20 Sep 2020  

KBH: Overskyet, 12 °C

Venstrekræfterne i et ulmende Hviderusland

Hviderusland i opbrud del 3

Venstrekræfterne i et ulmende Hviderusland

På søndag går hviderusserne til præsidentvalg – og det er mere interessant, end det plejer at være. I denne tredje del af artikelserien om et Hviderusland i opbrud tager vi et kig på landets venstreopposition.

Hviderusser sætter sit kryds i et valglokale i Minsk forud for præsidentvalget 9. august, 4. august 2020.
FOTO: Vasily Fedosenko/TPX/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

I alle 26 år med Aleksandr Lukashenko som præsident har der i Hviderusland været en politisk opposition med socialt engagerede, aktive venstrekræfter. Når han i sin seneste valgtale omtalte oppositionen som ballademagere, der støttes udefra og ønsker at underminere ”vores sociale velfærdsstat” og skrue tiden tilbage til ”1990'ernes vilde kapitalisme”, er det en grov forenkling.

De politiske vilkår under et autoritært styre er vanskelige. Derfor må venstrekræfterne overveje deres holdning til valg, som man på forhånd véd, bliver manipuleret.

Den del af oppositionen, hvis kandidater slap gennem myndighedernes nåleøje og nu deltager i valgkampen, står næsten alle med centrum- og centrum-højre-holdninger. Hvad enten de er socialdemokrater eller nationalister – er de både imod Lukashenko og i hvert fald antikommunister.

De kræver Lukashenkos afgang og bedre vilkår for mindre, private erhvervsdrivende, herunder skattelettelser. Og det er i øvrigt denne ”pro-vestlige” del af oppositionen, vores medier kontakter, når de en sjælden gang laver interviews i Hviderusland.

Sammensat opposition

Hverken Lukashenko eller de vestlige medier nævner kommunisterne i partiet For en retfærdig verden (LPSM), deres samarbejdspartnere i Partiet De Grønne, menneskerettighedsbevægelsen Fortæl Sandheden (FS) eller de uafhængige fagforeninger, der kæmper for bedre arbejds- og leveforhold.

Andrei Dmitrijev fra bevægelsen Fortæl Sandheden – som kommunisterne fra LPSM samarbejder med – er den eneste af de nuværende valgkandidater, der har tilløb til et positivt program, som afspejler den jævne befolknings interesser.

Både Dmitrijev og LPSM peger på, at den igangværende protestbølge ikke bare skyldes udenlandske fjender. Protesterne – hedder det – er en reaktion på social ulighed og forringede leveforhold samt myndighedernes krænkelse af borgerrettigheder og ”lidet gennemtænkte tackling af coronakrisen”.

De politiske vilkår under et autoritært styre er vanskelige. Derfor må venstrekræfterne overveje deres holdning til valg, som man på forhånd véd, bliver manipuleret. Skal man boykotte sådanne valg og koncentrere sig om hverdagens sociale kampe? Eller skal man for at komme i kontakt til befolkningen gå ind i valgkampen på styrets præmisser – og dermed acceptere vilkårene?

Kommunisterne

Hvideruslands tre kommunistiske partier har forskellig holdning til disse spørgsmål.

Kommunisterne i LPSM – Enhedslistens søsterparti – har ved diverse valg lagt en taktik alt efter den konkrete situation. De har i nogle tilfælde stillet op alene eller i alliancer. I andre har de opfordret til aktiv boykot, hvor de ikke selv stiller op, men enten støtter en allieret eller iværksætter alternativ agitation.

Netop aktiv boykot er, hvad LPSM har foretrukket ved det nuværende præsidentvalg. Det samme gør partiet De Grønne, det partiforberedende netværk Arbejderpartiet samt det uafhængige Metal-fagforbund. LPSM afviste tilbage i januar et forslag fra fem af landets centrum-højre-partier om at opstille en fælleskandidat.

LPSM's beslutning om valgboykot skyldes denne gang ikke kun det autoritære styres manipulationer. Man finder selve afholdelsen af valget midt i en coronatid ”uansvarlig og forbryderisk”.

