Arbejderen på Folkemøde 2024
Denne artikel er udgivet som en del af et internationalt samarbejde mellem Arbejderen og en række medier i forskellige europæiske lande. Artikelserien tager udgangspunkt i “Højrefløjens fremmarch” i forbindelse med det komme EU-parlamentsvalg. Du kan løbende følge med i artikelserien her.
Indenrigsminister James Cleverly rejste til Italien, den dag den britiske regerings berygtede plan om at deportere asylansøgere til Rwanda blev vedtaget i Underhuset.
Han sammenlignede Storbritanniens “stop bådene”-politik med den italienske regerings, som har været medvirkende til at få EU til at opgive eftersøgnings- og redningsaktioner i Middelhavet med afskaffelsen af “Operation Sophia” i 2019. Den italienske regering har også ført an i forsøget på at kriminalisere civile eftersøgnings- og redningsaktioner ved at anklage besætningerne på redningsfartøjer som “Iuventa” (som blev frikendt i denne måned) for menneskehandel, når de redder liv på havet.
Sammen med andre europæiske stater arbejder de på at nedbryde de regler, der blev etableret efter fascismens nederlag og oprettelsen af FN, for at udvikle en ny, mere grusom verdensorden.
Sidste efterår blev den samme alliance understreget af en fælles artikel af de britiske og italienske premierministre Rishi Sunak og Giorgia Meloni i The Times, hvor de lovede at arbejde sammen om at stoppe indvandringen til Europa.
Det Konservative Partis samarbejde med den europæiske yderste højrefløj er ikke noget nyt. Det var under David Cameron i 2009, at de konservative forlod den største højreorienterede blok i EU-parlamentet – Det Europæiske Folkeparti – og slog sig sammen med mere ekstreme nationalistiske kræfter for at skabe blokken “Europæiske Konservative og Reformister”, som omfatter fascistiske partier som Sverigedemokraterne, Letlands National Alliance og Bulgariens Nationale Bevægelse.
Den liberale opinion i Storbritannien forbinder højrenationalisme med brexit, men Cameron var en Remain-tilhænger, og som den nuværende Tory-forbindelse med Meloni viser, spiller de konservative fortsat en rolle i at fremme højreorienteret og indvandrerkritisk politik på det europæiske kontinent, hvor partier på den yderste højrefløj som Melonis Brothers of Italy, Marine Le Pens Nationale Samling i Frankrig eller Viktor Orbans Fidesz ikke foreslår at forlade EU, men at cementere dets karakter af “Fort Europa” og omforme det efter hvide nationalistiske linjer (temaet for det kristne Europas “renæssance”, som Orban samt de italienske og polske nationalister Matteo Salvini og Mateusz Morawiecki opfordrede til på et topmøde i Budapest i 2021).
Det ekstreme højre findes i Det Konservative Parti
Storbritanniens valgsystem gør det ekstremt svært for mindre partier at få et gennembrud. Politiske bevægelser til venstre og højre, som andre steder i Europa skubber nye eller tidligere marginale partier frem som det græske parti Syriza eller France Insoumise til venstre eller spanske Vox eller tyske AfD til højre, har udspillet sig i Storbritannien inden for de to store partier i Westminster.
Så en socialistisk genopblomstring fra 2015 kom til udtryk inden for Labour-partiet gennem Jeremy Corbyns lederskab, og i dag er det vigtigste politiske hjemsted for ekstrem anti-immigrant nationalisme ikke i et fascistisk parti, som vi ser i Frankrig, Italien eller Tyskland, men i selve det konservative parti.
Det betyder ikke, at de “oprørske” højrekræfters rolle er irrelevant. I dag er den største Reform UK, et parti, der stammer fra Brexit Party og før det United Kingdom Independence Party (UKIP). Reform UK ligger jævnligt på 12-13 procent i meningsmålingerne og har et parlamentsmedlem (Lee Anderson), som er hoppet af fra Tories (det konservative parti, red.), og truer med at hugge en stor del af de konservative stemmer ved et parlamentsvalg.
Reallønnen faldet i 15 år
Reform UK kombinerer hysterisk anti-immigrantpolitik med racisme rettet mod etablerede ikke-hvide samfund. Anderson forlod selv Tories efter at være blevet suspenderet for at hævde, at palæstinensiske solidaritetsmarcher viste, at London var blevet overtaget af islamister, hvilket han karakteriserede som, at den London-fødte muslimske borgmester Sadiq Khan havde overdraget byen til “sine venner”.
Reform UK har importeret nogle konspirationsteorier fra den amerikanske højrefløj, som for eksempel modvilje mod covid-vaccinationsprogrammet eller såkaldte “15-minutters byer”, men ingen af dem har stor gennemslagskraft i offentligheden, og immigration er deres hovedfokus.
