I dag er Ahed jurastuderende. Dette har været hendes drøm, lige siden hun var lille. Da hendes far blev arresteret, og hun ikke måtte besøge ham, styrkede det kun hendes vilje. Hendes eneste mål blev at kæmpe for fangers rettigheder.
Da vi møder Ahed over videochat, er der endnu en gang sket skyderier i hendes landsby Nabi Saleh. Nye konfrontationer og provokationer finder dagligt sted. Der er folkelig modstand, men der kommer også flere ofre til. For få måneder siden blev en 16-årig skudt og dræbt under demonstrationer.
På det tidspunkt (april 2022, red.), vi taler med Ahed, finder voldsomme sammenstød sted i og omkring Al-Aqsa-moskeen i Jerusalem.
Så længe besættelsen fortsætter, fortsætter vi med at gøre modstand. Vi vil gøre modstand, lige indtil vi får drevet besættelsesmagten ud af vores land.
Kan du forklare os, hvad der sker ved al-Aqsa-moskeen i Jerusalem?
Ahed Tamimi: Det, der sker i al-Aqsa, er en perfekt afspejling af realiteterne af den besættelse, som det palæstinensiske folk dagligt udsættes for. De arresterede 400 unge mennesker i moskeen, unge mennesker der praktiserede deres ret til at bede ligesom enhver anden i verden. De anholdt og de var voldelige overfor kvinder, ældre og børn.
Så længe områderne er besat, vil det palæstinensiske folks rettigheder fortsat blive krænket. Vi må gøre oprør for at bringe besættelsen til ophør og tage vores rettigheder tilbage i egne hænder. Vi nægter at tage imod deres frihedsalmisser.
Du fortæller os, at 400 unge mennesker blev arresteret. Hvordan lever man under det israelske militærstyres regime?
Ahed Tamimi: De arresterer de første og bedste, de kan slå kløerne i, og sætter dem i administrativ forvaring, så længe efterforskningen står på. Dette kan tage månedsvis. Måneder, hvor hverken deres familier eller endda deres advokat ved, hvor de befinder sig. Meget ofte bliver domstolsafgørelser ikke offentliggjort. Og de domme, der afgives bag lukkede døre, står ikke i et rimeligt forhold til de faktiske omstændigheder. De anklager nogen for at kaste med sten og idømmer ham så en fængselsstraf på fire eller fem år.
Otte måneder i et israelsk fængsel
Mange mindreårige er også blevet varetægtsfængslet. Du blev selv anholdt i 2017 og fængslet i otte måneder. Hvordan oplevede du dette?
Ahed Tamimi: Det var hårdt. Du er afskåret fra omverden. Jeg hørte i radioen, at en beboer i min landsby var blevet dræbt. Du hører, at en af dine nærmeste er blevet tilfangetaget eller død, men du har ingen adgang til information. Man begynder at forestille sig alle scenarierne: Hvad nu hvis det var min far, min bror, min onkel?
Forhørene var frygtelige. De fortsatte i 16 dage. De truede mig med at dræbe hele min familie, hvis jeg ikke tilstod.
“Vi fanger dem alle. Ønsker du, at de skal lægges i håndjern og ydmyges ligesom dig?”
I fængslet kunne der ofte gå timer eller endda hele dage, uden at jeg fik lov til at gå på toilettet. Der var hverken vand eller mad. Og når de endelig kom med mad, var den ulækker. Mange indsatte blev udsat for psykisk og fysisk tortur. Vi blev hængt op i reb ved håndleddene i dage og uger i træk, og de tæskede os.
I løbet af de otte måneder, jeg var varetægtsfængslet, fik min familie ikke lov til at besøge mig mere end tre gange. Hvert besøg varer 40 minutter under opsyn. Det er forbudt at røre ved hinanden. Man er adskilt af lydisoleret glas, man skal tale sammen over en telefon.
Hvordan er livet i fængsel som ung kvinde?
Ahed Tamimi: Fængslet er et yderst kvindefjendsk miljø. Kvinder og piger bliver ofte udsat for afstraffelser. For eksempel kan man købe hygiejnebind i fængslet. Men pludselig er der ikke flere i en eller to måneder. Så snart vi fik chancen, købte vi masser af dem og skjulte dem i vores celler.
Vi vil ikke lade os knække
Tidligere palæstinensiske fanger siger, at solidariteten i et militærfængsel er meget stærk og meget afgørende. Var det også din oplevelse?
Ahed Tamimi: Vi ville vise besættelsesmagten, at det ikke ville lykkes dem at knække os.
Faktisk støttede vi hinanden enormt meget. Vi delte alt. Når en af os var ked af det, var vi alle kede af det. Og vi prøvede at muntre vedkommende op. Hvis nogen oplevede noget sjovt, fortalte de det til alle, og alle grinede. Det var disse små ting, vi oplevede sammen, der gav glæde, alting til trods.
Du kan ikke få ret meget ind i fængslet. For eksempel havde vi en enkelt synål. Nogle gange mistede vi den, men når vi fandt den igen, var vi alle ovenud lykkelige. Det er den slags små ting, som folk udenfor ikke skænker en tanke. Disse små øjeblikke af glæde fik enorm værdi i fængslet.