Partiet foreslog i stedet præsidenten at udsætte valget. I en valgudtalelse hedder det, at myndighederne under den igangværende valgkamp ”fortsat anvender vold og undertrykkelse af anderledestænkende. Den udbredte vold viser, at der ikke er de nødvendige forudsætninger for frie og fair valg. LPSM fordømmer politivold mod kandidater og journalister, kræver frihed for de politiske fanger og opfordrer til dannelse af en enhedsfront mod politiske repressalier”. Man opfordrer direkte militæret, politi og alle offentlige ansatte til ”ikke at krænke folkets interesser ved at tjene en enkelt persons ambitioner om evigt at herske over Hviderusland”.

Ifølge LPSM har ingen af de opstillede kandidater reelle bud på løsning af landets sociale og økonomiske problemer til gavn for lønarbejdere og socialt udsatte grupper. Derfor opfordres ”de kandidater – der ikke er magthavernes marionetdukker og virkelig ønsker genskabelse af demokratiske forhold – at nedlægge deres kandidatur og undlade at deltage i et politisk show, hvor resultatet er kendt på forhånd”.

LPSM understreger, at venstrekræfternes mål ikke kan nås uden ytringsfrihed, mødefrihed, retten til at danne uafhængige fagforeninger samt frie og fair valg. Hverken Lukashenko eller Svetlana Tikhanovskaja og de forretningsfolk, der står bag hende – hedder det – ”er i stand til at sikre disse rettigheder”.

Sammen med flere politiske samarbejdspartnere har LPSM oprettet en venstrefløjens fælles hjemmeside – left.by – hvor der er fremlagt kritiske analyser af nyliberalismen og forslag til en ny samfundsmodel med inspiration blandt andet fra Antonio Gramsci.

Støtte til Lukashenko

Et andet af landets tre kommunistiske partier (KPB) har i alle år loyalt støttet Lukashenko som landsfader. Partiet fremhæver hans personlige indsats som garant for stabilitet og hans omsorg for landets historiske arv. Lige som landets korporative faglige LO er KPB derfor en del af regimet. Partiet har fået en ministerpost, gentager regimets patriotiske retorik og fordømmer ”diverse ballademagere”.

Et partiforberedende netværk Kommunistisk Arbejderparti, som myndighederne nægter at anerkende som politisk parti, ignorerer totalt valget. Partiets hjemmeside bringer en række historiske artikler og indlæg om partiteori, men intet om den aktuelle politiske situation.

Partiet ”De Grønne”

Dette økosocialistiske parti, der har fokus på akraftmodstand og Hvideruslands uafhængighed, støttes af studerende og intellektuelle og har flere gange forgæves forsøgt at blive opstillet ved valg.

Som centrum-venstre-parti deltog De Grønne sidste år sammen med nogle centrumpartier og uafhængige eksperter i et omfattende projekt: ”En pakke med genoplivende reformer”. Det indeholder 14 detaljerede politikprogrammer med visioner for tiden efter Lukashenko. Her havde De Grønne ansvaret for afsnittene om energipolitik og byudvikling.

Efterfølgende rettede De Grønne dog kritik af reformpakkens øvrige dele, fordi flere af dem – ifølge partiet – har ”en klar neoliberalistisk karakter og vil især ramme lønarbejdere og pensionister”.

Som det ”mest kyniske” betragter partiet de andres forslag om såkaldt ”effektivisering og modernisering af sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet”. Heller ikke tiltag, der svækker arbejdsmarkedslovgivningen eller opmuntrer til ”omfattende privatisering” og til offentlige besparelser på det socialpolitiske område, vil De Grønne støtte. 

Forud for præsidentvalget udtalte partiet, at De Grønne ikke ønsker at deltage i en situation, hvor myndighederne på eget initiativ undlader at leve op til pligter og ansvar for borgernes sundhed og liv og ikke kan garantere lige adgang til valghandlingen. Lige som LPSM afviste også De Grønne at indgå i valgalliance med centrum-højre-partierne.

”Fortæl Sandheden”

Flere medlemmer af LPSM er aktive i menneskerettighedsbevægelsen Fortæl Sandheden (FS), hvis formand, den 39-årige politolog Andrei Dmitirev deltager i valgkampen. Denne bevægelses grundlag er beslægtet med venstrefløjens.

