Når systemtænkning bliver normaltænkning
En af de samfundsudviklinger, jeg tænker lidt over her i sommervarmen, er de seneste års taler om store og små reformer, skriver Thorkild Olesen.
Sommerferiestemningen er så småt ved at indfinde sig i Danmark og såmænd også hos mig. Det giver tid til at tænke lidt over de store ting, man ellers ikke rigtig har tid til i en hverdag, hvor uret er overdommer over de grundige overvejelser.
En af de samfundsudviklinger, jeg tænker lidt over her i sommervarmen, er de seneste års taler om store og små reformer. Jeg tænker naturligvis mest med udgangspunkt i handicapområdet, men jeg synes også, tendensen, jeg har bemærket, gælder for andre politiske områder.
Jeg synes, meget tyder på, at reformer mest handler om, at systemet ser på sig selv. Borgernes ve og vel er ikke af stor interesse, men derimod er processer og økonomi det vigtigste i reformerne.
Tag nu for eksempel evalueringen af det specialiserede socialområde. Evalueringen er gennemført af Socialministeriets department og Socialstyrelsen, og det bærer det også meget præg af.
Evalueringen bygger på undersøgelser, som man selv har foretaget i ministeriets regi. Der er således ikke lagt vægt på undersøgelser, som viser borgernes perspektiv, og man har ikke gjort noget for at undersøge, hvordan borgerne ser på systemet. Evalueringen er altså systemet, som undersøger sig selv.
Resultatet er et politisk oplæg fra regeringen, som udelukkende går ud på at ændre lidt på systemet selv. De penge, der er afsat i finansloven, skal også gå til systemet selv. Det, man reelt set foreslår, er, at det nuværende system skal fortsætte i en version to. Og eftersom det nuværende system ikke har fungeret, ja så er udsigterne til meget tiltrængte forbedringer af forholdene for borgere med handicap og deres familier ved en systemisk ændring ikke store. Borgere kommer til at møde et system to. Resultatet vil blive endnu flere frustrationer.
Et andet eksempel er den megen tale om frisættelse af kommunerne inden for forskellige velfærdsområder som ældre og skole. Regeringen, KL og en del partiledere har nærmest konkurreret om at fortælle, hvor svære regler kommunerne arbejder under.
Men de fleste af de regler, man har i kommunerne, er opfundet af dem selv, enten som interne, administrative instrukser eller via KL og økonomiforhandlingerne med Finansministeriet og deraf følgende lovændringer.
Hvorfor er der heller ikke i sådan et tilfælde nogen, der spørger sig selv, om man ikke skulle frisætte borgerne fra alle de regler, kommunerne har? Og for så vidt også fra mange af de regler, embedsmænd og politikere i regeringer og Folketing samt KL har fundet på gennem år og dag?
Folketinget kunne for eksempel starte med at se på, om der er love, som indeholder procesregler, som ikke giver anden mening end bøvl for borgere (og kommuner). Hvorfor skal man for eksempel genvurdere en masse sociale afgørelser mindst en gang om året, hvis der ikke er sket forandringer for borgere eller deres familier? Det er ikke et proceskrav, vi, som har et handicap, har bedt om. Jeg vil tro, at hvis man kigger i annalerne, vil det vise sig, at det er KL og forskellige regeringer, der har fundet på dem, fordi man jo kun kan regne med, at borgerne er de rene svindlere.
Et andet sted, man kunne frisætte borgere (og kommuner), kunne være ved flytning. I dag skal alle sociale sager genbehandles, når en borger flytter fra én kommune til en anden. Men hvorfor egentlig det? Borgerens behov er de samme på tværs af kommuner, og loven er den samme i hele landet. Så burde der jo ikke være forskel på den støtte, man får fra kommune til kommune, og dermed er en ny sagsbehandling bare spild af tid.
Men nej. Systemet skal fodres, og borgerne skal igennem bureaukratiet. Til ulempe for borgere og til store udgifter for kommunerne.
Jeg kunne blive ved med flere eksempler. Det ender alt sammen ud i en fornemmelse af, at system, her tænkt som embedsværket og politikerne på Slotsholmen og tilliggender, og borgerne ikke er på bølgelængde. Det virker, som om det er mindst to verdener, hvor vi ikke kan nå hinanden.
Det burde være en sag for politikere at sørge for den sammenhæng. Det er vel det, der ligger i et repræsentativt demokrati. Men i stedet er politikerne mere optagede af at gøre sig til i medierne end at give embedsværket en politisk retning, som de mener, samfundet skal udvikle sig i. Og medierne svælger i det. Det bliver meget let til meget mere ananas i egen juice.
Hvad skal vi så gøre ved det?
Det er svært at sige. Men et par forslag kunne være, at politikerne tager rollen som repræsentanter for dem, de er valgt af, alvorligt og virkelig repræsenterer deres vælgere og de dagligdage, disse vælgere lever i.
Et andet forslag er, at politikerne, vi vælger til at repræsentere os, har et mål med deres virke, altså et andet mål end magten for magtens skyld. Et ideologisk udgangspunkt ville være en fordel, hvis man vil være politiker og ikke bare valgt administrator af de holdninger, der lige p.t. er de mest passende for at opnå eller fastholde magten.
Det virker måske ikke af at være revolutionerende forslag. Måske er det ligefrem banale og indlysende forslag. Men det behøver det heller ikke være for at kunne ændre det, vi lever i lige nu. Desværre har jeg ikke set hverken gamle eller nye partier stille sig op for at gøre det, der er indlysende.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
13% af 750.000 DKK
98.527 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
