Tanker fra en jernbanearbejder
Krig i Ukraine, afstemning om forsvarsforbeholdet, OK23 og liberalisering af jernbanen er blot nogle af de tanker, der fylder i en jernbanearbejders hoved for tiden.1. juni nærmer sig med hast, og solen kigger mere og mere frem, men der dog en skygge over Danmark. Der er udbrudt krig i Ukraine, da Rusland er gået ind i Ukraine med en historie om, at de vil beskytte deres landsmænd i Donbass-regionen.
Regeringen i Danmark har straks brugt denne invasion til at lave skræmmekampagner og udnyttet Putins krigshandlinger til, at vi skal have mere EU. Regeringen har sammen med de EU-pro partier – Radikale Venstre, de Konservative, Venstre, Liberal Alliance, SF, De Frie Grønne og Kristendemokraterne – besluttet at udnytte situationen, og vi skal stemme om det danske forsvarsforbehold, et forbehold vi har haft siden 2. juni 1992.
Det er efter min mening et beskidt træk, for man kan jo spørge disse partier og regeringen, om de mener, at Putin ville være blevet derhjemme, hvis vi ikke havde haft forbeholdet? Mit svar er et klart nej, så det er som sagt et beskidt trick at udskrive en folkeafstemning og på den måde spille på folks følelser og skræk for krig.
Jeg lader mig ikke forføre af deres løgne og falske hensigter, så jeg stemmer nej til ophævelse af forsvarsforbeholdet, og det vil jeg personligt opfordre andre til også at gøre.
Man har endda fået den socialdemokratiske partitro top i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) til at anbefale et ja.
Det har fået en del medlemmer til at spørge, hvordan Lizette og Co. kan anbefale et ja uden først at have drøftet dette med FH’s medlemmer og bagland?
Løber arbejdsgivernes og de blå partiers ærinde
Man har også udnyttet krigen til at øge arbejdsudbuddet. Det er sket ved at give de stakkels ukrainere, som har måttet flygte fra krigens grusomheder, en særstatus, som ingen andre flygtninge kan få. End ikke flygtninge der er flygtet fra samme mands bomber i Syrien. Altså man gør forskel på mennesker.
Man har haft så travlt med at tilfredse arbejdsgiverne og de blå partier, at arbejdsgiverne har kunnet ansætte en ukrainer, der hverken har haft personnummer eller bank, så de på normal vis kan få løn og betale skat.
Man har simpelthen givet mulighed, ja næsten lov til, sorte penge i iveren efter at tilfredse arbejdsgivernes krav om at få en ukrainer.
Hvad er resultatet af denne forståelse? Vi ser i dag arbejdsgivere hyre ukrainske krigsflygtninge til 70 kroner i timen – cirka det halve af den aftalte mindsteløn.
Hvis man er lidt modig og fræk, kunne man jo – med risiko for at få på munden – udfordrende spørge, om ikke også regeringen og venner udnytter situationen i Donbass til at få fremtvunget deres egne ønsker og det på falske grundlag.
Jeg selv lader mig ikke forføre af deres løgne og falske hensigter, så jeg stemmer nej til ophævelse af forsvarsforbeholdet, og det vil jeg personligt opfordre andre til også at gøre.
OK23 i gang
Forhandlinger og krav til OK23 er i fuld gang, og der er ingen tvivl om, at der er noget at kæmpe for. En hel del fag fik ikke tilnærmelsesvis, hvad de kom efter i 2020, da alle forhandlinger brat blev lukket ned på grund af corona – og det til arbejdsgivers fordel.
Derfor er det også ærgerligt at se FH bruge deres energi på at fremme mere EU i stedet for at bruge deres fulde energi på at skabe gode løn- og arbejdsvilkår for deres medlemmer.
Det får vi ved at have en stærk fagbevægelse, en fagbevægelse som er klar til kamp på og for arbejdspladserne. Der er ingen tvivl om, at der er mange, der var skuffede over resultatet fra 2020, og at der er mange, der forventer et resultat ved OK23, som blandt andet kan dæmme op for de sindssyge prisstigninger, som gør, at en familie i dag har en stigning i deres månedlige udgifter på 2500 kroner eller mere.
Derfor må et af kravene også være en markant hævelse af lønnen for de lavest lønnede. Det må også være en ret at have en overenskomst, og det en solidarisk overenskomst som man uanset fag kan se sig selv i. Det kræver, at alle bakker op om og er klar til at kæmpe for hinanden, og det er vel også baggrunden for, at man er samlet i en organisation som FH.
Sporene fra OK20 skræmmer
Jeg håber selvfølgelig, at vi får en overenskomst i 2023, som vi alle kan stemme ja til, men jeg frygter, at der som i 2020 vil være nogle, der bliver efterladt på perronen. I jernbanen stemte 95 procent nej, da vi ikke havde fået retten til at forhandle vores egen overenskomst, men i stedet fik hvad andre var tilfredse med. Hvis det sker igen, at nogle ikke kan se sig selv i den overenskomst, de får præsenteret og stemmer markant nej til, vil jeg anbefale, at vi alle støtter op. I en arbejdskamp må man forvente solidaritet. Jeg håber ikke, vi får en situation, som vi så med sygeplejerskerne, der måtte se sig efterladt på perronen og det endda af eksempelvis FH.
Så kammerater, jeg vil opfordre jer alle til at forberede jer til OK23 og at arbejde og kæmpe for:
- Alle har ret til en overenskomst – en solidarisk overenskomst de kan se sig selv i.
- En markant hævelse af lønnen for de lavest lønnede.
Dette var nogle af de tanker, som en jernbanearbejder går rundt med blandt mange andre.
Tankerne går også til den offentlige jernbanes fremtid, da der er mange liberale kræfter med støtte fra blandt andet EU, der ønsker noget andet.
Arbejderklassen i England efter brexit
Der er også tanker om, hvorfor EU-tilhængerpartierne i debatten om forsvarsforbeholdet prøver at sætte et skrækbilledet op omkring England og brexit. Sådan som jeg ser det, er der i England nu kommet en mulighed for, de engelske kollegaer får bedre løn- og arbejdsvilkår, da de ikke presses af billig udenlandsk arbejdskraft, hvad vi også ser her i Danmark med gigantiske problemer med social dumping til følge.
I England har bagagearbejderne i Heathrow lufthavn lige fået en lønstigning på 7,5 procent, mens folk, der udfører samme arbejde i Danmark, er gået væsentligt ned i løn.
I England er arbejderne endda blevet så gode til at kæmpe for deres rettigheder, at man på jernbanen ville indføre et strejkeforbud.
Ja, der er mange tanker, men jeg må hellere stoppe her.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.