09 Apr 2020  

KBH: Overskyet, 8 °C

Sydafrika – 30 år efter Mandelas løsladelse

Sejren over apartheid

Sydafrika – 30 år efter Mandelas løsladelse

Vejen til frihed for Sydafrikas sorte og fattige befolkning er stadig lang og stejl, og resultatet 30 år efter Mandelas løsladelse den 11. februar 1990 er ikke det smukkeste.

På dagen for sin løsladelse hævede Nelson Mandela sin knytnæve og indledte sin allerførste tale til folket med kampråbene ‘Amandla! Awethu! ’Mayibuye! iAfrika!’ – ‘Al magt til folket! Lad Afrika komme tilbage til os!’
FOTO: Alexander Joe/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Det er i år 30 år siden, en af verdens mest berømte frihedskæmpere kunne løfte sin knyttede næve til sejrshilsen og forlade Victor Verster-fængslet efter 27 års fangenskab – Nelson Mandela var fri efter årtiers kamp og verdensomspændende kampagner.

Selv om det gør ondt at skrive det, så er Sydafrika i dag mere ulige end under apartheid.

I sin første tale til folket takkede Mandela de mange, der havde bidraget til kampen, og sagde: “Deres drømme er blevet til virkelighed. Deres belønning er frihed”. Men hvad drømte folk om, og hvad er virkeligheden i dag? For der var enormt store forventninger til ikke kun Mandela, men til hele befrielsesbevægelsen ANC. Håb om et opgør med den racistiske apartheidpolitik og opgør med den sociale og økonomiske ulighed skabt af apartheid.

Så samtidig med at Sovjetunionen og andre lande, der have valgt en socialistisk udviklingsvej, var på vej i knæ, skulle ANC skabe et ikke kun politisk retfærdigt samfund, men også et socialt og økonomisk retfærdigt samfund.

Hvis man skal forstå udviklingen i dagens Sydafrika, skal man forstå baggrunden for ANC og den alliance, de har med blandt andre fagbevægelsen og det kommunistiske parti i Sydafrika, SACP.

Under kampen mod apartheid var det SACP og store dele af fagbevægelsen, der holdt den røde fane højt, mens ANC's rolle var at overbevise hele verden om, at apartheidpolitikken var en forbrydelse mod menneskeheden. En opgave de på mange måder lykkedes med.

ANC har aldrig været et socialistisk parti, men en national befrielsesbevægelse, der tiltrak mennesker fra alle lag i det sydafrikanske samfund.

Den fælles drøm

Frihedserklæringen (Freedom Charter) udtrykte den fælles drøm i ANC-alliancen. ANC's frihedserklæring fra 1955 udtrykte den drøm, der kunne samle den brede modstand, i Sydafrika såvel som internationalt. Dette dokument udgjorde grundlaget for ANC's og den bredere antiapartheidkamp. Det var ikke kun et dokument, der formulerede, hvad ANC kæmpede imod, men i høj grad en formulering af, hvad de kæmpede for.

Frihedserklæringen starter med en drøm om et Sydafrika for alle, hvor alle er inkluderet på lige fod, uanset hudfarve. Mere kritisk vil Frihedserklæringen give folket magten og give kontrollen med jorden til dem, der dyrker den. Det betyder, at man ville tage jorden tilbage fra de hvide, der havde frataget det sorte flertal deres jord igennem århundreders kolonialisme og apartheidstyre.

Et andet punkt i Frihedserklæringen – retten til fri og gratis uddannelse for alle, for arbejde, boliger samt sikkerhed – står også centralt i dokumentet. Apartheidlove skulle erstattes af love, der sikrede, at alle var lige for loven og ingen hævet over. Med andre ord en ny demokratisk forfatning. Der skulle gå fire årtier mere, før en sådan forfatning blev vedtaget af en demokratisk valgt regering.