FS opstod ud af sociale protestbevægelser i 2010 og har siden ved flere lejligheder mobiliseret befolkningen i en række byer. I 2012 tog FS initiativ til miljøaktioner i protest mod nedrivning af en ældre landsby udenfor Minsk i forbindelse med opførelsen af det kinesisk-hviderussiske High-Tech Park.

Aktionerne blev dækket af medierne, og Andrei Dmitriev blev kendt som initiativtager til aktiviteterne. Senere stod FS bag en underskriftindsamling med krav om folkeafstemning om fire krav: For fredelige samfundsforandringer, for genindførelse af gratis skoleundervisning og sundhedsvæsen, for begrænsning af præsidentens embedstid til højst to perioder og for genindførelse af direkte borgmestervalg.

Siden 2017 har FS i alle landets regioner afholdt Forum for regional udvikling med fokus på akutte lokale samfundsproblemer. Disse arrangementer fik inddraget eksperter indenfor økonomi, økologi, management, uddannelse, selvstyre med mere, der deltog i borgerdialog og erfaringsudveksling.

Det er indtil videre blevet til otte sådanne regionale fora med over 700 deltagere. Da bevægelsen kort før nytår i Minsk afholdt ”De nye kræfters forum” var 400 kreative folk fra hele landet mødt op. De fremmødte udformede en liste af konkrete, målrettede krav til de lokale myndigheder.

Udsigterne

Venstrefløjen er ikke i tvivl om, at Lukashenko – som en landsfader der appellerer til Hvideruslands tålmodige og sindige befolknings patriotiske følelser og ønsker om stabilitet – også denne gang vinder valget.

For os andre kan to ting være sikkert: Dels bør den nedslidte, men letfordøjelige kliché om Hviderusland som ”Europas sidste diktatur” tages med et gran salt. Og dels findes der en opposition, der er broget, men også indeholder en aktiv venstrefløj, der er stolt af deres land og dets historie.

Hvorledes styret vil reagere på den ulmende opposition, kan der kun gisnes om. I sin seneste valgtale påstod Lukashenko, at ”der er ytringsfrihed indenfor lovens rammer. Men hvis disse rammer udfordres, vil der blive slået hurtigt og effektivt ned”.

Ifølge den hviderussiske analytiker Andrei Jelisejev ser perspektivet ikke lyst ud. Han peger på, at Lukashenko i løbet af sommeren først indsatte en ny chef for præsidentens magtfulde administration. Det blev en generalmajor i landets sikkerhedstjeneste KGB.

Derefter blev premierministeren udskiftet – en økonom, der har opretholdt et pragmatisk forhold både til Vesten og Rusland, blev som premierminister erstattet af en tidligere formand for statens militær-industrielle komité.

Endnu en KGB-generalmajor blev chef for Statens Kontroldepartement, der værner om landets økonomiske sikkerhed. Denne øgede militærindflydelse viser – ifølge Jelisejev – at styret ”betragter ro og orden som højeste prioritet”.

Til dette kan det tilføjes, at kort før valgdagen bebudede forsvarsministeriet mobilisering af landets reservister den 11. august. De skal altså møde op til samling to dage efter valget i storbyen Vitebsk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. aug. 2020 - 11:40   05. aug. 2020 - 11:40

Hviderusland

Aksel V. Carlsen
Aksel V. Carlsen

Aksel V. Carlsen er lektor emeritus, ph.d. i historie (Moskva Universitet) og ph.d. i statskundskab (Århus Universitet). Han har boet og arbejdet 35 år i Sovjetunionen og 10 år i Grønland. Hans primære forskningsområde er den politiske historie i Sovjet og de tidligere sovjetrepublikker.

Hviderusland
  • Størrelse: 207.600 kvadratkilometer.

  • Nabolande: Polen, Litauen, Letland, Rusland og Ukraine.

  • Antal indbyggere: 10,3 millioner.

  • Hovedstad: Minsk.

  • Sprog: Hviderussisk.

  • Tidszone: + en time før Danmark.

  • Religion: Russisk ortodoks.

  • Valuta: Hviderussiske rubler.