Læserbrev
På G7-topmødet i Tyskland den 26. juni 2022 lovede USA’s præsident Joe Biden at skaffe 200 milliarder dollars i USA til at bruge på global infrastruktur. Det blev gjort klart, at dette nye G7-projekt – Partnership for Global Infrastructure and Investment (PGII) – skulle modvirke det kinesiske Belt and Road Initiative, BRI, (silkevejs-projektet, red.)
I betragtning af Bidens fiasko med at få vedtaget sit lovforslag Build Back Better (hvor dets omfang næsten blev halveret fra 3,5 billioner dollars til 2,2 billioner dollars) er det usandsynligt, at han vil få USA’s kongres til at gå med i dette nye forsøg.
USA’s “Indo-Pacific Strategy Report” bemærker, at Kina bruger “økonomiske tilskyndelser og sanktioner” til at “overtale andre lande til at overholde sin dagsorden”. Rapporten giver ingen beviser, og forskere, der har undersøgt disse spørgsmål, kan ikke se sådanne beviser.
PGII er ikke USA’s første forsøg på at matche de kinesiske infrastrukturinvesteringer globalt, som først fandt sted bilateralt, og som efter 2013 skete gennem BRI. I 2004, da USA’s krig mod Irak udviklede sig, oprettede den amerikanske regering et organ kaldet Millennium Challenge Corporation (MCC), som den kaldte et “uafhængigt amerikansk agentur for udenlandsk bistand“.
Før da blev de fleste udviklingslån fra den amerikanske regering bevilget gennem USAID (United States Agency for International Development), der blev oprettet i 1961 som en del af den daværende præsident John F. Kennedys administrations charmeoffensiv mod Sovjetunionen og mod Bandung-ånden om alliancefrihed i den nyligt selvbevidste tredje verden.
USA stiller krav til udviklingslån
USA’s tidligere præsident George W. Bush sagde, at USAID var for bureaukratisk, og at MCC derfor skulle være et projekt, der skulle omfatte både den amerikanske regering og den private sektor. Ordet “corporation” i titlen er bevidst. Alle lederne af MCC, fra Paul Applegarth til Alice P. Albright, har tilhørt den private sektor (den nuværende leder, Albright, er datter af USA’s tidligere udenrigsminister Madeleine Albright).
Ordet “udfordring” i MCC henviser til, at tilskuddene kun godkendes, hvis landene kan vise, at de opfylder 20 “politiske resultatindikatorer“, der spænder fra borgerlige frihedsrettigheder til inflationsrater. Disse indikatorer sikrer, at de lande, der søger om tilskud, overholder de konventionelle nyliberale rammer.
Der er også store uoverensstemmelser mellem disse indikatorer: Landene skal for eksempel have en høj vaccinationsrate (overvåget af Verdenssundhedsorganisationen), men samtidig skal de følge Den Internationale Valutafonds krav om en stram finanspolitik. Dette betyder i bund og grund, at kandidatlandenes udgifter til folkesundhed skal holdes nede, hvilket resulterer i, at det nødvendige antal sundhedsmedarbejdere i den offentlige sundhedssektor ikke er til rådighed for vaccinationsprogrammerne.
Den amerikanske kongres bevilgede 650 millioner dollars til MCC for det første år i 2004, som en embedsmand fra den amerikanske regering fortalte mig; i 2022 var det ansøgte beløb mere end 900 millioner dollars.
I 2007, da Bush mødtes med Nambaryn Enkhbayar, Mongoliets tidligere præsident, for at underskrive en MCC-bevilling, sagde han, at Millennium Challenge Account – som administreres af MCC – “er en vigtig del af vores udenrigspolitik”. Det er en mulighed for USA og vores skatteydere til at hjælpe lande, der bekæmper korruption, som støtter markedsbaserede økonomier, og som investerer i deres befolkningers sundhed og uddannelse.”
Det er klart, at MCC er et instrument i USA’s udenrigspolitik, men dets formål synes ikke så meget at tage fat på FN’s mål for bæredygtig udvikling (om sult, sundhed og uddannelse), som Bush sagde, men at sikre udvidelse af USA’s indflydelse og indprente de vaner og strukturer, der er kendetegnende for den USA-ledede globalisering (“markedsbaserede økonomier”).
Obama skifter fokus til Asien
I 2009 udviklede USA’s daværende præsident Barack Obama et “pivot to Asia” (fokusskifte mod Asien, red.), en ny udenrigspolitisk orientering, som fik USA’s establishment til at fokusere mere på Øst- og Sydasien.
Som led i dette fokusskifte holdt USA’s tidligere udenrigsminister Hillary Clinton i 2011 en vigtig tale i Chennai i Indien, hvor hun talte om oprettelsen af et nyt silkevejsinitiativ. Clinton argumenterede for, at den amerikanske regering under Obamas politik for “fokusskifte mod Asien” ville udvikle en økonomisk dagsorden, der gik fra de centralasiatiske lande til det sydlige Indien og dermed ville hjælpe med at integrere de centralasiatiske republikker i et amerikansk projekt og bryde de bånd, som regionen havde knyttet til Rusland og Kina.
