31 Oct 2020  

KBH: Overskyet, 12 °C

Straffedomstol: Vi vil undersøge Israel for krigsforbrydelser

Ny afgørelse

Straffedomstol: Vi vil undersøge Israel for krigsforbrydelser

Chefanklageren ved FN's Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag henstiller til, at Israel undersøges for at have begået krigsforbrydelser.

Palæstinensiske demonstranter flygter under sammenstød med israelske soldater den 1. maj 2020 i landsbyen Kfar Qaddum på den israelskbesatte Vestbred.
FOTO: Jaafar Ashtiyeh/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO byder det stærkt velkommen, at FN's Internationale Straffedomstols (ICC's) chefanklager Fatou Bensouda henstiller til, at Israel bliver undersøgt for at have begået krigsforbrydelser på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gaza.

Den Internationale Straffedomstol er stadig af den opfattelse, at den har kompetence til at dømme i det besatte palæstinensiske territorium.
Fatou Bensouda, chefanklager

Det skriver det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa.

PLO's eksekutivkomité skriver i en erklæring, at anklagemyndighedens konklusion, om at ICC har kompetence i Palæstina, er en positiv udvikling, og at det kan afslutte årtiers "straffrihed" for israelske forbrydelser.

>> LÆS OGSÅ: Israel klar til at annektere store dele af Vestbredden

"Vi har tillid til, at den længe ventede efterforskning af krigsforbrydelser begået på Palæstinas territorium snart vil blive lanceret," udtaler PLO, der samler stort set alle palæstinensiske befrielsesorganisationer.

Kan undersøge i Palæstina

Den 30. april offentliggjorde Fatou Bensouda et 60 sider langt dokument, der slår fast, at Palæstina hører til et af de områder, hvor ICC kan undersøge og dømme i sager om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Israels regering nægter eksistensen af en palæstinensisk stat og mener derfor ikke, at ICC kan undersøge og dømme i sagen.

Men det mener chefanklageren Bensouda. 

"Anklagemyndigheden har nøje overvejet deltagernes observationer og er stadig af den opfattelse, at ICC har kompetence over det besatte palæstinensiske territorium," skriver Bensouda.

ICC ønsker ikke blot at undersøge Israels påståede krigsforbrydelser, men også Hamas og alle andre "bevæbnede palæstinensiske modstandsgrupper".

>> LÆS OGSÅ: Israel begik krigsforbrydelser i Gaza

En uddybende rapport kom Bensouda med den 20. december med titlen Situation in the State of Palestine.

Fem år undervejs

Israel er ikke medlem af ICC, mens staten Palæstina fik lov til at tilslutte sig i 2015. Domstolen blev oprettet af 120 lande – i dag er 123 lande med – og ICC kan dømme i sager om alvorlige internationale forbrydelser, retsforfølge og straffe. For eksempel kan FN's Sikkerhedsråd henvise sager til behandling ved domstolen.

ICC har behandlet sagen om israelske krigsforbrydelser i fem år. I december sidste år udtalte Bensouda, at hun har "et rimeligt grundlag for at tro, at der er begået krigsforbrydelser".

Dommere ser på sagen

Bensouda har konkret sendt sagen om krigsforbrydelser i Palæstina videre til et såkaldt "forretsligt dommerudvalg", der skal afgøre sagen endeligt. De tre dommere i dette udvalg kommer fra Ungarn, Frankrig og Benin.

Bensouda udtalte, at sagen går til dommerudvalget "på grund af sagens kontroversielle karakter". Medlemsstater af ICC samt uafhængige eksperter blev også opfordret til at overveje sagen.

Arrestordrer

Det israelske dagblad Times of Israel skriver, at både Bensoudas beslutning og det nu nedsatte dommerudvalg kan "bane vejen" for en efterforskning af påståede israelske krigsforbrydelser.

Dommerudvalget har nu 120 dage til at bestemme sig. Hvis de tre dommere giver grønt lys til at fortsætte ICC-processen, kan chefanklageren Bensouda på et tidspunkt udstede arrestordrer på personer, hun ønsker at afhøre i sagen.

Alle 123 medlemslande af ICC er herefter forpligtet til at samarbejde med sådanne arrestordrer, hvilket kan begrænse israelske generalers og politikeres rejser til Europa, Sydamerika og Afrika, konstaterer Times of Israel.

Israel: Hun hader os

Times of Israel citerer den israelske minister, der er ansvarlig for at udtale sig om ICC-undersøgelserne, for, at en retssag er helt ude af proportioner.

– Jeg er tvunget til at konkludere, at ICC-anklagerens seneste positioner er udtryk for antiisraelske holdninger, der er stærkt påvirket af Organisationen for Islamisk Samarbejde og den globale BDS-bevægelse, siger energiminister Yuval Steinitz og tilføjer, at chefanklageren ignorerer udtalelser fra mange af verdens førende folkeretseksperter.

– Hun er fast besluttet på at skade staten Israel og besudle dets navn, Hun omformulerer folkeretten og opfinder en palæstinensisk stat, mens den israelsk-palæstinensiske fredsproces endnu ikke er afsluttet, siger Yuval Steinitz ifølge Times of Israel

ICC's seneste udmelding kommer midt i Israels konkrete forberedelser til at annektere store dele af Vestbredden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. maj. 2020 - 08:04   08. maj. 2020 - 08:06

Palæstina

ah@arbejderen.dk
ICC-domstolen
  • ICC startede sit arbejde i 2002.
  • I 1998 blev 120 lande enige om at oprette en domstol, hvor alvorlige internationale forbrydelser kan retsforfølges og straffes. Det gælder folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
  • I dag er 123 lande med i ICC.
  • Den 11. april 2002 havde 60 lande underskrevet den såkaldte "Romstatut", som er grundlaget for ICC's virke, og dermed trådte domstolen i kraft.
  • Domstolen kan behandle sager, som lande, der har underskrevet Romstatutten, rejser. Der er en lang række lande, som har afvist at acceptere kendelser fra domstolen. Det gælder blandt andre USA og Israel.
  • FN's Sikkerhedsråd kan henvise sager til behandling ved domstolen.
Kort om angrebet på Gaza 2014

  • Den 8. juli angreb Israels hær den besatte Gaza-stribe.
  • 2251 palæstinensere blev dræbt – 1462 af dem var civile. 
  • 67 israelske soldater og seks israelske civile blev dræbt.
  • Blandt de palæstinensiske ofre var 578 børn mellem én måned og 17 år.
  • 263 kvinder og 102 ældre blev dræbt.
  • 23 læger, sygeplejersker, ambulanceførere eller andre sundhedsansatte blev dræbt.
  • >> LÆS MERE PÅ ARBEJDERENS TEMASIDE HER

Kilder: Wikipedia, CIA World Factbook, Leksikon.org