16 Jan 2021  

KBH: Ingen skyer af betydning, -6 °C

Ukraines overklasse – oprindelse, struktur og magt

Et nationalt borgerskab er vokset frem

Ukraines overklasse – oprindelse, struktur og magt

I dag er der ikke meget tilbage af 1990'ernes ”sociale orientering”, der ellers skulle kendetegne en ”human” og ”demokratisk” ukrainsk kapitalisme. Og lige meget har Majdanoprøret i 2014 og valget af Zelenskij i 2019 som præsident hjulpet.

I 2019 blev Volodymyr Zelenskij valgt som præsident i Ukraine. Her er han på besøg hos de væbnede styrker i Donetsk regionen.
FOTO: Ukrainian Presidential Press Ser/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

Det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg LP, der servicerer finansverdenen, har i flere år haft Ukraine på listen over verdens mest fattige lande. Det udelukker naturligvis ikke, at der i Ukraine er samlet rigdom og magt hos en overklasse.

Ukraine stod efter bruddet med Sovjetunionen i 1991 frem som en kapitalistisk stat med et nationalt borgerskab i svøb.

På det amerikanske erhvervsmagasin Forbes' liste fra maj 2020 over Ukraines rigeste personer hæftede mange sig ved, at de sædvanlige Rinat Akhmetov og Viktor Pintjuk fortsat stod øverst på listen. Noget nyt var, at også eks-præsident Petro Poroshenko med en formue på 1,4 milliarder USD var med i toppen. Han var i 2014 en af hovedsponsorerne bag Majdanoprøret, og da han samme år blev præsident, var han god for 1,3 milliarder USD. Derefter røg han for en stund ud af milliardærlistens top-ti, men er nu tilbage. Så hans tid som præsident har ikke været forgæves.

På Forbes-listen er der otte ukrainere med formuer på over én milliard USD. De er en del af den overklasse, der – både før Majdan og siden – har siddet på den økonomiske, politiske og ideologiske magt. Foruden værdipapirer og fast ejendom har flere af dem interesser i våbenindustri og dermed landets oprustning, de er involveret i sværindustri, IT-udvikling, massemedier og sidst, men ikke mindst – transit/transport af russisk naturgas.

Flere ukrainske og udenlandske forskere og journalister har kortlagt, hvem og hvad denne overklasse er, og hvor den stammer fra. Følgende gennemgang bygger på deres analyser. De vigtigste kilder nævnes afslutningsvis.

Overklassens fem særtræk

Ukraine stod efter bruddet med Sovjetunionen i 1991 frem som en kapitalistisk stat med et nationalt borgerskab i svøb. Dens elite betegnes i det følgende som landets overklasse og er samlet set præget af fem karakteristiske træk.

For det første har den – som klasse – rødder i tre sociale grupper i det sen-sovjetiske samfund: 1) den sovjetiske parti- og statselite (1); 2) de "røde direktører", altså direktører for sovjetiske statsejede virksomheder; 3) de første sovjetiske småkapitalister der trådte frem i 1988-89 under perestrojka-projektets markedsøkonomiske nyskabelser, herunder forpagtning og såkaldte ”​​kooperative” virksomheder. Det blev dengang muligt for formelle ejere og folk fra kriminelle kredse at oprette egne virksomheder med adgang til det internationale finans- og eksportmarked.

Under selve systemskiftet formåede mange, der i sovjettiden havde administrativ-bureaukratisk kontrol over statsejendom, at blive reelle ejere ved at gå ind i forretningsliv eller i politik.

I Sovjet-Ukraine var der i 1980'erne ingen massiv politisk modstand mod sovjetmagten. Men den sovjetukrainske parti- og stats-nomenklatura valgte i 1990-91 at tilpasse sig en ulmende strømning blandt intellektuelle til fordel for, hvad de kaldte nationale ukrainske værdier, der primært var udtryk for (vest-)ukrainske nationalisters krav om en uafhængig ukrainsk nationalstat. Desuden varetog disse nomenklaturafolk egne økonomiske interesser.

Tilhængere af partiets tidligere ideologi-ansvarlige Leonid Kravtjuk, der i 1990-91 overtog ledelsen af Ukraines Kommunistiske Parti, valgte på kort tid at udskifte deres hidtidige ideologi med nationalisme. Kravtjuk har senere forklaret, at den sen-sovjetiske åbenhed (glasnost) afslørede rystende aspekter af Stalin-tidens forbrydelser, som selv han som top-partifunktionær ikke havde kendt til, og at disse historiske afsløringer rystede ham i hans grundvold.

