Hvad kommer efter verdenskrisen?
Fødevarekrise, klimakrise, coronakrise, boligkrise, forsyningskrise, energikrise, gældskrise, ulighedskrise, finanskrise, demokratikrise. Måske skrevet med versaler: VERDENSKRISE. Det er selve den hyperkapitalistiske samfundsstruktur, der er krisernes rod og som trænger til en rodbehandling.
Det kan føles uoverskueligt at følge med i international politik. Indbakken fyldes hver morgen med nyhedsbreve, der beskriver en verden med kriser.
Fødevarekrise, klimakrise, coronakrise, boligkrise, forsyningskrise, energikrise, gældskrise, ulighedskrise, finanskrise, demokratikrise. Man fristes til at lægge de forskellige kriser ind under en samlende betegnelse. Måske skrevet med versaler: VERDENSKRISE.
For kriserne opstår ikke uafhængigt af hinanden, men smelter sammen som vi så det i 2008, hvor finanskrisen skabt af ublu banker blev til en fødevarekrise på Afrikas Horn med millioner af berørte mennesker. Denne forbundethed er i dog ikke noget nyt. Det er alvorsgraden derimod.
FN bliver nedprioriteret
Med en altoverskyggende klimakatastrofe i horisonten, en eskalerende sultkatastrofe og fortsat stigende fattigdom (målt i absolutte tal) er gode råd dyre.
Ikke mindst fordi det fælles organ, FN, der skulle levere de gode råd er notorisk underfinansieret og magtesløst i bestræbelserne på at mægle mellem konflikter.
FN’s generalsekretær Antonio Guterres taler nærmest for døve ører, når han siger, at klimakrisen er ‘code red for humanity’, og FN’s organ for fødevarer, FAO, melder igen og igen om manglende bidrag fra verdens rigeste lande til at stoppe sultkatastrofen.
Vi producerer allerede nok mad til at fodre over 70 milliarder produktionsdyr, men efterlader stadig over halvanden milliard mennesker tæt på sultedøden.
Af den grund er det også bemærkelsesværdig, at Danmark kaster sig ind i våbenkapløbet med 18 milliarder om året i støtte til NATO i stedet for at styrke FN og den hjemlige velfærd, som synligt er underfinansieret med et stigende antal danske børn, der vokser op i fattigdom.
Nedprioriteringen af FN er dog heller ikke nyt. Vi har de sidste mange år forklædt udviklingsarbejde som erhvervsstøtte med hjælp til danske firmaer, så de kan komme ind på nye markeder – specielt i Afrika.
Et enøjet fokus
Netop i den prioritering ligger der en vis sandhed om verdens tilstand, for med de seneste årtiers enøjet fokus på at forvandle nærmest alting til penge er vi endt med kun at have en ting for øje, og det er os selv.
Det så vi ved pandemien, der var en unik mulighed for at styrke et globalt samarbejde, men endte med vaccinehamstring, grænsedragninger og en elite, der udnyttede krisen til at berige sig selv endnu mere.
Det var ikke blot en misbrugt mulighed, men endnu et bevis på et handlingsmønster, hvor profit og nationale egeninteresser sættes over alt andet.
Selvom det virker kontraintuitivt har vi som verdenssamfund ikke råd til, at profitten lander så ulige, da pengene skaber oligarkiske tilstande, eskalerer klimakrisen og forgælder den almene borger med stigende bolig- og forbrugerpriser.
Inflationskrise
Lad os tilføje inflationskrise til listen. En krise, der nu bruges til at argumentere imod højere lønninger til den almene borger, selvom det ville give langt mere mening, hvis kritikken faldt på årtiers rekordhøje aktieafkast, direktørlønninger og rekordoverskud fra firmaer, der langsomt men sikkert monopoliserer markederne.
Som iagttager af disse kriser virker hver rapport fra IPCC og hver rapport fra Oxfam om rige menneskers andel af verdens ressourcer som et stød i maven og et vidnesbyrd om menneskehedens katastrofale kurs.
En kurs som de fleste politikere nok godt ved, vi er på, men som de virker for handlingslammede til at reagere på. Ellers ville de nok have gjort noget ved, at 80 procent af verdens befolkning lever i reel fattigdom med under 10 dollars om dagen.
De bekymrer sig forståeligt nok mere om det næste måltid end om klodens fremtid, selvom det er dem, der rammes hårdest af krisernes multiplikatoreffekt.
Undlader at analysere problemets rod
I håndteringen af kriser plejer man at analysere problemets rod, men den analyse er helt udeladt i de fleste af nutidens kriser. I boligkrisen kigger man ikke på bankernes pengeskabelse, i coronakrisen kigger man ikke på medicinalindustriens monopol på patenter, i finanskrisen kiggede man ikke på finansielle institutioners afkobling fra realøkonomien, og i klimakrisen kigger man ikke på det umulige i at vækste sig ud af en begrænset planet.
Og sådan kunne man fortsætte, indtil erkendelsen om, at det er selve den hyperkapitalistiske samfundsstruktur, der er krisernes rod, og som trænger til en rodbehandling.
Selve ordet ‘krise’ betyder i sin oprindelige græske form ‘dom’ eller ‘afgørelse’. Tanken er, at man gennem krisen domsfæster krisens grundlag og ser ind i en anden fremtid. Med andre ord er kriser en måde at stille spørgsmål til de ting, der skabte kriserne i første omgang.
I dette er kapitalismens indlejrede måde at forvandle kollektive goder til privat ejendom en fællesnævner for alle de nævnte kriser.
Et teaterstykke vi ikke skal spille
I det perspektiv tegner løsningsmodellerne for eksempelvis klimakrisen sig dårlige, da man blot gentager mantraet om vækst, vækst og atter vækst uden at skele til sociale og planetære grænser.
Heller ikke fødevarekrisen løses med at fokusere på endnu større privatiseret monokulturelt landbrug, som de største lobbyorganisationer anbefaler. Vi producerer allerede nok mad til at fodre over 70 milliarder produktionsdyr, men efterlader stadig over halvanden milliard mennesker tæt på sultedøden.
Det er i den forbindelse ikke udbuddet af mad, der afgør, om der er sultne mennesker på Jorden, men hvad efterspørgslen (læs kød) fra rige købestærke mennesker og nationer, der understøtter kødforbruget, er.
Kigger man på den oprindelige betydning af ordet krise, kan man se et tidsperspektiv over domsafgørelsen og stille sig selv spørgsmålet: Hvad kommer efter dommen? Hvad kommer efter afgørelsen?
Heri åbner de nævnte kriser op for et handlingsrum for nye måder at indrette samfundet på, som ikke ender med en kaskade af kriser, som denne kapitalistiske samfundsindretning tilbyder. Ellers risikerer vi, at kriserne ender i katastrofer, der på græsk betyder vendepunkt, og som i de græske tragedier altid endte med en ulykkelig slutning.
Med en enkelt planet til rådighed er dette ikke et teaterstykke, vi skal spille.
16% af 750.000 DKK
118.172 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
