Fejring
Fremragende artikel! Tak for den.
Log ind for at svareFra Ukraine og Kaukasus til Vestasien, Centralasien, Afrika og det større Indo-Stillehavsområde er store dele af verden præget af krig, politiske konfrontationer og stigende militarisering.
Disse konflikter forklares normalt hver for sig: Ukraine gennem konfrontationen med Rusland, Vestasien gennem regionale rivaliseringer, Afghanistan gennem terrorisme, konflikterne i Afrika gennem intern politisk ustabilitet og konkurrence om ressourcer, og spændingerne i Østasien gennem Kinas fremgang.
Set ud fra USA’s overordnede strategi begynder disse konflikter imidlertid at følge en anden geopolitisk logik. Udgangspunktet for at forstå denne logik er ikke den officielle forklaring, der gives på hver enkelt krig eller intervention, men USA’s mere grundlæggende og langvarige nationale interesse i at forhindre en integration mellem Europa og Asien.
Den fundamentale magtbalance
USA’s interesse blev formuleret med usædvanlig klarhed i USA’s anden Nationale Sikkerhedsstrategi fra 1988. Dokumentet, der blev udarbejdet i de sidste år af Den Kolde Krig, identificerede det, der blev betegnet som en af USA’s ”mest grundlæggende nationale sikkerhedsinteresser”.
Mere konkret hedder det på første side i Den Nationale Sikkerhedsstrategi, at:
”Den første historiske dimension af vores strategi er relativt enkel, entydig og yderst fornuftig. Det er overbevisningen om, at USA’s mest grundlæggende nationale sikkerhedsinteresser ville blive bragt i fare, hvis en fjendtlig stat eller gruppe af stater kom til at dominere det eurasiske landområde – det område af kloden, der ofte betegnes som verdens hjerte. Vi kæmpede to verdenskrige for at forhindre, at dette skete. Og siden 1945 har vi søgt at forhindre Sovjetunionen i at udnytte sin geostrategiske fordel til at dominere sine naboer i Vesteuropa, Asien og Mellemøsten og derved fundamentalt ændre den globale magtbalance til vores ulempe.”
Dette afsnit fortjener omhyggelig opmærksomhed, fordi det beskriver noget, der rækker langt ud over Den Kolde Krig, og som er yderst relevant for de nutidige krige og konflikter i Europa, Asien og Afrika.
Henvisningen til ”verdens hjerte” bygger på den britiske geograf Halford Mackinders geopolitiske tankegang, som omkring år 1900 udpegede Eurasien (den sammenhængende landmasse, der udgør Europa og Asien, red.) som centrum for den globale landmassemagt og hævdede, at den stigende integration gennem jernbaner kunne svække de store sømagters fordele.
I tjeneste for Det Britiske Imperium var hans centrale bekymring et sammenhængende eurasisk kontinent, hvor Storbritannien som en stor sømagt ville miste indflydelse.
Vil forhindre integration mellem Europa og Asien
I dag rummer Europa og Asien tilsammen omkring to tredjedele af verdens befolkning og en enorm koncentration af verdens industrielle kapacitet, teknologi, energi, råstoffer og militærstyrke. Hvis de store økonomiske og politiske centre i Europa og Asien gradvist blev integreret i et sammenhængende eurasisk system, vil tyngdepunktet i verdensøkonomien i stigende grad flytte sig mod Eurasien.
Over tid kan en sådan udvikling ændre USA’s position fundamentalt. USA vil fortsat være en stormagt, men landet risikerer at miste sin enestående dominerende stilling i centrum af det internationale system. Landets evne til at påvirke den politiske og økonomiske udvikling i hele Eurasien vil blive mindsket, og det økonomiske grundlag for landets globale militærmagt kan på sigt blive svækket.
Et vigtigt aspekt ved strategien fra 1988 er, at den udtrykkeligt fremstiller denne nationale interesse som noget, der går forud for Den Kolde Krig. Dokumentet henviser til USA’s deltagelse i de to verdenskrige som en del af det samme historiske mål om at forhindre dominans i Eurasien.
I et bredere perspektiv er det af afgørende betydning at forstå USA’s overordnede strategi.
Det geopolitiske princip fremstilles derfor som bredere end konfrontationen med Sovjetunionen. Sovjetunionen udgjorde en bestemt udfordring inden for rammerne af et langt mere omfattende geopolitisk problem, der er relevant for forståelsen af historien både før og efter Den Kolde Krig.
Tidspunktet for dokumentets udarbejdelse er også af betydning. Det blev skrevet i de sidste år af Den Kolde Krig, hvor USA’s beslutningstagere i stigende grad overvejede, hvordan den internationale orden ville se ud efter Sovjetunionens opløsning. Sovjetunionens bortfald ville fjerne den vigtigste modstander fra Den Kolde Krig, men det ville ikke fjerne det underliggende geopolitiske spørgsmål om, hvordan magten var fordelt i Eurasien.
Efter Den Kolde Krig har det fortsat været et centralt tema i diskussionerne inden for USA’s nationale sikkerhedsmiljø. I mere diplomatiske vendinger fremhæves det ofte, at USA’s nationale strategi går ud på at forhindre fremkomsten af regionale hegemoner i Eurasien, hvilket blandt andet fremgår af en række nylige rapporter fra US Congressional Research Service (12. december 2024 og 8. december 2025).
For at sammenfatte hovedpunkterne fra officielle rapporter og litteraturen handler det i dag i det væsentlige om at forhindre en integration mellem Europa og Asien, da de europæiske og asiatiske økonomier har været i vækst og udgør en stor udfordring for USA’s industri og teknologi.
