24 Sep 2020  

KBH: Spredte skyer, 18 °C

Ude af EU: Storbritannien vil forbyde diesel- og benzinbiler

Lettere at være grøn uden Unionen

Ude af EU: Storbritannien vil forbyde diesel- og benzinbiler

Efter at Storbritannien har forladt EU, er det en politisk beslutning i det folkevalgte, nationale parlament at forbyde de forurenende benzin- og dieselbiler. Sådan er det ikke i Danmark. Selvom der er flertal i Folketinget mod benzin- og dieselbiler, må vi ikke forbyde dem for EU.

Mens Danmark forsøger at få EU's tilladelse til at trodse det indre markeds krav om fri bevægelighed for forurenende diesel- og benzinbiler – så gør Storbritannien nu klar til et forbud.
FOTO: Ursula Bach/Københavns Kommune
1 af 1

Storbritannien vil forbyde salg af nye benzin- og dieselbiler fra år 2035.

Sådan lyder udspillet fra Storbritanniens premierminister Boris Johnson, der i dag lancerede FN's klimatopmøde, COP26, der løber af stablen i Glasgow til november.

At være vært for COP26 er en vigtig mulighed for Storbritannien og de øvrige lande i verden til at optrappe kampen mod klimaforandringer.
Boris Johnson, Storbritanniens premierminister

– At være vært for COP26 er en vigtig mulighed for Storbritannien og de øvrige lande i verden til at optrappe kampen mod klimaforandringer, lyder opfordringen fra Boris Johnson.

Han uddyber:

– Intet ansvar kan være større end at beskytte vores planet. 2020 må være året, hvor vi vender udviklingen i den globale opvarmning. Det skal være året, hvor vi vælger en renere og grønnere fremtid for alle.

Forbuddet mod diesel- og benzinbilerne skal få Storbritannien tættere på målet om at blive CO2-neutral i 2050.

Danmark må ikke

I Danmark derimod, der fortsat er med i EU, er det sværere at tage grønne beslutninger.

For selvom der faktisk er flertal i det danske Folketing for at stoppe salg af benzin- og dieselbiler i Danmark, er beskeden fra EU er klar: Danmark må ikke forbyde benzin- og dieselbiler.

Biler er nemlig varer. Derfor er biler reguleret af EU's indre marked og hensynet til, at varer skal kunne bevæge sig frit – og ikke hensynet til klimaet. Hvis Danmark vedtager et forbud mod benzin- og dieselbiler, kan varerne ikke længere bevæge sig frit, for så kan eksempelvis tyske bilproducenter ikke eksportere deres biler til Danmark.

>> LÆS OGSÅ: EU spænder ben for solceller i Sorø

Det er hovedbudskabet i det brev, som EU's kommissær for det indre marked Elżbieta Bieńkowska i december sidste år sendte til Folketingets Europaudvalg. Udvalget havde spurgt EU, om Danmark kan forbyde import og salg af nye diesel- og benzinbiler i Danmark.

Utroligt bøvlet

Klima- og miljøminister Dan Jørgensen ved godt, at EU sætter en lang række begrænsninger for, hvilke grønne miljøforbedringer det danske Folketing må indføre.

Siden september sidste år har klima- og miljøministeren forsøgt at få lov af EU til at forbyde benzin- og dieselbiler. Ministeren indrømmer, at det bliver "utroligt bøvlet" at ændre EU-reglerne, fordi især de store bilproducerende EU-lande vil gå imod forslaget.

>> LÆS OGSÅ: Kroatisk ø siger nej til EU-støttet gasprojekt

Også den danske transportminister Benny Engelbrecht har været Bruxelles. I september sidste år udsendte ministeren en pressemeddelelse, hvori han lovede at "lægge op til, at EU ser nærmere på muligheden for at udfase benzin- og dieselbiler".

Siden da har der været tavshed om, hvordan det er gået med de to ministres forsøg på at få lov af EU til at forbyde diesel- og benzinbiler i Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2020 - 14:18   05. feb. 2020 - 11:53

Klima

ml@arbejderen.dk
Få artiklen læst op