17 Nov 2018  

KBH: Spredte skyer, 7 °C

Nej til nedrivning og salg

Nej til nedrivning og salg

Det er skammeligt at se, hvordan man fra regeringens og støttepariernes side vil tilsidesætte beboerdemokratiet i den almene sektor og rive gode boliger ned.

Gellerupparken i Brabrand ved Aarhus
FOTO: Creative Commons 3,0
1 af 1

Boligpolitikken er blevet lammet af frygt. Angsten for udlændinge har i de sidste 17 år været afgørende for samarbejdet mellem de gamle borgerlige partier og Dansk Folkeparti.

Desværre har Socialdemokratiet og SF tilsluttet sig denne ødelæggende plan i et forlig med regeringen. 

Selv liberale folketingsmedlemmer fra Venstre og Konservative har bøjet sig for DF’s absurde værdipolitiske krav.

Hvis det kun drejede sig om burkaforbud, smykkelov og lignende symbolske tiltag, kunne Danmark godt overleve.

Manglende politisk mod

Men nu truer udlændingefrygten også med at ramme det almene byggeri. Med den såkaldte ”ghettoplan” er der lagt op til en nedrivning og salg af 10.000 almene lejligheder, hvoraf en del tænkes omdannet til private ejerlejligheder.

Desværre har Socialdemokratiet og SF tilsluttet sig denne samfundsødelæggende plan i et forlig med regeringen. De to oppositionspartiers tilslutning kan alene forstås som et manglende mod til at stå i mod de udlændingefjendske holdninger i blå blok. Ikke nok med at forligspartierne vil rive gode boliger ned. 

For at kunne gennemføre planen er det nødvendigt at sætte beboerdemokratiet ud af kraft. Ingen ansvarlige bestyrelser i boligorganisationerne og deres afdelinger vil af sig selv tillade, at deres bebyggelser blev splittet op, samtidig med at det vigtige boligsociale arbejde blev spoleret.

Brug Grundloven

Danmark kan ikke undvære 10.000 billige boliger. Hverken i København eller i de større provinsbyer. Efter al sandsynlighed vil nedrivningerne og salget føre til endnu flere hjemløse. Det har Danmark ikke råd til.

Danmarks Lejerforeninger opfordrer politikerne til at besinde sig. Samtidig opfordrer vi Danmarks Almene Boliger (BL) og ledelserne i de almene boligorganisationer til at afvise kravet om nedrivning og salg af lejlighederne.

Det kan gøres med henvisning til den private ejendomsret i Grundloven. Regeringen ejer ikke de almene boliger. Det gør de almene afdelinger selv. Regeringen kan derfor kun rive boliger ned ved ekspropriation og mod fuldstændig erstatning.

Beboerne i det almen byggeri opfordres til at lægge maksimalt pres på deres ledelser for at forhindre "ghettoplanen" i at blive realiseret.

09. nov. 2018 - 08:02   09. nov. 2018 - 08:10

Udtalelse

fra Danmarks Lejerforeninger