Få tror, at Reform UK vil blive en parlamentarisk kraft af nogen størrelse: Faren ligger udelukkende i de tætte forbindelser, som ledende figurer har med højtstående konservative, og det konservative partis synlige indsats for at konkurrere med Reform UK om racistiske stemmer.
Levestandarden i Storbritannien er faldende. Reallønnen er faldet i 15 år.
Labour betragter Reform UK’s fremgang med selvtilfredshed, da den mest sandsynlige effekt på valget er, at de konservative får færre stemmer, men seriøse socialister skal være opmærksomme på den rolle, det spiller i at opmuntre det yderste højre i det konservative parti, som allerede gør mytteri under en svag premierminister og meget sandsynligt vil overtage lederskabet, hvis de konservative taber det næste valg.
Den yderste højrefløj lever af de bekymringer, som Storbritanniens fejlslagne økonomiske model skaber, for at tiltrække stemmer til en “anti-system”-politik.
Levestandarden i Storbritannien er faldende. Reallønnen er faldet i 15 år, og den andel af nationalproduktet, der går til lønninger, har været faldende i over 40 år, mens den andel, der går til overskud og husleje, er steget.
Fortsat nyliberal politik efter brexit
Det er en direkte konsekvens af den nyliberale politiske kurs, som alle regeringer siden Margaret Thatcher har fulgt, ligesom forringelsen af de offentlige tjenester, som nu kan ses i smuldrende skoler, et NHS (offentligt sundhedsvæsen, red.) med en venteliste på over syv millioner, transport- og postnetværk, der bryder sammen, og sammenbruddet af de tjenester, som de lokale myndigheder leverer gennem masselukninger af biblioteker, svømmehaller og så videre.
Brexit blev solgt til offentligheden som et middel til at “tage kontrollen tilbage”, hvilket, hvis det var blevet omfavnet og leveret af en venstreorienteret regering, kunne have været ved at vende de sidste 40 års privatiseringspolitik (noget, der er sværere at gøre inden for reglerne for EU’s indre marked).
Men da vi har beholdt en nyliberal konservativ regering, er alle de politikker, der sænker levestandarden, fortsat og endda blevet fremskyndet.
De konservative er ved magten, så de kan ikke give regeringen skylden for problemerne. I stedet hævder de, at regeringens hænder er bundet af forskellige internationale aftaler, hvilket er grunden til, at vi ser fjendtlighed over for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og britiske domstole, som forsøger at håndhæve vores overholdelse af international lov om behandling af flygtninge.
En ny og mere grusom verdensorden
Men igen skal dette ses som det internationale højrefløjsprojekt, det er: Sammen med andre europæiske stater arbejder de på at nedbryde de regler, der blev etableret efter fascismens nederlag og oprettelsen af FN, for at udvikle en ny, mere grusom verdensorden, der passer til den æra med internationale konflikter, som ministrene siger nu er over os.
De højreorienterede konservative river ikke bare regelsættet om flygtninge i stykker. De arbejder på at etablere en ny normal herhjemme.
Regeringen har vedtaget en hel række autoritære love for at øge politiets ansvarsfrihed ved magtanvendelse og begrænse protester (Police, Crime, Sentencing & Courts Act, National Security Act, Public Order Act) og har forsøgt at forbyde effektive strejkeaktioner.
Ødelæggelsen af de offentlige tjenester har til formål både at bane vejen for yderligere privatisering og at sænke borgernes forventninger til regeringen i en tid, hvor kapitalismen ikke længere kan sikre en stigende levestandard.
En stor del af dette projekt deles af de politiske partier i Storbritannien: Labour siger, at de vil beholde de seneste autoritære politilove og afviser at foretage den nødvendige investering for at trække de offentlige tjenester tilbage fra afgrundens rand.
Da dette garanterer, at levestandarden fortsat vil falde, vil der være behov for syndebukke, og den hadefulde politik rettet mod indvandrere og andre sårbare mennesker som for eksempel handicappede vil fortsat vokse.
Der er et alternativ, som den socialistiske politik i vores aviser kæmper for hver dag. Men som vi så, da Corbyns socialistiske projekt kørte af sporet i forbindelse med brexit, vil det kun blive hørt som en oprørsk, systemkritisk politik:
Tilpasning til status quo (i dette tilfælde ved at støtte EU) er lammende for venstrefløjen, da den ikke længere kan kanalisere den virkelige vrede, som samfund, der er under angreb, føler.
Derfor vil valget af en højreorienteret Labour-regering ikke gøre noget for at standse det yderste højres fremmarch: Kun en militant, klassebevidst socialistisk bevægelse, der identificerer den virkelige årsag til folks problemer i kapitalismen og den virkelige fjende i de rige, kan gøre det.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
