19 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 14 °C

Syv års fængsel til fagforeningsformand

Hård dom i Kasakhstan

Syv års fængsel til fagforeningsformand

Formanden for olie- og energiarbejdernes fagforbund skal syv år i fængsel. Omfattende solidaritet fra internationale fagforbund.

Erlan Baltabai (til højre) sammen med Kemal Özkan fra IndustriALL.
FOTO: Industriall Union
1 af 1

Lederen af olie- og energiarbejdernes fagforbund i den centralasiatiske republik Kasakhstan er ved en domstol blevet idømt syv års fængsel.

Erlan Baltabai er formand for olie- og energiarbejdernes fagforbund, der er en afdeling af Forbundet af Uafhængige Fagforeninger i Kasakhstan.

Vi kræver et øjeblikkeligt ophør af undertrykkelse mod fagforeningsmanden Erlan Baltabai.
Kemal Özkan, IndustriALL Global Union

Baltabai blev idømt syv års fængsel og forbud mod at udøve sin ret til at deltage i det offentlige liv efter en dom for såkaldt "underslæb" i fagforbundet.

"Underslæb?"

Anklageren mente, at Erlan Baltabai ulovligt har overført 28.000 dollars til sin egen personlige konto fra fagforeningen, da den blev opløst. Erlan Baltabai erkendte beløbets størrelse, men sagde under retssagen, der startede i juni, at pengene stadig er fagforeningsmedlemmernes, men at der ikke var andre steder at indsætte dem end på hans egen konto.

Han har besluttet at anke dommen.

Fagforeningsformanden forsvares p.t. af det globale industriarbejderforbund IndustriALL Global Union med mere end 50 millioner medlemmer i 140 lande.

De oplyser, at Erlan Baltabai er den seneste i rækken af fagforeningsfolk, der er blevet straffet af regeringen og domstolene, der ifølge dem "har opfundet anklagerne" for at bremse fagbevægelsen.

Ulovlige fagforeninger

Uafhængige fagforeninger i Kasakhstan er ulovlige. Ifølge anklageren er Erlan Baltabais forbund ikke anerkendt som en fagforening. Det samme er heller ikke det faglige landsforbund KNPRK, som olie- og energiarbejderforbundet tilsluttede sig. KNPKR blev forbudt i starten af 2017.

I stedet er kun ét fagligt landsforbund, som regeringen støtter, tilladt.

Tidligere er fire andre fagforeningsfolk blevet dømt ved domstolene, oplyser Mihra Rittman fra menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch' centralasiatiske kontor.

Ifølge den engelsksprogede nyhedsside kazakhstannews.net startede angrebene på fagforeningerne for alvor for ottte år siden efter voldsomme sammenstød mellem strejkende oliearbejdere og politi.

Konflikten startede i maj 2011 blandt oliearbejdere fra Ozenmunaigas-oliefeltet med krav om udbetaling af faretillæg, højere løn og bedre arbejdsvilkår. I december samme år blev 16 arbejdere skudt ned af politiet i oliebyen Zhanaozen. Strejken blev erklæret ulovlig af lokale domstole.

Ifølge FN's arbejderorganisation ILO står det generelt slemt til for arbejderrettighederne i Kasakhstan. "Myndighederne undlader systematisk at respektere de grundlæggende arbejderrettigheder og begrænser fremkomsten af uafhængige fagforeninger", skriver ILO efter et besøg i landet.

Overfald på faglige

I november sidste år blev den lokale fagforeningsleder for olie- og energiarbejderne, Dmitry Seniyavskiy, i Karaganda-regionen angrebet og brutalt slået ned af en gruppe ukendte gerningsmænd.

I 2017 besøgte Erlan Baltabai ILO's internationale konference og talte om, hvordan fagforeningerne bliver undertrykt i hans land.

Generalsekretær i IndustriALL Global Union, Kemal Özkan, har tidligere mødt Erlan Baltabai.

– Vi kræver et øjeblikkeligt ophør af undertrykkelse mod Erlan Baltabai og andre ledere af uafhængige fagforeninger, siger han i en pressemeddelelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. aug. 2019 - 11:54   10. aug. 2019 - 08:52

Kasakhstan

ah@arbejderen.dk
Kasakhstan
  • Kasakhstan i Centralasien er på størrelse med hele Vesteuropa.
  • Indbyttertal: 16 millioner.
  • Grænser op til Rusland, Kina, Turkmenistan, Kirgisistan og Usbekistan.
  • Hovedstad: Astana.
  • I 1920 blev Kasakhstan russisk republik og i 1936 sovjetisk republik.
  • Selvstændig stat i 1991.
  • Præsident: Nusultan Nazarbajev.
  • Medlem af blandt andet FN, NATO's Partnerskab for Fred, det postsovjetiske forbund af uafhængige stater, og Shanghai-gruppen.
  • Regeringen har liberaliseret økonomien og åbnet op for udenlandske investeringer.
  • Store opdagelser af olie- og gasreserver i Det Kaspiske Hav har ført til hurtig økonomisk vækst.
  • I 2005 åbnede en olierørledning mellem Kina og Kasakhstan.
  • Store forekomster af jernmalm samt verdens største krommine.
  • En stor del af befolkningen er beskæftiget i landbruget og med opdræt af får, svin og kvæg, samtidig med at de dyrker majs og bomuld.