Under selve systemskiftet formåede mange af disse personer, der i sovjettiden havde administrativ-bureaukratisk kontrol over statsejendom, at blive reelle ejere ved at gå ind i forretningsliv eller i politik. En undersøgelse fra 2003 – altså 12 år efter Sovjets opløsning – viser, at 73 procent af datidens øverste regeringsembedsmænd kom fra det kommunistiske partis eller Komsomols ledelse, og at de blandt regionslederne udgjorde op til 80 procent. De stod bag udformning af en ukrainsk nationalstat og fik i en vis grad tilpasset erhvervslivet efter egne og det nye statsbureaukratis privatinteresser.

Den gamle elites indbyrdes personlige bånd med uformelle forpligtelser og gensidig støtte skabte en vis samhørighed indenfor den nye herskende klasse. Under 1990'ernes gradvise privatisering af offentlig ejendom og aktiver forhindrede man, at de ukrainske virksomheder blev overtaget af transnationale selskaber (i modsætning til udviklingen i Polen, Letland og Tjekkiet), men deraf blev privatiseringen ikke mere ”ren” eller mere ”human”.

Statens rolle

For det andet blev den nye ukrainske stat brugt aktivt til at skabe og værne om overklassens oprindelige (kapital)akkumulation og til at udklække nye kapitalister. Det skete politisk blandt andet ved:

1) begrænset privatisering. Cirka 6000 strategisk vigtige virksomheder forblev længe i statslig eje;

2) subsidiering af gaspriser både for erhvervslivet og befolkningen;

3) aktiv skattepolitik;

4) oprettelse af økonomiske frizoner i byer med størst koncentration af ukrainsk kapital og industri (eksempelvis byerne Donetsk og Dnepr);

5) udbud af offentlige indkøb med forudbestemte vindere;

6) statslige hjælpepakker til landbrugs- og industrivirksomheder, så flere kulminer forblev helt eller delvis i statseje.

I 1990'ernes Ukraine fik privatiseringen således ikke karakter af typisk neoliberal chokterapi. Den var i starten ganske vist præget af samme vilkårlighed som i Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker, men skete både mere gradvis og forhindrede transnationale selskabers massive indmarch.

Af særlig betydning for den nye ukrainske overklasse var, at staten oprettede selskaber, der stod bag transit og videresalg af naturgas og olie fra Rusland.

Der skete i mange tilfælde en ”insider-privatisering”, hvor reglerne for overdragelsen blev tilpasset én bestemt potentiel køber. Mange fabriksdirektører opkøbte medarbejdernes ”værdikuponer” (andelsbeviser) til lave priser og oprettede ​​formidlingsfirmaer, der sørgede for, at statsejendom blev solgt til den rette person.

Dermed adskilte det post-sovjetiske Ukraine sig fra andre landes privatiseringspolitik. I Letland sigtede reformerne klart på at smadre den sovjetiske nomenklatura og dens kontrol over statsejendom. I de fire Visegrad-lande (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, red.) støttede staten direkte transnationale selskabers overtagelse af virksomheder.

I Ukraine stod den private sektor i 2004 ”kun” for 65 procent af BNP, mens den i Tjekkiet var 75 procent. De direkte udenlandske investeringer var i Ukraine i 2004 kun tre procent, mens de i Central- og Østeuropa var på 39 procent.

Af særlig betydning for den nye ukrainske overklasse var, at staten oprettede selskaber, der stod bag transit og videresalg af naturgas og olie fra Rusland. Ifølge Ihor Bakai, der som første bestyrelsesformand for det ukrainske olie- og gasselskab Naftogaz blev en af ​​de første succesrige ukrainske kapitalister, blev det meste af startkapitalen i Ukraine oprindeligt akkumuleret netop takket være russisk gas og olie. Man købte gas og olie i Rusland til en subsidieret pris og videresolgte til udlandet – til verdensmarkedspris. Sådan skabte de ukrainske ”gas-millionærer” (Ihor Bakai, Viktor Medvedtjuk, Rinat Akhmentov, Viktor Pintjuk, Sergej Taruta, Pavel Lazarenko og Julia Timoshenko) deres startkapital.

