danske model, helt som vi kender den. Vi må i samlet flok gøre alt, hvad vi kan, for at mindstelønnen forbliver en idé i hovedet på en uvidende slipsedreng.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
751.152 DKK nået totalt
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278