03 Apr 2020  

KBH: Let skyet, 4 °C

Sinn Féin vinder historisk valgsejr i Irland

Et ryk til venstre

Sinn Féin vinder historisk valgsejr i Irland

Sinn Féin har vundet en historisk sejr ved lørdagens parlamentsvalg i Irland. Partiet fik 24,5 procent af stemmerne og får 37 medlemmer af parlamentet. De traditionelle højreorienterede partier er gået markant tilbage.

Sinn Féins forkvinde Mary Lou McDonald fejrer valgsejren med partiets tilhængere i Dublin.
FOTO: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Der var glæde i det venstreorienterede, irske parti Sinn Féin, da det endelige valgresultat tikkede ind kort før midnat mandag aften. Partiet har fået 24,53 procent af stemmerne og er dermed Irlands største parti i forhold til afgivne stemmer.

Valget handler om et meget reelt ønske om politisk forandring, og det betyder en anden regering.
Mary Lou McDonald, forkvinde for Sinn Féin

I det irske parlaments underhus, Dáil Éireann, får partiet imidlertid kun 37 medlemmer på grund af det irske valgsystem. Det er en fremgang på 14 mandater.

Vælgerne stemmer på flere kandidater i en prioriteret rækkefølge. Ryger en vælgers førstevalg ud, tælles i stedet andetvalget med og så fremdeles. Man kan rangliste alle kandidater i sin valgkreds for at sikre, at ens stemme ikke bliver spildt. 

Sinn Féin er kun overgået af det højreorienterede parti Fianna Fáil. Partiet har fået 38 pladser, men har kun fået 22,18 procent af stemmerne. Men et af Fianna Fáils medlemmer – nemlig underhusets formand, der aldrig er på valg, så reelt har de to partiet fået lige mange mandater trods forskellene i stemmetal.

Opgør med nyliberal politik

Sinn Féins forkvinde Mary Lou McDonald kalder på Twitter valgsejren historisk.

– Vi har vundet en historisk sejr, men valget handler om meget mere end det. Valget handler om et meget reelt ønske om politisk forandring, og det betyder en anden regering, sagde Mary Lou McDonald og tilføjede:

– Vi bad folket om at give Sinn Féin en chance for at vise, hvordan vi kunne levere til dem, og vise, hvordan en regering ser ud, når den sætter borgerne, lokalsamfundene og arbejderne og familierne i centrum.

Partiet gik til valg på et 110 sider langt valgmanifest med titlen Giv arbejderne og familierne en pause – et manifest for forandring. Efter fire år med en konservativ Fianna Gael-regering, støttet af Irlands andet store konservative parti Fianna Fáil, der har vist total manglende forståelse for almindelig menneskers levevilkår.

Den siddende regering har i hvert eneste politiske tiltag stillet sig side om side med udlejere, forsikringsselskaber og kapitalfonde, som har efterladt almindelige mennesker fattigere, og der er brug for en ny politik, mener Sinn Féin.

Genforening i centrum

Partiets vigtigste fokus er genforeningen med Nordirland, derfor skal der gennemføres en folkeafstemning i både Nord- og Irland. Partiet vil styrke velfærden, blandt andet ved at bygge 100.000 boliger, der er til at betale, og ved at sænke huslejen gennem et særligt skattefradrag.

Der skal afsættes flere penge til arbejdere og familier ved blandt andet at afskaffe den sociale skat kaldet USC for de laveste indkomster, sænke prisen på børnepasning, stoppe stigningen i pensionsalderen, som er planlagt til 67 år, og genindføre pensionsalder på 65 år.

Om partiet virkelig kan levere på løfterne er usikkert med bare 37 mandater ud af 160. Regeringspartiet Fianna Gael har mistet 15 mandater og har i det nye underhus 35 mandater, mens dets støtteparti Fianna Fáil også må notere en tilbagegang på seks mandater til 38.

Også det socialdemokratiske Labour er gået tilbage, dog kun med ét mandat fra syv til seks mandater. Til gengæld er Socialdemokratiet, der bekender sig til en nordisk velfærdsmodel og demokratisk socialisme gået frem fra tre til seks mandater. Også de Grønne er stormet frem fra to til 12 mandater.

Den venstreorienterede valgalliance Solidarity People Before Profit, SPBP, mistede ét mandat og får fem mandater. Hele 21 mandater går til uafhængige kandidater, der står uden for partierne.

Og det er disse små partier, Sinn Féin vil forhandle med om at danne en regering eller være parlamentarisk grundlag for en Sinn Féin-mindretalsregering. Sinn Féin skal sikre sig 80 mandater for at have flertal. I går morges udpegede Sinn Féin den gruppe, der skal lede forhandlingerne, som går i gang i dag.

Mary Lou McDonald tog allerede mandag kontakt til de mindre partier, men har fået en lunken modtagelse. Kun SPBP har ifølge den irske TV-station RTÉ erklæret sig positiv. 

Det nye underhus mødes første gang den 20. februar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. feb. 2020 - 10:13   12. feb. 2020 - 11:16

Irland

mj@arbejderen.dk
Irsk valgresultat 2020
  • Valget til det irske parlament fandt sted lørdag den 8. februar.
  • Der skulle vælges 159 ud af 160 pladser.
  • Valgdeltagelse: 62,9 procent.
  • Sinn Féin: 24,53 procent, 37 mandater, en fremgang på 14 mandater.
  • Fianna Fáel: 22,18 procent, 38 mandater, en tilbagegang på 6 mandater.
  • Fianna Gael: 20,86, 35 mandater, en tilbagegang på 15 mandater.
  • Uafhængige kandidater: 15,39, 21 mandater, en tilbagegang på 2 mandater.
  • De Grønne:  7,23 procent, 12 mandater, en fremgang på 10 mandater.
  • Labour: 4,38 procent, 6 mandater, en tilbagegang på 1 mandat.
  • Socialdemokratiet: 2,9 procent, 6 mandater, en fremgang på 3 mandater.
  • Solidarity People Before Profit, SPBP, 2,36 procent, 5 mandater, en tilbagegang på 1 mandat.