Vi var ganske vist i fangenskab, men vi ville ikke have, at fængslet kom til at eje os. Det var meget udfordrende. Vi prøvede hele tiden at finde håb i det, vi foretog os, og at bevare glæden.
Politiske fanger kæmper mod fængselssystemet. Hvordan gør de det?
Ahed Tamimi: Vi fik ikke lov til at gå i skole. Engang tog de os i at læse, og de aflåste det lokale, hvor vi studerede i hemmelighed. Så vi gik i strejke. Vi sendte vores måltider tilbage, nægtede at komme ud af vores celler og ud i gården. Dette stod på i tre dage. Så blev lokalet åbnet igen, og vi kunne genoptage studierne. At sultestrejke er den stærkeste, men også den sværeste måde at gøre modstand på. Når vi når dertil, betyder det, at vi ikke har andre løsninger tilbage. Det er en beslutning, der er et spørgsmål om liv eller død. Alle de indsatte støtter den, der beslutter sig for dette. Nogle spiser ikke i flere måneder. Meget ofte bliver de sat i isolation som straf.
Har fængslet ændret dig meget?
Ahed Tamimi: For en palæstinenser er det en vanesag at tale om fængsel. Vi er alle konfronteret med det. I alle familier har nogen været fængslet eller er fængslet. I alle familie er nogen blevet dræbt. I dag, på én dag, på bare to eller tre timer, blev 400 mennesker anholdt på ét enkelt sted.
Fængslet er en afspejling af samfundet, så forholdene mellem de indsatte er nogle gange vanskelige. Jeg var 16, da jeg var i fængsel. Jeg levede sammen med voksne, jeg løste forskellige konflikter med dem, man skulle altid have en plan. Nogle gange kom de med en ny pige, og der var ikke plads nok til hende. Vi var 11 piger i et værelse beregnet til seks. Vi måtte derfor finde på løsninger. Jeg stod over for problemstillinger, du slet ikke kan forestille dig, hvis du ikke har været i fængsel. Man lærer at være meget tålmodig. Fængslet gjorde mig kold, og det gjorde mig gammel før tid.
Vores udenholdenhed er urokkelig
Du siger, at du altid vil gøre modstand. Hvordan bevarer du håbet?
Ahed Tamimi: Så længe besættelsen fortsætter, fortsætter vi med at gøre modstand. Vi vil gøre modstand, lige indtil vi får drevet besættelsesmagten ud af vores land. Vores håb finder vi i vores bånd til dette land, i vores kærlighed til vores land. Dermed holder vi modet oppe.
Det minder om det arabiske ord sumud, som betyder “standhaftig udholdenhed”.
Ahed Tamimi: Det palæstinensiske folk er faktisk en legemliggørelse af dette udtryk. Vores udholdenhed er urokkelig. Vi palæstinensere er solidt forankret i vores land, de kan ikke fjerne os, vores rødder er umulige at skære over.
Du bliver set som et symbol på den unge oprørske palæstinensiske generation. Hvilken betydning har det?
Ahed Tamimi: Jeg er meget stolt af det. I dag kan jeg tale til hele verden med Palæstinas stemme, stemmen fra de unge i Palæstina. Jeg kan forklare i medierne, hvad det er, der bliver gjort mod mig og andre palæstinensere. Det er et tungt ansvar at fortælle om et besat land og folk. Men jeg håber at kunne viderebringe budskabet om mit land og mit folk på en måde, der kan ændre på forholdene.
Har den internationale opmærksomhed, du får, også ind imellem været et problem for dig?
Ahed Tamimi: Da situationen i Ukraine spidsede til, begyndte min video at cirkulere på sociale medier, men jeg blev fremstillet som en ukrainsk pige, der slog en russisk soldat. Jeg var virkelig chokeret. På sociale medier blev jeg portrætteret som en heltinde, alt imens jeg i virkeligheden tilbragte otte måneder i fængsel for denne video, som i dag bliver hyldet og glorificeret. Jeg fik den følelse, at jeg som palæstinenser havde mindre værdi. Da min video gik verden rundt i 2017, blev jeg stigmatiseret, betragtet som terrorist. Men når den samme video bliver delt, hvor jeg fremstilles som ukrainer, bliver jeg pludseligt ophøjet til heltinde.
Hvad kan vi gøre for at hjælpe dig i din kamp?
Ahed Tamimi: De vestlige lande har pligt til at hjælpe os. De spiller en rolle i besættelsen af mit land. Alle de traktater, der er blevet underskrevet, alle de planer, der er blevet udarbejdet, har gjort denne besættelse mulig. Det er deres pligt at råde bod på den skade, de har forvoldt det palæstinensiske folk.
Jeg vil ikke tillade, at nogen ser på mig med medynk, som om jeg var et offer, der lever under besættelsen, ser ned på mig, som om de ikke selv havde medvirket til den. Hvis man betragter mig som et offer og intet andet, vil jeg ikke have medlidenhed.
Det, jeg ønsker, er, at vi bliver set som modstandskæmpere, frihedskæmpere, og at folk er vores allierede. Det er jeres pligt som allierede at stå sammen med os og kæmpe med os.
Vi glæder os over at byde dig velkommen til ManiFiesta.
Ahed Tamimi: Tak skal du have. Takket være dig kan jeg fortælle min historie til hele verden og nå ud til endnu flere mennesker.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.