27 Feb 2020  

KBH: Overskyet, 2 °C

Store strejker udfordrer Finlands nye statsminister

Forhadt aftale om gratis arbejde

Store strejker udfordrer Finlands nye statsminister

Finlands nye statsminister Sanna Marin udfordres af omfattende strejker. For en uge siden indledte ansatte i skov- og papirindustrien strejker for en ny overenskomst. Ud over lønstigninger kræver de ansatte et opgør med en forhadt aftale fra 2016, som tvinger ansatte til at arbejde gratis 24 timer årligt.

Sanna Marin blev Finlands statsminister den 10. december 2019.
FOTO: Jukka-Pekka Flander/SDP/CC 2.0
1 af 1

Finlands 34-årige socialdemokratiske statsminister Sanna Marin får sin ilddåb i disse dage, hvor landets fagbevægelse har indledt strejker for en ny overenskomst.

Jeg har regnet ud, at lønnen vil gå ned med mellem 20 og 30 procent. Vi kan ikke gå med på arbejdsgivernes krav, og så er strejke vores eneste våben.
Thomas Melarti, Pappersförbundet, Jakobstad

Sanna Marin tiltrådte den 10. december 2019, efter at den hidtidige socialdemokratiske statsminister Antti Rinne måtte gå af i forbindelse med en omfattende strejke i det statslige postselskab Posti.

Regeringen, der består af Socialdemokratiet, Centerpartiet, Venstreforbundet, De Grønne og Svenska Folkpartiet, afløste i juni sidste år den konservative koalitionsregering, der havde Centerpartiets formand Juha Sepilä i spidsen.

24 timers gratis arbejde årligt

Mandag den 27. januar indledte træ- og papirindustrien en overenskomststrejke varslet til to uger. I forvejen har landets elektrikere strejket siden 5. december, mens regeringen har udsat en varslet strejke i energisektoren og i den kemiske sektor i to uger, skriver den finske TV-station Yle.fi.

Et kernespørgsmål i konflikten er en forhadt tre-årig aftale, den såkaldte konkurrenceevneaftale, som Juha Sepiläs daværende regering gennemtvang i overenskomstforhandlingerne i 2016. En del af aftalen er, at ansatte skal arbejde 24 timer om året uden at få løn for det.

Dertil kommer spørgsmål som højere løn og arbejdsgivernes brug af vikarer. Arbejdsgiverne kræver omvendt, at tillægget for arbejde på søn- og helligdage bliver sænket, og at der indføres en ekstra karensdag ved sygdom.

Lønnedgang 

En accept af arbejdsgivernes krav vil medføre betydelige forringelser, mener Thomas Melati, der er formand for Pappersförbundets lokalafdeling i Jakobstad, der ligger ved kysten til Den Botniske Bugt.

– Jeg har regnet ud, at lønnen vil gå ned med mellem 20 og 30 procent. Vi kan ikke gå med på arbejdsgivernes krav, og så er strejke vores eneste våben, siger Thomas Melarti til Yle.

Den 4. januar har Techindustriens arbejdsgivere indgået en overenskomstaftale med Industriforbundet, der afskaffer de 24 timers gratisarbejde, men ikke for ansatte i administrationen. Aftalen betyder endvidere lønstigning på 3,3 procent over de næste to år, skriver Finlands LO, FFC.

Nu kræver fagforeningen Pro, at arbejdsgiverne også afskaffer den forhadte aftale for sine medlemmer, skriver freelancejournalisten Heikki Jokinen på sin hjemmeside.

Sammenlagt er 17.000 arbejdere i strejke i Finland. Den omfatter 70 fabrikker i papirindustrien, som producerer papir, cellulose og karton. Strejken i træindustrien omfatter savværker og krydsfinerfabrikker.

I weekenden besluttede Pappersförbundet og Industriforbundet at forlænge strejkerne i papir- og træindustrien med en uge frem til henholdsvis den 17. og 24. februar. Arbejdsgiverne har svaret igen med en tre-dages lockout, som træder i kraft den 10. februar.

Også en række andre fagforeninger forhandler nye overenskomster. Det gælder den offentlige sektor, handels- og servicesektoren og luftfarten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. feb. 2020 - 15:18   03. feb. 2020 - 15:18

Finland

mj@arbejderen.dk
Overenskomstkamp i Finland 2020
  • I år forhandler både den private og offentlige sektor ny overenskomst.
  • Flere forbund kræver en afskaffelse af en omstridt konkurrenceevnepagt fra 2016.
  • Pagten blev tvunget igennem af Centerpartiets daværende statsminister Juha Sipilä.
  • Pagten øger arbejdstiden med 24 timer årligt, men uden lønkompensation. Det svarer i gennemsnit til seks minutter om dagen, hvor ansatte i praksis arbejder gratis.
  • Aftalen medførte også, at feriepengene i den offentlige sektor blev sænket. Det har især ramt kvinderne.