Også en gruppe ukrainske ”kul- og stålkapitalister” skabte deres kapital takket være subsidierede priser ved køb af gas og lave råvarepriser og havde god indtjening på videresalg, men nu til verdensmarkedspriser.

Ukrainske erhvervskredse kom til at fylde godt i de politiske magtorganer, især der hvor de kunne opnå parlamentarisk immunitet. Forretningsfolkenes andel af parlamentet steg fra 20 procent i 1994 til 46 procent i 2002 og hele 67 procent i 2006. I 2016 var 42 procent af parlamentsmedlemmerne enten selv forretningsfolk eller var deres pårørende.

En gruppe undersøgende journalister kunne i 2016 udpege over 1500 firmaer, der var ejet af parlamentsmedlemmer. De var knyttet til detailhandel, salg af fast ejendom, landbrugsvarer og byggeri. Især i Petro Poroshenkos parlamentsgruppe var andelen af forretningsfolk stor.

Staten blev et vigtigt instrument til at udklække et nationalt borgerskab. Og selv i tilfælde, hvor rigmænd afvikler en del af deres aktiviteter i Ukraine, er de fortsat involveret i erhvervsvenlige politiske initiativer på højrefløjen. Det gælder eksempelvis Leonid Kutjmas svigersøn, millionæren Viktor Pintjuk, der, ifølge netavisen vesti.ua, med udgangspunkt i sin bopæl i London stadig har en stærk position inden for ukrainsk medieverden og fremstilling af stålrør.

Overklasse delt i fraktioner

For det tredje udgør Ukraines overklasse ikke nogen ensartet blok, men er delt i fraktioner efter sektorer og regioner. Dens samhørighed er uformel og midlertidig, men fraktionskampen konstant. I 1990'erne var det velkendt, at flere ukrainske ”gas-millionærer” stjal med arme og ben. Daværende premierminister Pavel Lazerenko overførte statsmidler til egne konti i udlandet og blev den første fra den nævnte gruppe, der i USA blev dømt for hvidvask og afpresning og kom i fængsel.

 I 1990'erne var det velkendt, at flere ukrainske ”gas-millionærer” stjal med arme og ben.

Hans kompagnon Julia Timoshenko blev i 2011 i Ukraine fængslet for magtmisbrug, skattesvindel og medskyld i mordet på en kendt forretningsmand som en del af disse fraktioners kamp.

I 2000'erne blev disse ”gas-millionærer” presset til side af nye grupper i magteliten. Det var nu især finans- og industrifolk som Rinat Akhmetov fra Donetsk-området i Østukraine og Viktor Pintjuk fra Dnepropetrovsk samt Ihor Kolomoiskij, der trådte frem. Sidstnævnte formåede med sin Privatbank i ryggen på favorable betingelser at overtage kontrollen over Ukraines produktion af manganmalm. Disse grupper fortsatte siden magtkampen indenfor metalforarbejdning, stål og rør, kulminedrift, jernmalm og naturgas.

I 2002-2005 blev Viktor Janukovitj (tidligere guvernør i Donbass) premierminister med opbakning fra Donetsk-fraktionen. Høje verdensmarkedspriser på stål- og jernprodukter i begyndelsen af ​​00'erne gavnede disse rigmænd.

I 2005-2018 pågik der både en kamp indbyrdes mellem de etablerede fraktioner og en fælles kamp mod nye, marginale erhvervskredse fra andre sektorer. Blandt de sidstnævnte var den senere ”chokoladekonge” Petro Poroshenko, der ejede konditorifabrikker i Ukraine og Rusland. Han var i flere år tilknyttet skiftende præsidenter og havde ministerposter. Hans position blev i begyndelsen af 00'erne anvendt til oprettelse af den politiske alliance ”Vores Ukraine”, hvis mål var at gøre den vestorienterede, nationalliberale Viktor Jusjenko, tidligere nationalbankdirektør, til Ukraines præsident, hvilket han var fra 2005 til 2010.

Der var og er et sammenfald mellem de konkurrerende fraktioners ideologier og deres økonomiske interesser. Enten prioriterer man et tæt samarbejde med Rusland eller med EU; enten forsvarer man den sovjetiske fortid (og tilpasser sig Rusland), eller man bekæmper den; enten står man for en liberal og tolerant sprogpolitik i det multietniske Ukraine eller for en stram sprogpolitisk nationalisme for at lægge afstand til russisk sproglig geopolitik (og hvormed man rammer de mange russisktalende befolkningsgrupper).