Regnbuemyten – drømmen om at se forskellige racegrupper leve sammen i fred og fordragelighed efter en forsoningsproces – blev formuleret af biskoppen Desmond Tutu og båret højt igennem Mandelas fem-års præsidentperiode. Mange vil mene, at myten opfyldte en vigtig rolle som en vision, noget at tro på, noget der kunne forhindre en blodig borgerkrig i at opstå i løbet af den svære overgangsperiode, hvor de politiske parter pruttede om prisen på magt og fred.

Voldsom fødsel af det nye Sydafrika

Efter mere end 30 års kamp mod apartheidregimet og illegalitet skulle ANC og deres allierede skabe et fælles forhandlingsdokument. Det blev til RDP-politikken, der skulle reformere apartheid-Sydafrika til at blive et borgerligt demokrati.

Selv om der har været en vis overførsel af kapital til sorte, er denne sket på kapitalens betingelser. Den samme kapital, der dominerede apartheids økonomi, gør det i dag, 30 år efter.

RDP – Reconstruction and Development Programme – fravalgte nationaliseringer af jord og miner og skulle først af alt forbedre den offentlige service for det flertal, som apartheid havde underprioriteret. Under forhandlingerne med apartheidregimet måtte ANC indgå en række aftaler, der blandt andet betød, at der ikke kom et retsopgør, og at man ikke kunne fyre ansatte i centraladministrationen, militæret og efterretningstjenesten. De første fem år skulle være en samlingsregering, hvori alle partier, der fik mere end fem procent af stemmerne, skulle være med. Men vigtigst af alt: ANC skulle sikre den private ejendomsret.

De tre år og to måneder, der gik fra starten af forandringerne, og til der endelig blev afholdt valg den 27. april 1994, kostede 16.000 menneskeliv – de fleste af dem aktive medlemmer af ANC. Så når man siger, at Sydafrika havde en fredelig overgang, er det relativt.

ANC's valgsejr i 1994 betød, at Mandela blev indsat som landets første demokratisk valgte præsident i maj 1994.

Fra RDP til GEAR

Efter to år med RDP-politikken blev der vedtaget en ny forfatning i Sydafrika. Den nye forfatning betød, at de mere end 10.000 frivilligt organiserede RDP-grupper, der var over hele landet, og som havde begyndt at bygge skoler, nye boliger med videre, blev afløst af valgte byråd. Fra aktiv deltagelse blev befolkningen passive og fik at vide, at de skulle vente på, at de valgte leverede det, som de havde lovet.

Samtidig blev RDP-politikken afløst af en nyliberal vækstpolitik, der bar navnet GEAR – Growth, Employment and Redistribution. Nu skulle der tiltrækkes udenlandske investeringer, skabes jobs, og der skulle gang i en økonomi, der havde haft det svært i overgangsperioden. Nu skulle det sorte flertal til fadet.

GEAR var udtryk for en vækstideologi, der bevægede sig væk fra Frihedserklæringen. Hvor RDP var skabt med enorm folkelig deltagelse, blev GEAR bare vedtaget i parlamentet uden større offentlig debat. Der var kun få kritiske stemmer fra fagbevægelsen og fra SACP. Dem, der kritiserede, blev udråbt som venstreradikale.

I dag ved vi, at GEAR-politikken blev til med hjælp fra Verdensbanken og IMF. Og vi kender resultatet af denne strategi. Derfor er verdens mest ulige land et mere ulige samfund, med større afstand mellem rige og fattige, og hvor kun en lille elite har beriget sig, mens antallet af fattige vokser. Selv om det gør ondt at skrive det, så er Sydafrika i dag mere ulige end under apartheid.

GEAR-politikken privatiserede de store statslige virksomheder, og store dele af den offentlige service blev overgivet til private virksomheder. I den proces var der mange ANC-folk, der fik forbedret deres privatøkonomi betænkeligt. Samtidig aftalte man store våbenindkøb med en dertil voldsom korruption som følge. Nye frihandelsaftaler med blandt andre Kina og EU medførte, at mange lavtlønsjob forsvandt. Nye skattelove har blandt andet betydet, at ikke et eneste af de mineselskaber, der tjener milliarder på Sydafrikas rige mineralforekomster, betaler skat. Flere af disse er ejet af fremtrædende ANC-folk, herunder Sydafrikas præsident Ramaphosa.

