17 Feb 2019  

KBH: Spredte skyer, dis, 6 °C

USA lancerer et nyt offensivt missilskjold

Ny stjernekrig?

USA lancerer et nyt offensivt missilskjold

USA's præsident Donald Trump vil reaktivere Reagans gamle stjernekrigsprojekt. Han lancerer nu et globalt missilskjold, der skal kunne ramme overalt, til enhver tid og hvor som helst.

Trumps plan om et missilskjold er ikke nye, men det er første gang de fra officielt hold beskrives som del af et angreb.
FOTO: Alex Edelman/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

USA’s præsident Donald Trump erklærede for få uger siden, at USA’s militær vil opbygge et globalt missilskjold.

– Det vil i sidste ende blive en meget, meget stor del af vores forsvar og naturligvis vores offensiv, sagde USA's præsident Donald Trump, da han den 17. januar præsenterede planerne for det nye missilskjold. Planerne er offentliggjort i en rapport ved navn The Missile Defense Review.

Missilskjoldet vil i sidste ende blive en meget, meget stor del af vores forsvar, og naturligvis vores offensiv.
USA's præsident Trump, den 17. januar

Det er første gang missilskjoldet officielt bliver kaldt offensivt – eller med andre ord, en del af USA's angrebsstyrke. Derudover erklærede den amerikanske præsident, at missilerne er til for at blive brugt. 

– Når det kommer til at forsvare USA, vil vi ikke tage nogen chancer. Vi vil udelukkende handle, sagde Trump som en del af de afsluttende bemærkninger. 

Rettet mod alt og alle

Missilskjoldet er en gammel ide, der daterer sig tilbage til 1980'erne og præsident Ronald Reagans stjernekrigsprojekt, SDI. Ideen er at skyde missiler ned, inden de rammer målet. Praksis har vist sig at være meget vanskelig, og det koster astronomiske milliardbeløb, kræver baser rundt omkring på jorden og satellitter i rummet.

Under præsentationen af den nye rapport sagde præsident Trump, at formålet er at kunne ramme alle missiler, overalt, til hver en tid i et hvilket som helst sted. 

– Som vi alle ved, den bedste måde at holde USA sikkert er ved at sikre, at USA er stærkt. Og det er, hvad vi gør. Stærkere end nogensinde, sagde Trump videre. 

Konkret bliver fire lande nævnt ved navn i rapporten. Det er Nordkorea, Iran, Rusland og Kina. De bliver gang på gang nævnt som modstandere af USA.

Men hvor det hidtidige missilskjold officielt var rettet mod Nordkorea og Iran, skal det nye missilforsvar også beskytte mod trusler fra Kina og Rusland. Rusland og Kina bliver i amerikansk terminologi beskrevet som revanchistiske – det vil sige lande, der ønsker at genvinde tabte positioner. 

Desuden skal missilskjoldet kunne beskytte amerikanske tropper på USA's mere end 800 baser i andre lande samt allierede og venner. Det er med andre ord globalt dækkende. 

Strategiske konsekvenser

Missilskjoldet og særligt dets aggressive sider vil føre til ny oprustning, advarer det ansete tidsskrift Bulletin of Atomic Scientists. De har fundet en lang række forskere indenfor fred og sikkerhed, der alle advarer mod ny oprustning.

Særligt vil de to store lande, Rusland og Kina, sikre sig mod amerikansk overlegenhed ved at opruste, Som journalisten og forskeren Andrew Korybko i magasinet Eurasia Future advarer, vil de to lande uvægerligt lade store summer gå ind i øget atopmkapløb. 

"Forståeligt nok vil begge stormagter nu være tvunget til at imødegå udviklingen, og selvom de måske kan gøre det kreativt og billigt i en vis udstrækning – særligt hvis de kombinerer indsatsen – er det stadig uundgåeligt, at de skal bruge store summer penge på deres svar", skriver han den 21. januar i Eurasia Times. 

Han vurderer, at USA's udspil kommer nu for netop at splitte de to stormagter. Ifølge Korybko har Kina større mulighed for at bruge store summer på våbenkapløb end Rusland, hvorfor Rusland er mere tilbøjelig til at "bøje nakken" og indgå en aftale.

Men som han også noterer, er realiteten, at Rusland og Kina står tættere sammen, end de har gjort i over 60 år. 

Ny oprustning og ustabilitet

Hvis Kina opruster for at imødegå USA's missilskjold, vil det risikere at få andre atommagter til at opruste. Joy Mitra oplister i tidsskriftet The Diplomat den 25. januar et scenarie, hvor Kina opruster for at imødegå USA. Det vil få Indien til at opruste, og det vil på sin side få Pakistan til at opruste.

Måske vil en pakistansk oprustning ændre Irans hidtidige politik om ikke at udvikle atomvåben. Særligt i lyset af, at USA ensidigt har opsagt atomaftalen med Iran og indført sanktioner. Både Kina, Indien og Pakistan har potentialet til at rette deres atommissiler mod hinanden, påpeger Joy Mitra.

Samtidig oplyser Rusland, at dets nye generation af hypersoniske fartøjer, kendt ved navnet Avangard, kan bevæge sig 27 gange hurtigere end lyden i uforudsigelige baner, og de er dermed i praksis umulige at skyde ned. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. feb. 2019 - 12:51   13. feb. 2019 - 15:09

USA

rj@arbejderen.dk
USA's nye missilskjold

USA har fremlagt en række konkrete tiltag i en nye rapport med titlen The Missile Defense Review. Rapporten foreslår blandt andet:

  • At opstille 20 nye missiler i Alaska i det eksisterende forsvar
  • At udvikle nye typer af supersoniske krydsermissiler med atomsprænghoveder
  • At udvikle teknologi til at skyde missiler ned med nye metoder så som lasere
  • At oprette en styrke til at føre krig i rummet ved navn Space Force
  • At fjerne såkaldte bureaukratiske forhindringer for missilskjoldet
  • Inisterer på at allierede deler omkostningerne