Chokterapi eller socialt sikkerhedsnet

Den ukrainske overklasses fjerde karaktertræk var længe ønsket om delvis at bevare sovjettidens sociale sikkerhedsnet. Begge Ukraines første præsidenter (den tidligere SUKP-funktionær Leonid Kravtjuk og derefter den tidligere sovjetiske fabriksdirektør Leonid Kutjma) – fulgte opmærksomt den chokerende udvikling i Rusland under Boris Jeltsin og var opmærksomme på, at chokterapi ville medføre forarmelse og svække samfundets sociale balance. Derfor satsede de begge på, at overgangen til markedsøkonomi skulle ske gradvis. Begge erklærede sig som tilhængere af ”socialt orienteret markedsøkonomi”, en øvelse der dog blev sat på prøve, da kulminearbejderne gang på gang reagerede ganske magtfuldt og protesterede imod deres politik, der faktisk havde social slagside.

Forskellige kilder peger på, at omkring 20 millioner (knap halvdelen af Ukraines befolkning) primært har overlevet diverse kriseperioder takket være egne små nyttehaver.

Efter Majdanoprøret i 2014 og især i Poroshenkos tid som præsident blev der sparet på sundhed og uddannelse. Og det er grunden til, at mange ukrainere i dag – set i bakspejlet – hverken betragter Poroshenko eller Zelenskij som landets bedste præsidenter, men derimod Leonid Kutjma, der var præsident fra 1994 til 2004.

Den ukrainske overklasse forsøgte i starten samtidigt at skabe mulighederne for primær kapitalakkumulation og at bevare en del af det sociale sikkerhedsnet. Det skete ved kortsigtede indgreb: Dels med statstilskud, der holdt gaspriserne nede til gavn for både storkapitalen og den brede befolkning, og dels ved at tillade en omfattende grå økonomi med et parallelt arbejdsmarked med sorte lønninger, der medførte reel lønnedgang.

I længden kom den brede befolkning til at betale regningen, herunder statsgælden. Og mange har nu udsigt til nedsat folkepension, hvis de er beskæftiget indenfor den grå økonomi. I 2018 var 7,6 millioner pensionsberettigede legitimt heltidsansatte, men samtidig var der 3,5 millioner illegitimt (uformelt, grå) beskæftigede, der ikke lever op til pensionsbetingelserne.

Enkelte private virksomheder opretholder stadig fortidens sociale infrastruktur med forholdsvis højere lønninger og bedre social service end andre steder. Men overordnet har man, siden Ukraine i 1991 brød med Sovjetunionen, ikke løst problemet med lønrestancer for ansatte på offentlige virksomheder. Befolkningens købekraft er faldet, og folkepensionerne er siden sovjettiden beskåret. Forskellige kilder peger på, at omkring 20 millioner (knap halvdelen af Ukraines befolkning) primært har overlevet diverse kriseperioder takket være egne små nyttehaver.

Integreret i det globale kapitalistiske system

Det femte træk ved den ukrainske overklasse er, at dens mest succesrige repræsentanter delvis er med i en ”transnationalisering” og altså er integreret i det globale kapitalistiske system.

Ukraines integration i den globale kapitalisme sker primært som forgældet nation og har i flere tilfælde medført underkastelse i forhold til amerikansk dominans.

Den ukrainske stat blev, som nævnt, formet i konstant kamp mellem forskellige kapitalfraktioner. Det gjorde oprettelsen af en ”ren” statskapitalisme umulig og afgørende for opgøret med russisk kapitaldominans i Ukraine.

Ukrainske kapitalgrupper havde fra starten været tæt knyttet til russisk kapital, men når enkelte grupper følte sig tilstrækkelig styrket, satsede de på at profilere sig ”transnationalt” i håb om at frigøre sig.

Ukraines medlemskab af WTO fra 2008 og aftalerne med EU fra 2017 gav nye markedsmuligheder for nogle ukrainske kapitalister. De så denne åbning mod vest som garanti for deres ejendomsrettigheder, for effektiv konkurrence og som værn mod russisk økonomisk ekspansion. Det førte dog til, at man blev underlagt en global, transnational kapitalmagt med dens regler.