Integration af Eurasien handler om infrastruktur og sammenhængskraft. Infrastrukturen omfatter omfattende vejnet, jernbaner, havne, lufthavne, energirørledninger og elnet på tværs af det europæiske og asiatiske landområde.
Forbindelserne rækker ud over den fysiske infrastruktur og omfatter kommunikationssystemer, finansielle tjenester, uddannelse, sundhedstjenester, teknologisk samarbejde, it-systemer, den grønne omstilling og i stigende grad systemer baseret på kunstig intelligens.
Tilsammen kan disse former for infrastruktur og forbindelser gradvist binde de europæiske og asiatiske økonomier sammen til et mere integreret eurasisk økonomisk område.
USA’s krige hæmmer integrationen
En af de mange måder, hvorpå USA kan hæmme en sådan integration, er gennem kontrolleret destabilisering, især i strategisk vigtige grænseområder og perifere regioner, hvor regeringerne kun har begrænset kontrol.
Terrorbekæmpelsesoperationer i sådanne områder kan også skabe langsigtet afhængighed af samarbejde med USA inden for militær, sikkerhed og efterretning. En sådan sikkerhedsmæssig afhængighed giver USA indflydelse på regionale beslutningstagere og sikkerhedsstrukturer.
Set ud fra dette perspektiv kan krige og konflikter i Afghanistan, Irak, Iran, Syrien, Palæstina og Ukraine forstås som værende til gavn for USA’s interesser på flere måder. Frem for alt forhindrer konflikterne en integration af Eurasien. De forstyrrer infrastruktur, handel, investeringer, energinet og transportkorridorer, samtidig med at de splitter stater, der ellers kunne have udviklet tættere økonomiske og politiske forbindelser.
For eksempel kan USA’s krig i Afghanistan fortolkes på en måde, der adskiller sig markant fra de officielt angivne mål om at udrydde terrorisme og opbygge en stabil stat. I stedet kan den ses som en strategi, der har haft til formål at forhindre fremkomsten af en stærk centralt styret regering, der er i stand til at udøve effektiv kontrol over hele landet, især provinserne i grænseområderne.
Et vedvarende svagt og fragmenteret Afghanistan gør landet mindre i stand til at fungere som en stabil korridor, der forbinder de omkringliggende regioner. Dette er geopolitisk vigtigt, fordi Afghanistan ligger ved et strategisk vigtigt knudepunkt i hjertet af Asien, hvor det forbinder eller grænser op til Centralasien, Kina, Pakistan og Iran og potentielt forbinder de større økonomier i Central-, Øst- og Sydasien.
Iran kan ligeledes betragtes ikke blot som et isoleret tilfælde, men som en del af den større geopolitiske kamp om den fremtidige organisering af Eurasien. Iran indtager en afgørende geografisk position mellem Den Persiske Golf, Centralasien, Kaukasus, Sydasien og Mellemøsten, hvilket gør landet vigtigt for de trans-eurasiske transport-, handels- og energinetværk. De seneste amerikanske angreb på Iran har direkte været rettet mod netop denne infrastruktur.
Dette perspektiv er også relevant, da Golfstaterne og andre regionale magter søger at diversificere deres internationale forbindelser med USA og uddybe deres økonomiske bånd til Kina og den bredere eurasiske økonomi gennem Bælte- og Vej-initiativet, BRIKS og andre nye eurasiske strukturer.
USA’s krige i regionen handler ikke kun om kontrol over de enkelte lande, men også om det bredere mønster af økonomiske og politiske forbindelser, der knytter forskellige dele af Eurasien sammen.
Tyrkiet spiller en vigtig rolle i Eurasien
Tyrkiet spiller en særlig vigtig rolle i denne sammenhæng. Landet er et af de centrale lande, der fysisk forbinder Europa og Asien, og kunne drage enorm fordel af en fredelig økonomisk integration af Eurasien. Dets geografiske placering giver det potentialet til at blive et vigtigt knudepunkt for transport, energi, handel, industri og kommunikation mellem de to kontinenter.
Men den samme geografi, der skaber disse muligheder, medfører også geopolitiske udfordringer. Når USA’s grundlæggende nationale sikkerhedsstrategi opfattes som en hindring for integrationen af Eurasien, er lande som Tyrkiet, der forbinder Europa og Asien, af exceptionel strategisk betydning.
Set ud fra dette perspektiv tjener de voksende spændinger mellem Tyrkiet og Israel den bredere logik i USA’s overordnede strategi, uanset deres umiddelbare årsager. Krigen i Palæstina fordyber de politiske splittelser i hele Vestasien, mens Syrien er blevet en stadig vigtigere arena for konkurrerende tyrkiske og israelske interesser. En konfrontation mellem to af regionens stærkeste militærmagter vil yderligere fragmentere netop det geografiske område, gennem hvilket Europa, Asien og Afrika kan blive tættere forbundet.
For Tyrkiet udgør den eurasiske integration en enorm økonomisk og strategisk mulighed. For at udnytte dette potentiale kræves der imidlertid en klar forståelse af de overordnede geopolitiske kræfter, der kan fremme eller hæmme den eurasiske integration. En sådan viden og bevidsthed er afgørende for en fornuftig politikudformning, ikke blot for at beskytte Tyrkiets langsigtede nationale interesser, men også for regionen som helhed.
I et bredere perspektiv er det af afgørende betydning at forstå USA’s overordnede strategi og de forskellige måder, hvorpå den gennemføres på tværs af det eurasiske kontinent, for at kunne udforme politikker, der mindsker konflikter og styrker det regionale samarbejde.
En større bevidsthed om disse geopolitiske strukturer kan hjælpe de eurasiske lande med at forfølge deres egne langsigtede interesser og skabe forudsætningerne for fredelig integration, økonomisk udvikling og større regional stabilitet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