Med et var der andet end løn at hente, hvis man var folkevalgt. De offentlige skattepenge kunne bruges til at støtte venner og kammerater med.

Voksende politikerlede

En ny politik – Black Economic Empowerment (BEE) – skulle give sorte en forhåndsret, når det offentlige skulle have udført opgaver af det private. Stat, provinser og kommuner skulle bruge virksomheder, der var kontrolleret af sorte (sydafrikanere). ANC, støttet af SACP, mente, det var nødvendigt med en politik, der fremmede sortes deltagelse i det nye Sydafrikas økonomiske liv. Dette er i nogen grad lykkedes. Flere studier viser, at det hovedsagelig er erhvervsfolk med kontakter til ANC, der får opgaverne. Men prisen i form af korruption har været høj. BEE har også medført en fordyrelse og forringelse af den offentlige service.

Selv om der har været en vis overførsel af kapital til sorte, er denne sket på kapitalens betingelser. Den samme kapital, der dominerede apartheids økonomi, gør det i dag, 30 år efter.

Siden 1994 er sydafrikanernes tørst for at stemme ved valg faldet og faldet. Ved valget i 2019 var valgdeltagelsen nede på 65 procent og er mest udtryk for en voksende politikerlede, og at den fattigste del af befolkningen ikke stemmer. ANC fik 57 procent af stemmerne i 2019 og tabte i store byer som Cape Town, Johannesburg, Tshwane (Pretoria) og Nelson Mandela Bay (Port Elizabeth). Dermed er de største industri- og mineområder kontrolleret af en hovedsagelig hvid opposition.

Frihedskampen var et spørgsmål om jord

På dagen for sin løsladelse hævede Nelson Mandela sin knytnæve og indledte sin allerførste tale til folket med kampråbene ‘Amandla! Awethu! ’Mayibuye! iAfrika!’ – ‘Al magt til folket! Lad Afrika komme tilbage til os!’

Det uløste jordspørgsmål og den ekstreme korruption, kriminalitet og nepotisme i ANC får flere af veteranerne fra kampen til at vende ANC ryggen og tilslutte sig de nye sociale bevægelser.

Folket, der fyldte pladsen i Cape Town, svarede tilbage med en styrke, der gjorde, at man ikke kunne andet end tro på, at sejren var nær, trods Nelson Mandelas advarende ord om, at der stadig var lang vej igen, og at presset på apartheidregeringen skulle fortsætte. I dag er det langt mere tydeligt, hvor lang vejen virkelig var.

I forhandlingerne om afskaffelsen af apartheid gik ANC med til et ‘villig køber, villig sælger’-princip, der betød, at omfordelingen af jorden skulle ske på markedsvilkår. Dette var et princip, som IMF skubbede på for over for ANC. Det kan meget mildt siges at være slået totalt fejl. Som Winnie Mandela og andre aktivister sagde, også dengang: ANC var for gavmilde i forhandlingerne om betingelserne for apartheids afskaffelse og især omfordelingen af jord.

‘Villig køber, villig sælger’-princippet betød, at de hvide jordejere selv kunne bestemme, om og hvilken jord de ville sælge. Og arven efter apartheid betød, at den sorte befolkning for det meste ikke selv havde midlerne til at købe den jord, de hvide ville af med.

Regeringens ambitiøse mål i 1994 var, at 30 procent af jorden skulle gå fra hvide til sorte hænder inden for de første fem års demokratiske styre. Men i 1999 var det kun lykkedes at overføre en procent, ja, én procent – hvilket også tyder på, at de hvide jordejere ikke havde travlt med at gøre deres for at udvikle et retfærdigt samfund. I dag, et kvart århundrede senere, er kun cirka 25 procent af jorden på sorte hænder.