Ukraines integration i den globale kapitalisme sker primært som forgældet nation og har i flere tilfælde medført underkastelse i forhold til amerikansk dominans og ekstern styring af Ukraines statskontrollerede selskaber.

Det er især indenfor naturgas, at ukrainske rigmænd og embedsmænds interesser på den ene side og amerikanske politiske og erhvervskredse på den anden flettes sammen. Det gælder eksempelvis det statsejede olie- og gasselskab ”Naftogaz Ukraina”. Det blev oprettet i 1998 for at gøre op med forskellige klaners indbyrdes kamp, men det blev dog i stigende grad de fælles interesser, man havde med USA om at holde Rusland ude af det europæiske naturgasmarked, der blev afgørende. Selskabet udvinder gas i Egypten og Forenede Arabiske Emirater, men som landets næststørste koncern er det primært engageret i udvinding samt transit/transport og raffinering af russisk naturgas og råolie.

Den unge Andrij Kobolev har som selskabets administrative direktør siden 2014 og med amerikansk opbakning skabt fremdrift. Han tilhører en ny generation forretningsfolk med en nøgleposition i ukrainsk politik og erhvervsliv. Ifølge udskrifter, som ukrainske medier har bragt af telefonsamtaler mellem daværende præsident Poroshenko og USA's daværende vicepræsident Joe Biden i 2015-2016, drøftede de blandt andet sammensætningen af dette selskabs bestyrelse, og hvor Biden lagde vægt på, at Ukraines præsident burde sørge for, at netop Kobolev forblev på sin post som direktør.

I 2018, da Kobolev blev konfronteret med spørgsmålet om, hvordan han ser på skattevæsenets undersøgelser af dette selskab, lagde han ikke skjul på, at han tog det roligt. Han forklarede, at han var holdt op med at opbevare sin formue hjemme i Ukraine og i stedet overførte sine penge til sin mor, der siden 2008 har boet i USA. Samme Kobolev har flere gange anmodet både USA og EU om nye sanktioner mod Rusland, fordi et stop for Nordstream-2 vil tvinge Rusland til øget brug af den ukrainske pipeline (2).

Ukrainske kilder peger på, at en vigtig person i ledelsen af Naftogaz i en årrække var den amerikanske diplomat Amos Hochstein, som var tilknyttet USA's ambassade i Kiev. Han var medlem af selskabets bestyrelse, men trådte i oktober 2020 tilbage, fordi han mente, at selskabet udsættes for ”sabotage fra korrupte personers side”.

Den ukrainske overklasse er ikke udelukkende debitor og eksportør på verdensmarkedet. Den tidligere nævnte Ihor Bakai flyttede efter flere retssager i Ukraine til Rusland, købte store jordarealer der og investerede i fast ejendom i Tyskland (3).

I flere tilfælde opkøber ukrainske rigmænd udenlandske virksomheder (således Akhmetovs holdingselskab SCM, EastOne, Privat Group samt Firtash Group, der er aktiv i Schweiz, Østrig, Italien og i Østeuropa). Og man tilpasser sig reglerne for god virksomhedsledelse. SCM og EastOne står for modernisering af produktionen og plejer deres image ved at gå ind i velgørenhed (Akhmetov Foundation, Pinchuk Foundation, ZavtraUA-program, PinchukArtCenter samt Firtash' Katolske Universitet).

Neoliberal kleptokrati

Et vigtigt aspekt af denne globalisering er en omfattende udførelse af penge til udlandet. Van Zon anfører, at der tilbage i 1995-1999 blev udført 15 milliarder dollars fra Ukraine – en praksis, der er fortsat.

De stridende kapitalfraktioner fik i perioder på den ene side neutraliseret arbejderklassen ved hjælp af ”statsstøtte” og på den anden side afværget visse krav fra international kapital.

Ukrainske offshoreselskaber har udnyttet skattely på Cypern, Jomfruøerne og andre steder. Deres skattefusk fik økonomen Julia Jurtjenko til at betegne ukrainske kapitalister som repræsentanter for ”neoliberal kleptokrati”. De opfører sig som andre moderne kapitalister og forfølger politikker fra de største internationale finansinstitutioner (Verdensbanken, IMF, Europæisk bank for rekonstruktion og udvikling), der satser på privatisering, liberalisering og svækkelse af offentlig velfærd. Og denne overklasses praksis har stadig kleptokratiske træk.

