20 Sep 2020  

KBH: Overskyet, tåge, 11 °C

Sådan er hverdagen i Cuba under covidkrisen

Reportage fra Cuba

Sådan er hverdagen i Cuba under covidkrisen

Danske Henrik Thejl, der lever i Havanna med sin cubanske hustru og to døtre, giver os et kig ind i virkeligheden i Cuba i denne særlige tid.

Det er nu påbudt at gå med maske i det offentlige rum, og man opfordres til KUN at gå ud, hvis det er nødvendigt (eventuelt indkøb, arbejdsforhold eller lignende), så vi går absolut ikke ud, medmindre det er absolut nødvendigt.
FOTO: cubadebate.cu
1 af 1

Hvad sker der egentlig i Cuba, og hvordan er hverdagen i Cuba under covidkrisen?

Siden de første tilfælde af coronavirus blev registreret i Cuba midt i marts, har man været hurtig til at foranstalte dels en isolering af landet (fra omverden), dels en social isolation, som vi har levet under i nu cirka tre uger. De første mange tilfælde af covidsmitte kom (naturligvis nok) via enten udlændinge eller fra cubanere, der havde været på besøg i udlandet eller på anden måde været i kontakt med udlændinge.

Hver dag kommer familielægen (eller sygeplejersken eller nogle medicin-studerende) forbi hver eneste husstand i vores naboskab for at høre til sundhedstilstanden i den enkelte husstand.

En af de første større aktioner var at lukke skoler og drosle statslige arbejdspladser ned. Min kone arbejder selv på et hospital for kikkertoperationer, og dér er arbejdstiden blevet stærkt begrænset (for at undgå risiko for smitte).

Min kone selv fik en måneds arbejdsfri (med fuld løn), da begge vores børn siden har været hjemme. De lukkede skoler har gjort, at man i stedet nu sender al faglig undervisning til grundskolen via TV.

Min egen datter, der til sommer afslutter underskolen, følger hver dag undervisning på en af uddannelseskanalerne fra klokken 9:30 om morgenen. Derudover er der lærere, der via Whats-app sender undervisningsmateriale til selvstudie samt opgaver, der så skal sendes via samme applikation.

Hjemmeundervisning, blandt andet over TV.

Heldigvis er jeg selv tidligere musiklærer, for min datter går på en af Cubas specialskoler (i hendes tilfælde en musikskole), hvor der dyrkes rigtig megen musik, så jeg kan assistere hende med de fleste musikfag.

Allerede på 6. klassetrin har hun masser af musikfag: Violin, klaver, hørelære, teori, musikforståelse samt kor. Jeg kan forestille mig, at det ikke er særligt sjovt for forældre, der ikke har musikbaggrund, at skulle stimulere deres børn til at komme igennem musikopgaverne og de daglige musikstudier. Jeg har selv tænkt på at stille mig til rådighed for forskellige af min datters skolekammerater, men med det stigende antal covidsmittede, (og da smitten også begyndte at vise sig at være lokalt relateret – det vil sige smitte mellem cubanere, der ikke absolut kunne relateres til kontakt med udlændinge), har man taget endnu skrappere midler i brug i forhold til den ”sociale isolation”.

Det er nu påbudt at gå med maske i det offentlige rum, og man opfordres til kun at gå ud, hvis det er nødvendigt (eventuelt indkøb, arbejdsforhold eller lignende), så vi går absolut ikke ud, medmindre det er absolut nødvendigt!


 
 Bageren skal på arbejde – med mundbind.

Mine to piger har bogstaveligt talt ikke været udenfor vores lejlighed i tre uger nu. Heldigvis hygger de sig rigtig godt sammen, og heldigvis er de gode til at udfylde tiden, samtidig med at vi finder på mange projekter, der skal gøres (ikke mindst skoleundervisning, ’peppe’ lejligheden op, madlavningsprojekter og så videre), men vi får også serveret på et sølvfad en tid med hinanden, som vi alt, alt for sjælden har! Så det er næsten som at opdage nye sider af hinanden. En pragtfuld oplevelse, synes jeg personligt.

Men når det er sagt, betyder det også, at vi skal arbejde med tålmodigheden, men selv det har vi pludselig tid til at sætte ord på ... Så på en måde er der “ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!”

I lørdags blev al offentlig transport også indstillet, og da de fleste cubanere ikke har bil, har det pludselig begrænset ens aktivitetsradius. Jeg har ikke bil, men har for længst valgt ikke at tage offentlig transport, hvorfor jeg har måttet gå ude fra vores forstad ind til midtbyen og tilbage igen. Nu er varmen begyndt at blive så heftig, (forleden blev der sat alle tiders varmerekord i Cuba: 39,7 grader), at det tager for hårdt på kræfterne at gå så langt.

Et andet vigtigt element i disse tider er mangelvaresituationen. Der bruges rigtig megen tid på meget simple indkøb, og min smør/ost til morgenmaden, (som jeg næsten ikke kan undvære!!), må jeg skyde en lang pind efter i disse tider!

 
I kø ved og i butikken.

Trumps sanktioner i de sidste par år, der på mange måder er hårdere end selv tiden efter østbloklandenes fald, har sammen med myndighedernes tiltag i kampen mod covid skabt lange køer ved de efterhånden få butikker, der stadig er åbne. Man satser på salg af de absolut vigtigste fødevarer, men der dannes lange køer, hvorfor politi også sendes ud for at sikre, at der holdes behørig afstand mellem folk, og at der ikke opstår konflikter, medens man venter.