I 2017 viste en undersøgelse, at 72 procent af den frugtbare jord var ejet af hvide, som kun udgør 10 procent af befolkningen. Det har længe været en tikkende bombe under regeringen, at der ikke har været den omfordeling af jorden, som folket har kæmpet og ofret så meget for. Og regeringens uvillighed til at tvinge en proces igennem kan meget vel lede ikke kun til regeringens fald, men også få flere af de desperate fattige til at invadere gårdene, måske uden at vide, hvordan man skal drive en gård. Siden begyndelsen af 2018 har der været en stigning i antallet af gårdbesættelser, og nogle frygter nu, at fremtiden vil bringe zimbabweanske tilstande.

De fattige sorte har den længste vej til frihed

Arbejdsløsheden ligger officielt på cirka 30 procent, men reelt nærmere de 50 procent. Jobusikkerheden er på nogle måder værre end under apartheid. Arbejde og boliger til alle og sikkerhed er også vigtige elementer i kampen om jorden, da arbejdsløshed ofte fører til udsættelser for landarbejdere, og fordi mange af arbejdspladserne findes i byerne, hvor den hvide befolkningsgruppe også ejer langt det meste af jorden og bygningerne.

Så det er nok vigtigt at overveje, hvad der vil ske, hvis regeringen ikke gør noget drastisk nu. Og, som den af regeringen nedsatte jordreformkommission udtrykker det, så er et af de helt store spørgsmål, om det overhovedet er muligt at lave en retfærdig omfordeling jorden, hvis man fortsat respekterer privat ejendomsret.

Efter lang tids pres har regeringen vedtaget en jordreform med navnet ‘jordekspropriering uden kompensation’. Men det halter også her med implementeringen. Præsident Cyril Ramaphosa synes at ville prøve at redde kapitalismen, den private ejendomsret og forholdet til de udenlandske investorer samtidig med indførelsen af en lov, der har det formål at ekspropriere land uden kompensation. Man er nu i gang med at lave en forfatningsændring til understøttelse af denne lov. Så det tager også tid.

Vejen er lang. Især for de over én million landarbejdere og deres familier, der siden 1994 er blevet udsat fra den jord, de boede på på farmene.

Landarbejderfagforeningen Commercial, Stevedoring, Agricultural and Allied Workers Union (CSAAWU) siger, at praktisk talt alle disse udsættelser er ulovlige, men myndighederne griber ikke ind. Disse udsættelser og deres tragiske konsekvenser får også mindre opmærksomhed, både blandt politikere og medier, end truslen om ekspropriering. De fattige sorte – hvilket vil sige cirka hver anden sydafrikaner – har stadig den længste vej til frihed.

International solidaritet – Sydafrika glemmer aldrig sine venner 

I begyndelsen af februar 2020 overtog Sydafrika formandskabet af Den Afrikanske Union, og man kan forvente, at de vil fortsætte deres arbejde med at skabe fred på kontinentet og, som altid, udtrykke deres taknemmelighed overfor de afrikanske lande, der var de stærkeste støtter i kampen mod apartheid.

I praktisk talt alle taler i international sammenhæng udtrykkes Sydafrika støtte til de nationer, der stadig kæmper mod undertrykkelse: Cuba, Palæstina og Vestsahara – disse tre lande nævnes så ufravigeligt som ‘søens folk’ i dronningens nytårstale og viser, at Sydafrika, som Mandela også sagde i sin tale den 11. februar 1990, vil være deres støtter i kampen evigt taknemmelige.

Det er også en af grundene til, at Nelson Mandela og ANC ofte lukkede i, når der var kritik af Cuba, Libyen, Zimbabwe, Algeriet eller andre af de vigtige allierede i kampen mod apartheid.

Præsident Zuma

Valget af Jacob Zuma som præsident for ANC i 2007 og den efterfølgende indsættelse som landets præsident i 2009 og frem til dennes afsættelse i april 2018 står som et historisk lavpunkt i ANC's og Sydafrikas historie.

