16 Apr 2021  

KBH: Let skyet, 9 °C

Største kampagne i mange år mod USA's blokade mod Cuba

#UNBLOCK CUBA

Største kampagne i mange år mod USA's blokade mod Cuba

97 organisationer, fagforeninger og partier i 27 europæiske lande er gået sammen om kampagnen: #UNBLOCK CUBA – Stop den økonomiske krig mod Cuba. Lørdag den 27. marts er kampagnedag i fem danske byer.

Dansk-Cubansk Forening, KPiD, Kommunistisk Parti og Arbejderen er med i kampagnen #UNBLOCK CUBA. Her taler Arbejderens ansvarshavende redaktør Anders Sørensen i forbindelse med en tidligere gadeaktion.
FOTO: DCF
1 af 1

Det er som om, at modstanden mod USA's blokade mod Cuba når nye højder i disse måneder. Trods coronanedlukning går mennesker på gaden og finder metoder til at lægge pres på politikere og regeringer.

Hele 97 organisationer, fagforeninger og partier i 27 europæiske lande er gået sammen om kampagnen: #UNBLOCK CUBA – Stop den økonomiske krig mod Cuba.

– Denne kampagne når længere ud, end Cuba-solidaritetsgrupperne normalt kan, siger Jonas Pohle fra kampagnecenteret i Berlin til Arbejderen.

– Det er meget vigtigt, at så mange grupper i Europa arbejder sammen, viser aktivitet og demonstrerer, at venstrekræfterne kan handle kraftfuldt, tilføjer han.

Der blive ophængt store 'bilboards' i byer som Berlin, Wien, Bern og Genève. Der kommer betalte annoncer i aviser og radiospots, som finansieres med indsamlede midler.
Jonas Pohle, kampagnekoordinator

Jonas Pohle arbejder på det tyske dagblad junge Welt, som sammen med en håndfuld organisationer i Tyskland, Østrig og Schweiz tog initiativ til kampagnen. I sommeren 2020 kontaktede de organisationer, partier, medier og fagforeninger i hele Europa med forslag til grundlag og fælles kampagnematerialer.

Og siden da har der været travlhed på junge Welts "Aktionsbüero".

Et kig på kampagnens hjemmeside giver et lille indtryk af kampagnens omfang og sproglige mangfoldighed. Her fremgår det også, at Danmark deltager med Dansk-Cubansk Forening, KPiD, Kommunistisk Parti og Arbejderen.

>> LÆS OGSÅ: 70 organisationer i 20 lande kræver stop for USA's blokade mod Cuba

Kampagnen er særdeles konkret og foregår i de 27 lande, som er med i kampagnen. Her skal der laves oplysningskampagner, politikere kontaktes, og pressemeddelelser skal skrives.

– Der er vundet en vigtig sejr i Schweiz her i starten af marts, fortæller Jonas Pohle. Parlamentet har opfordret regeringen i Schweiz til at arbejde aktivt for at få ophævet USA's blokade mod Cuba. Beslutningsforslaget blev vedtaget i parlamentet den 9. marts med 98 stemmer mod 89.

På foreløbig tre koordinerende internetmødet mellem de deltagende organisationer deles der erfaringer og ideer, og der er bred enighed om at rette kampagnen mod landenes egne politikere og mod politikerne i EU.

Hundeslagsmål i Bruxelles

I disse uger er der nærmest et 'hundeslagsmål' i gang i Bruxelles, som handler om EU's forhold til USA's blokade. Den er for så vidt klar, idet EU helt siden 1990'erne har erklæret sin modstand mod USA's blokade og siden 2016 har ført en dialogpolitik i forhold til Cuba.

EU's ambassadør i Cuba, Alberto Navarro, har i februar været medunderskriver på en appel til USA's nye præsident Joe Biden om at ophæve blokaden mod Cuba.

En sådan aktivistisk handling fra EU's ambassadør er imidlertid faldet højrekræfter i EU-parlamentet for brystet, og de har henvendt sig til den EU-udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, med krav om, at ambassadør Navarro kaldes hjem til Bruxelles.

Højrekræfterne er imidlertid blev imødegået af andre EU-medlemslande og medlemmer af EU-parlamentet. Dansk-Cubansk Forening oplyser, at foreningen har kontaktet alle 14 danske MEP'er med en opfordring til at stå vagt om EU's modstand mod blokaden.

Gadeaktioner og synlighed står højt på den fælles plan for de 97 partnere i kampagnen #UNBLOCK CUBA – stop USA's økonomiske krig mod Cuba.

Global aktionsdag lørdag 27. marts

På lørdag den 27. marts er der kaldt til global aktionsdag. Venner af Cuba og modstandere af blokaden vil gennemføre aktiviteter i mange lande på alle kontinenter. I Europa vil kampagnens gule bannere kunne ses i snesevis af byer. Plakater vil blive sat op og løbesedler delt ud.

Dansk-Cubansk Forening forbereder lige nu gadefremstød i Odense, Kolding, Aalborg og København. Foreningen har lagt en samlet oversigt over aktiviteterne på sin hjemmeside.

Den europæiske kampagne fortsætter frem til maj måned – måske til starten af juni. Den er planlagt til at kulminere i forbindelse med, at FN's Generalforsamling skal diskutere og stemme om en cubansk resolution, der kræver, at USA ophæver sin blokade mod Cuba.

I sommeren 2020 afleverede Cuba sin resolution til Generalforsamlingen sammen med en rapport, hvoraf det fremgår, hvordan blokaden skader Cubas samfund, levevilkårene og økonomien. Rapporten viser, at alle dele af samfunder lider tab, og samlet beløber det sig til mindst 5,6 milliarder dollars fra april 2019 til marts 2020 – svarende til over 35 milliarder danske kroner. Det er hele 96 millioner kroner hver dag hele året.

På grund af corona blev behandlingen af resolutionen udsat, og sagen ventes nu at komme på dagsordenen i slutningen af maj eller starten af juni.

– Vi sætter gang i slutspurten den 17. april, fortæller Jonas Pohle. Og mellem den 27. april og 9. maj vil kampagnen kulminere med en lang række aktiviteter i flere store byer:

– I den periode vil der blive ophængt store 'bilboards' i byer som Berlin, Wien, Bern og Genève. Der vil komme betalte annoncer i aviser og radiospots, som finansieres med indsamlede midler, slutter en travl kampagnekoordinator i Berlin.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. mar. 2021 - 06:24   07. apr. 2021 - 08:59

Solidaritet

se@arbejderen.dk