Enkelte forskere peger dog også på visse ”progressive” træk. Således mener Aleksander Rakhmanov, at denne overklasse har genrejst nogle større eks-sovjetiske industrienheder. De satser på at reducere produktionsomkostningerne og levere konkurrencedygtige produkter til verdensmarkedet. Mange af dem har vist interesse i produktion af miljøvenlig energi, fordi man så kan modtage statstilskud (den "grønne tarif").

Analytikeren Nikolai Mikhaltjenko skriver, at “oligarkiske klaner er tvunget til at forsvare nationale interesser, fordi det nationale på en måde også svarer til ”deres egne” interesser, siden de ikke kun ejer landets økonomiske ressourcer, men ”faktisk ejer hele nationen”.

Den overklasse, der siden 1990'erne kom til magten i det nye Ukraine, førte en såkaldt reformpolitik, der forblev halvhjertet. Man ændrede taktik efter stridende fraktioners interesser – både indenlands og udenlands. Samtidig forblev man afhængig af den storpolitiske magtkamp og af den globale kapitalismes finansinstitutioner. Og nok så vigtigt: Man forsøger at udnytte landets geopolitiske position ved at manøvrere mellem krav fra kreditorer (især IMF) og fra råvareleverandører (Rusland).

De stridende kapitalfraktioner fik i perioder på den ene side neutraliseret arbejderklassen ved hjælp af ”statsstøtte” og på den anden side afværget visse krav fra international kapital, (samtidig med at man modtog udenlandske lån). Denne politiske balancegang er dog især siden Poroshenkos tid som præsident erstattet med en mere servil tilpasning til IMF (og dermed USA), en praksis der nu fortsættes under Volodymyr Zelenskij. Den gæld, som den ukrainske overklasse skabte under den indledende kapitalakkumulation, lægges i stigende grad over på Ukraines lønarbejdere.

I dag er der ikke meget tilbage af 1990'ernes ”sociale orientering”, der ellers skulle kendetegne en ”human” og ”demokratisk” ukrainsk kapitalisme. Og lige meget har Majdanoprøret i 2014 og valget af Zelenskij i 2019 som præsident hjulpet.

NOTER

1) Også kendt som nomenklatura, altså en del af de sovjetiske parti- og statsfunktionærer der var ansat efter godkendelse af en partiinstans.

2) I 2020 er det aftalt, at det russiske Gazprom sender 65 milliarder kubikmeter naturgas igennem det ukrainske transitnet med udsigt til at sænke dette tal i 2021 til 40 milliarder.

3) Bakai var i den sen-sovjetiske periode ung skovinspektør i Vestukraine og gik derefter ind i salg af tømmer og i naturgas-transit. Efter en tid som ukrainsk politiker flyttede han til Rusland, hvor han blev idømt 10 års fængsel for svindel, en dom der dog blev ændret til husarrest.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nummer 5, december 2020. 

Litteratur

Ukrines oligarker sidder stadig på magten

https://24tv.ua
https://delo.ua
https://meduza.io  

https://www.naftogaz.com 
https://ng.ru
https://nv.ua 
https://strana.ua 
https://vesti.ua
https://zik.ua
Havrylyshyn, Oleh, 2016. The Political Economy of Independent Ukraine. New York: Palgrave Macmillan.
Schumann, Frank, 2012. Die Gauklerin. Der Fall Timoschenko, Berlin: Edition Ost.
Troost, Marius., 2018. Big Business and Foreign Policy: the Case of Oligarchs in Ukraine. Universiteit Leiden.
Van Zon, Hans, 2000. The political economy of independent Ukraine: Captured by the past. Springer.
Yurchenko, Yuliya. 2017. Ukraine and the Empire of Capital: From Marketisation to Armed Conflict. Pluto Press.
Åslund, Anders, 2015. Ukraine - What Went Wrong and How to Fix It. Washington DC: Peterson Institute for International Economics.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jan. 2021 - 14:37   02. jan. 2021 - 15:03

Analyse

af Aksel V. Carlsen

Samfundsforsker, født i København, men opvokset i Sovjetunionen. Forfatter til bøger og artikler om politiske forhold i Sovjetunionen og de tidligere sovjetrepublikker. Har besøgt Moldova flere gange.

Magasinet Arbejderen nr. 5 - 2020

INDHOLD:

Modtag Magasinet Arbejderen i din postkasse for kun 30 kroner om måneden. Tegn dit abonnement her.