Zuma strammede taget og kontrollen med ANC – politiske modstandere blev smidt ud, og nepotisme og korruption bredte sig som en steppebrand. Det var en blodig kamp, hvor ANC ikke længere kunne afholde deres lokale eller nationale kongresser uden bevæbnede vagter. Deltagerne måtte være bevæbnede, og der var slagsmål om posterne – sådan helt bogstaveligt. For staten, provinserne og kommunerne var blevet malkekøer for ANC-ledere, og ingen ville opgive de indtægter, de havde.

Lønningerne for den sorte elite steg kraftigt, mens almindelige arbejdere ikke kunne overleve på deres løn. Kriminelle bander fik adgang til ANC's ledelse, og snart var det disse, der satte den politiske dagsorden. I Sydafrika kalder man dette ‘kidnapningen af staten’. Det politi, der skulle undersøge økonomisk kriminalitet, blev nedlagt, og den, der truede Zuma eller de kriminelle banders magt, kunne forvente et kort liv.

Zuma kom til magten med støtte fra fagbevægelsen og SACP, der håbede, at Zuma var manden, der ville gøre op med den tidligere præsident Mbekis nyliberale politik. Men sådan gik det ikke – de fik en røverstat, der ikke var en retsstat og slet ikke styrkede venstrefløjens håb om en anden politik.

Mandela, helt eller sell-out?

Efter så mange års kamp for stemmeret og demokrati er mange naturligt nok desillusionerede over, at politisk magt ikke har bragt den ønskede forandring. Forfatningen, der blev vedtaget efter apartheid, indeholder mange af principperne fra Frihedserklæringen, men som årene gik efter 1994, blev det mere og mere tydeligt, at mange politikere fra alle dele af frihedsbevægelsen var mere interesserede i at fylde deres egne lommer end at opfylde folkets håb og leve op til forfatningens ånd.

 I de seneste par år er det især de studerende, der har demonstreret for gratis uddannelse, som lovet i Frihedserklæringen, og kvinder, der har demonstreret imod det ekstreme niveau af kønsbaseret vold 

Der er ekstremt høj arbejdsløshed og fattigdom i verdens mest ulige land – og meget af denne skulle have været afskaffet sammen med apartheid. Det er blevet mere almindeligt at møde folk, der kalder Nelson Mandela en ‘sell-out’, forræder, og som sætter spørgsmålstegn ved, om antiapartheidkampen egentlig var det hele værd. Simpelthen fordi deres liv har ændret sig så lidt.

Kritikken af Mandela er egentlig ikke ny, men den var tidligere mest en del af den interne diskussion i frihedsbevægelsen og senere partiet – lidt firkantet sagt: En diskussion mellem to fløje af partiet hvor Mandela tilhørte den mere konservative side overfor den mere revolutionære, marxistisk-leninistiske side. Allerede da han blev valgt til at lede partiet, og jo mere han insisterede på forhandlinger med de hvide, var der derfor en ideologisk kamp i partiet.

Færre og færre lader sig spise af med referencer til Nelson Mandela eller kammeratlige hilsener. Skoler og universiteter kæmper for at holde åbent, elektriciteten forsvinder i timevis hver dag, togene kører ikke ordentligt, flyene er aflyst, der er ingen vand i hanerne mange steder – det er blandt andet disse ting, der fylder i folks dagligdag, mens politikernes gallamiddage bliver vist på national TV.

Folk er rimeligvis utålmodige, og i en situation, hvor der er enorm arbejdsløshed og en fornemmelse af, at magthaverne ikke lytter, er strejkevåbnet ikke en mulighed, så i stedet bliver voldelige uroligheder og hærværk til en daglig begivenhed. I de seneste par år er det især de studerende, der har demonstreret for gratis uddannelse, som lovet i Frihedserklæringen, og kvinder, der har demonstreret imod det ekstreme niveau af kønsbaseret vold – Sydafrika er et af de farligste steder i verden at være kvinde.

#AmINext – er jeg den næste i statistikken?

