Fejring
Selvom CPRF kun fik ca. 15 procent af den russiske befolknings stemmer, har Kommunistpartiet trods alt fodfæste i Rusland. Og som den fordømte eksterioritet på Jord har Sovjet/Rusland alle forudsætninger for igen at blive arnestedet for retransformation til socialisme, hvor det ledende kommunistparti denne gang, på baggrund af realsocialismens erfaringer, ikke igen efteraber dem, der har bandlyst dem. Rusland skal gennemføre den svære øvelse at bryde immanens og transcendere /revolutionere sin inden- og udenrigspolitik. Som den græske politolog Polycroniou skriver: SUKP refererede til, og så op til de vestlige eliter. Og dét skal Rusland for alt i verden undgå. Ellers kollapser et nyt socialismeforsøg igen. Eller på almindeligt dansk: Rusland skal de-occidentalisere.
Har Kommunistpartiet ikke en anden kandidat til at lede Rusland end Zhuganov med den vanetænkning han står for?
Dresskode skal man heller undervurdere. Her kan et nyt socialistisk Rusland paradoksalt nok lære noget af Zelensky, der turnerer rundt i Vesten, iført t-shirt, hvormed han jo appellerer til den menige ukrainer. Modsat russiske og DDR-ledere, hvem husker fx. ikke Eric Honecker iført stiv skjort med slips, hvormed han signalede og refererede til borgerlig dresskode.
Den afdøde latinamerikanske frigørelsesfilosof Enrique Dussel, som hentydede til Wallersteins verdenssystemteori – hvormed han indskriver sig i eklektisk vestlig marxisme tradition – et sammenrend, der blev sat ind for at afvæbne marxismen-leninismen – men derfor kan man jo godt blive inspireret af Dussel.
Udover eksterioritet (den udelukkede) modsat interioritet, og andre komplekse begreber, beskæftigede Dussel sig med transubstantiationsbegrebet – et svært tilgængeligt katolsk begreb som også Marx i nogle skriftlige sammenhænge beskæftigede sig med, og er et begreb som jo har reference til transcendens, eller revolution i materialistisk terminologi, hvis negation er immanens (status quo). Pointen er at revolutionering af samfundets rammer, hvilket realsocialismen i relativ høj grad lykkedes med, primært gennem forbud af privat ejendomsret – men for at revolutionering af samfundet skal kompletteres, skal de revolutionære socialistiske rammer jo følges op af revolutionering (transsubstantiation) af væsenet, af en socialistisk befolknings tænkemåde, så den harmonerer med marxismens grundtanker om at yde og nyde efter behov, så den er i overensstemmelse med reintegration af sociosfæren i biosfæren, osv. Altså Det socialistiske menneske, homo socialisticus. ellers nytter det hele jo ikke noget. – Hvilket jo haltede gevaldigt i det sovjetiske samfund, hvor megen småborgerlighed og reference til dekadent vestlig livsstil trivedes under overfladen. Så hvis ikke Rusland skal gentage realsocialismens fejl er det vigtigt at nyt socialistisk forsøg retter op herpå gennem dets marxistiske læringsinstitutioner.
Ud fra Sara Wagenknechts ca. 5 pcts vælgertilslutming i tysk politik kan der jo nok udledes, at der tilsvarende kun er ca. 5 pct af den europæiske og amerikanske befolkning, der har et mere avanceret indblik og forståelse af (udenrigs)politik og nødvendigheden af et forandringsperspektiv, hvis tiltagende klimadestablisering og mulig atomkrig skal undgås – en indsigt på godt og ondt. De resterende 95 pct er decideret optaget af hverdagstrivialiteter, det kan enhver forvisse sig om, når man overhører deres samtaler. Hverdagsting er selvfølgelig vigtige, men der skulle jo også gerne, i dialektisk forstand, transmitteres nogle overordnede reflektioner i hverdagssamtaler, som derpå kanaliseres politisk. Ellers fastholdes en mangelfuld indsigt i kompleks (udenrigs)politik og den brede befolkning vil fortsat, fx i henhold til oprustning, klima- og krigstrussel, eller “sikkerhedstiltag,” som disse trusler påstås at imødegås med, være let at manipulere for de imperialistiske medier.
De fem procent inkluderer naturligvis det kommunistiske parti og forhåbentlig de fleste af dets vælgere. Det er ikke nemt at være i opposition til systemet og de normalitetskoder, de har internaliseret i befolkningen for at fastholde dens passivitet og uvidenhed. Så det tvinger jo kritikere til ekstraordinær reflektion.
De 5 procent, ledt af det kommunistiske parti, spiller således, som andre politiske partier/regeringer, en vigtig ledende rolle i udformningen af samfundets ideologi.
Der er selvfølgelig også konkrete programpunkter og ansatser, der skal udbygges: Det marxistiske-leninistiske princip om participation (deltagelse) og direkte kommunikation og gensidig kritik mellem parti og befolkning, som blev forsømt i store perioder under realsocialismen, skal retableres.
Det militære forsvarsapparat skal naturligvis opretholdes. Rusland kan ikke stole på imperialismen over en dørtærskel jf. Natos løfte om ikke at udvide en tomme efter den Kolde Krig, Gorbatjovs og Putins naive illusioner om “et fælles europæisk hus.”
Og så videre.