Incitamentet til den nye silkevej var at finde en måde at bruge denne udvikling som et instrument til at underminere Taleban-oprøret i Afghanistan. Dette amerikanske projekt gik i vasken på grund af manglende finansiering fra kongressen og på grund af ren og skær umulighed, da Afghanistan – som var kernen i dette vejprojekt – ikke kunne overtales til at underkaste sig USA’s interesser.
To år senere, i 2013, indviede den kinesiske regering projektet Silkevejens økonomiske bælte, som nu er kendt som BRI. I stedet for at gå fra nord til syd gik BRI fra øst til vest og forbandt Kina med Centralasien og derefter udad til Sydasien, Vestasien, Europa og Afrika.
Formålet med dette projekt var at samle det Eurasiske Økonomiske Fællesskab (oprettet i 2000) og Shanghai Samarbejdsorganisationen (oprettet i 2001) for at arbejde på dette nye og større projekt. Siden 2013 er der blevet investeret cirka fire billioner dollars i en række projekter af BRI og de tilhørende finansieringsmekanismer (herunder Den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank og Silkevejsfonden). Investeringerne er blevet betalt med tilskud fra kinesiske institutioner og gennem gæld, som projekterne har optaget til en rente, der er konkurrencedygtig med de vestlige programmer for infrastrukturlån.
Vil underminere Kinas indlydelse i Asien
Den amerikanske regerings “Indo-Pacific Strategy Report” (2019) bemærker, at Kina bruger “økonomiske tilskyndelser og sanktioner” til at “overtale andre stater til at overholde sin dagsorden”. Rapporten giver ingen beviser, og faktisk kan forskere, der har undersøgt disse spørgsmål, ikke se sådanne beviser.
Den amerikanske admiral Philip S. Davidson, der tidligere var chef for USA’s Indo-Pacific Command, fortalte USA’s kongres, at Kina “udnytter sit økonomiske magtinstrument” i Asien. MCC og andre instrumenter, herunder et nyt Internationalt Finansieringsinstitut for Udvikling, blev hastigt oprettet for at give USA en fordel i forhold til Kina i en amerikansk drevet konkurrence om skabelse af infrastrukturinvesteringer globalt set. Der er ingen tvivl om, at MCC er en del af USA’s brede strategi for Indo-Pacific-området (1), der skal underminere Kinas indflydelse i Asien.
Kun en håndfuld lande har indtil videre modtaget MCC-tilskud – først Honduras og Madagaskar. Der er ofte ikke tale om særligt store tilskud, selv om de for et land af Malawis eller Jordans størrelse kan have en betydelig virkning.
Ingen store lande er blevet inddraget i MCC-aftalen, hvilket tyder på, at USA ønsker at give disse tilskud hovedsageligt til mindre lande for at styrke deres forbindelser med USA. Nepals tiltrædelse af MCC skal ses i denne bredere sammenhæng. Selv om opdagelsen af uran i Nepals Upper Mustang-region i 2014 synes at spille en vigtig rolle i kampagnen for at lægge pres på landet.
I maj 2017 underskrev Nepals regering en BRI-rammeaftale, som omfattede en ambitiøs plan om at bygge en jernbaneforbindelse mellem Kina og Nepal gennem Himalaya; denne jernbaneforbindelse ville gøre det muligt for Nepal at mindske sin afhængighed af indiske landruter til handelsformål.
Forskellige projekter begyndte at blive drøftet, og der blev bestilt gennemførlighedsundersøgelser under BRI-planen. Disse projekter, som der kom flere detaljer om i 2019, var udvidelsen af en eltransmissionsledning og oprettelsen af et teknisk universitet i Nepal og naturligvis opførelsen af et omfattende vej- og jernbanenet, herunder jernbanen gennem Himalaya fra Keyrung til Kathmandu.
I denne periode kom USA ind i billedet med en storstilet indsats for at nedgøre BRI-finansieringen i Nepal og fremme brugen af MCC-penge der i stedet. I september 2017 underskrev Nepals regering en aftale med USA kaldet Nepal Compact. Denne aftale – til en værdi af 500 millioner dollars – er til et eltransmissionsprojekt og til et projekt for vejvedligeholdelse af veje.
På dette tidspunkt havde Nepal adgang til både BRI- og MCC-midler, og ingen af parterne syntes at have noget imod dette faktum. Det gav Nepal mulighed for at bruge begge disse ressourcer til at udvikle den meget nødvendige infrastruktur eller, som den tidligere premierminister Madhav Kumar Nepal fortalte mig i 2020, kunne hans land få nye lån fra Den Asiatiske Udviklingsbank.
Efter at begge aftaler var blevet underskrevet, brød en politisk strid ud i Nepal, hvilket resulterede i splittelsen af Nepals Kommunistiske Parti, og den venstreorienterede regering faldt. Et vigtigt spørgsmål var MCC og dets rolle i USA’s overordnede strategi for indo-pacific-området, som synes at være rettet mod Kina.
- Indo-pacific dækker store dele af Asien fra det østlige Afrika, den sydlige del af Den Arabiske Halvø, store dele af Iran, Afghanistan, Pakistan, Indien, Kina, Den koreanske halvø, Japan over til Papua Ny Guinea samt store dele af Australien.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet mere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bog er Washington Bullets, med en introduktion af Evo Morales Ayma.
Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