I efteråret 2019 ramte en bølge af grusomme voldtægter og mord på kvinder de sydafrikanske avisoverskrifter. Egentlig var historierne ikke værre end ‘normalt’, men det var som om, at bægeret bare flød over – igen. Og igen gik kvinderne på gaden for at protestere over mænds krig mod kvinder og over den manglende handling fra regeringens side.

Hvert minut voldtager mænd to-tre kvinder i Sydafrika. Hver sjette time myrder mænd en kvinde i Sydafrika. I halvdelen af tilfældene er morderen kvindens mandlige kæreste eller ægtefælle. Det kalder de ‘femicide’ – man bliver myrdet, fordi man er kvinde.

Hashtagget #AmINext gik viralt, og tusindvis af kvinder delte historier om misbrug og voldtægt på Twitter. Og delte deres frygt for at blive den næste i statistikken. Det var en udgydelse af traumer og desperation, som ledte tankerne hen på Sandheds- og Forsoningskommissionen i 1990'erne, hvor ofre delte deres historier om mord og tortur begået af apartheidregimet.

Forråelsen, den race-, køns- og fattigdomsrelaterede vold i det sydafrikanske samfund har dybe rødder, der går flere århundreder tilbage til kolonitiden. Volden foregår både imellem og inden for alle befolkningsgrupper i Sydafrika, og statens respons er desværre ofte mere vold.

Ulighed og fattigdom bekæmpes med politi og militær, og ingen glemmer dagen i august 2016, hvor 34 strejkende minearbejdere i Marikana blev myrdet af politiet.

Det var heller ingen overraskelse her i efteråret 2019, at politiet stod klar i fuld kampuniform, da tusindvis af kvinder gik på gaden ved parlamentet i Cape Town for at forlange, at præsident Ramaphosa satte vold mod kvinder øverst på dagsordenen. Det venter kvinderne stadig på.

Præsident Ramaphosa har dog klart mere fokus på problemet end sin forgænger Jacob Zuma, der af mange, inklusive præsident Ramaphosa, anses for at have været skyldig i voldtægten af Fezekile ‘Khwezi’ Kuzwayo i 2005, på trods af hans frifindelse i retten. 

Kampen fortsætter

Der er i dag en stigende organiseret modstand fra sociale bevægelser, som kampen mod femicide, protesterne mod Jacob Zumas regering og studenterbevægelsen #FeesMustFall tydeligt viser. De studerendes krav i de landsdækkende kampagner gik langt videre end deres egne umiddelbare interesser, idet de studerende udviste en høj grad af solidaritet med arbejdere i deres kamp mod udlicitering og privatisering såvel som støtte til landarbejdernes strejker i 2016, for eksempel.

De repræsenterer en ny generation af sydafrikanere, som er ‘born free’ – født i post-apartheid-Sydafrika – og som holder den nødvendige afstand til ANC's råddenskab. De kan give håb. Og flere og flere tilslutter sig: Det uløste jordspørgsmål og den ekstreme korruption, kriminalitet og nepotisme i ANC får flere af veteranerne fra kampen til at vende ANC ryggen og tilslutte sig de nye sociale bevægelser.

Selv om retssamfundet på mange måder synes at være brudt sammen, er der stadig plads til kritiske civilsamfundsorganisationer og medier, selv om dette råderum er under pres. Forfatningsdomstolen har således gang på gang underkendt regeringsbeslutninger eller lovgivning.

Det vil også være blandt disse sociale bevægelser, at forfatningen vil blive forsvaret og drømmene fra Frihedserklæringen ført videre. A luta continua – kampen fortsætter!

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 1, 2020.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. mar. 2020 - 13:00   22. mar. 2020 - 13:00

Analyse

Af Ann Langwadt og Morten Nielsen, aktivister i Global Aktion
Magasinet Arbejderen nr. 1 - 2020

Indhold:

Magasinet Arbejderen udkommer 4-6 gange årligt.

Redaktion: Birthe Sørensen, Joan Ågot Pedersen, Lotte Rørtoft-Madsen.

Pris i abonnement: 240 kroner årligt. Tegn abonnement her.