Den catalanske suverænitetsproces har ført til, at debatten om det nationale spørgsmål og den demokratiske revision af grænserne er opstået i venstrefløjen. Denne debat skal tage hensyn til respekten for folkenes nationale og kulturelle rettigheder, større borgerindflydelse, subsidiaritetsprincippet og fordømmelse af den imperialistiske nationalisme.
Kampene af national karakter (sprog, kultur, selvstyre, selvbestemmelse og så videre) er blevet taget op af venstrefløjen, når der var tale om klare situationer med undertrykkelse eller kolonialisme i udlandet. Men de skaber tvivl, når konflikten opstår i Europa. Man vender det blinde øje til selve eksistensen af disse situationer med undertrykkelse eller forfølgelse for at undgå en debat, der sandsynligvis ville føre til den konklusion, at disse europæiske mindretalsnationer også har ret til selvstyre og selvbestemmelse. I Cataloniens tilfælde er den spanske stats kolonialistiske holdning helt åbenlys (lovgivning, økonomi, sprog og så videre) i en sådan grad, at den nægter at anerkende Catalonien som en nation.
Mere generelt har unionsborgerskabets rettigheder aldrig omfattet retten til at deltage i ændringen af grænserne, som for det meste er blevet fastlagt ved militære konflikter eller ved pagter mellem oligarkier. Denne rettighed skal gøre det muligt at give borgerne mulighed for at styrke deres indflydelse i retning af et folkenes Europa i stedet for et staternes og markedernes Europa.
I Cataloniens tilfælde er den spanske stats kolonialistiske holdning helt åbenlys i en sådan grad, at den nægter at anerkende Catalonien som en nation.
Med hensyn til subsidiaritetsprincippet har små og mellemstore stater ofte vist sig at være førende med hensyn til dynamik og social og politisk udvikling, fordi de beslutningstagende organer er tættere på de berørte parter. Oligarkerne søger en modsat model med politisk magt på afstand af de naturlige organisationsenheder, fordi de ved, at de sociale bevægelser på græsrodsniveau har svært ved at blive hørt i meget store stater. Catalonien kunne være et godt eksempel på et sådant dynamiserende element.
Der rejses ofte deduktive betænkeligheder som for eksempel en skæv fortolkning af internationalisme, en generel dæmonisering af nationalisme eller en formodet antagonisme mellem nationale og sociale krav. Tværtimod proklamerer den progressive internationalisme broderskab på tværs af grænserne. Desuden skal venstrefløjen skelne mellem imperialistiske nationalismer, som skal bekæmpes, og emancipatoriske nationalismer som for eksempel den catalanske, som venstrefløjen bør støtte.
Endelig er nationale rettigheder og sociale rettigheder forenelige og endog komplementære, da fuld selvstyre og fuld rådighed over egne ressourcer er nødvendige for at opnå tilfredsstillende socioøkonomiske forbedringer. I øjeblikket kan man faktisk sige, at i Catalonien er uafhængighedismen hovedsagelig venstreorienteret, og venstrefløjen er hovedsagelig for uafhængighed.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.