Her bruger vi klor til at vaske fingre og sko med: Ved alle butikker og andre institutioner/virksomheder er der en person, der sørger for at hælde en kloropløsning i dine hænder, så eventuelle vira dør. På gulvet skal man træde på en gulvklud, ligeledes fugtet med klorblanding med henblik på at rense sko for eventuelle vira.

Covid tages alvorligt

Hvorfor tager man så denne virus så alvorligt? I Danmark har vi oplevet, hvordan landet hurtigt lukkede ned og derved forhindrede en al for stor spredning af covid.

Tager vi et land som USA, hvor det tog meget lang tid for Trump at aktivere effektive sanktioner, har det vist sig, at covid har spredt sig med lynets hast (i skrivende stund har USA netop haft 5000 coviddøde indenfor et døgn og er nu oppe på i alt 31.000 døde samt 640.000 smittede).

 
 Farlig, farligere, farligst...

Det samme oplever vi i lande som Italien, Spanien og Frankrig.

Tager vi et land som Sverige, som har et befolkningstal på lidt under den cubanske befolkning (Cuba har 11,3 millioner indbyggere mod Sveriges cirka 10,3 millioner indbyggere), så er der 50 gange så mange coviddøde i Sverige som i Cuba (i skrivende stund cirka 1200 døde i Sverige mod Cubas 24 døde).

Værdien af et liv

Der er for mig ingen tvivl om, at det er den meget radikale politik, som Cuba tidligt har valgt at lægge ud med i forhold til bekæmpelse af covid, der redder liv. For Cuba står menneskeliv hele centralt i sundhedspolitikken.

Over indgangen til García Garlixto hospitalet i Vedado er der et citat fra Che: ”Ét menneskeliv er millioner gange mere værd end samtlige rigdomme i denne verden”. Det er vigtigt at have denne forståelse af mennesket med for at forstå Cubas sundhedspolitik!

Sammenligner vi for eksempel med Trumps udtalelse i slutningen af marts, hvor han erklærede, at det ville være en succes for USA's covidpolitik, hvis ”kun” 200.000 personer omkom heraf!

Der er en diametral modsætning i den cubanske og den amerikanske opfattelse af menneskeliv.

Hver dag klokken 11 træder direktøren for Cubas sundhedsministerium, Francisco Durán, frem på fjernsynet for at opdatere borgerne om covidudviklingen i Cuba. Det er helt specielt at opleve, hvordan hver enkelt nyt tilfælde beskrives og forklares (uden at sætte navn på), og i hvilken tilstand den enkelte befinder sig.

Og det er altid med beklagelse, når han fortæller om nye dødsfald. De får virkelig en nekrolog. Det er ikke bare endnu en død ud af 200.000; nej, det er en af ”vores”. Indtil videre er coviddødstallene da også små i Cuba (i skrivende stund 24 døde ud 814 smittede), og det skyldes ikke mindst den radikale sundhedspolitik, landet har taget i brug i bekæmpelse af covid.

 
Præsident Miguel Diaz-Canel er på tv hver dag.

Det handler om forebyggelse, et ord, som Cuba har måttet lære at bruge i mange forskellige henseender og inden for mange forskellige områder igennem de sidste 60 år. ”Forebyggelse er billigere end helbredelse”, som man siger herovre.

Derfor tages den sociale isolation dybt alvorligt. Og der er ikke nogen, der går rundt på gaden uden maske på … Selv om varmen er ved at tage livet af os bag masken!

Hver aften klokken 21 er det blevet en tradition, at folk stiller sig ud i forhaven, på terrassen eller åbner et vindue/dør og klapper ud mod gaden. Dette er en hyldest til alle de sundhedsarbejdere (og alle mulige andre), der deltager i kampen mod covid. Det er blevet en rigtig folkelig tradition!

Folk finder pander og fløjter og alt muligt andet frem. Dette er en hyldest til sundhedspersonale og andre vinklet i kampen mod covid. Musikere spiller forskellige melodier.

Min datter Linn og jeg har også flere aftener i træk spillet forskellige melodier, som er vores beskedne udtryk for den taknemmelighed, vi føler overfor alle disse mennesker. Det er en meget smuk og solidarisk oplevelse! Det er jo i det hele taget en tid, der fordrer megen solidaritet.

Den anden dag interviewede de en sundhedsarbejder, der arbejder på IPK (Instituttet for epidemiologiske sygdomme) og tog sig af covidsmittede patienter. Han arbejdede 21 dage i træk, derefter 14 dage i karantæne og til sidst 14 dage sammen med sin familie. Selvom han syntes, det var hårdt, så var det jo en del af hans funktion som ansat på IPK, som han sagde.

Familielægen banker på hver morgen

Hver dag kommer familielægen (eller sygeplejersken eller nogle medicinstuderende) forbi hver eneste husstand i vores naboskab for at høre til sundhedstilstanden i den enkelte husstand samt minde os om, at ”den bedste forebyggelse (i den givne situation) er social isolation”, som også præsident Diáz-Canel Bermúdez minder os om i regeringens daglige møder, der også sendes over TV.

Familielægen eller et par medicinstuderende banker på alle hjem hver morgen og spørger, hvordan helbredet er?

Økonomisk er covidkrisen selvfølgelig en enorm bet for landet, som kommer til at gøre ondt i mange år frem. Sådan er det jo for alle lande. Men alligevel er det interessant, at Cuba – nok mere end nogen anden stat – er forberedt på en sådan krise.

Siden ”den specielle periode”-programmet blev indført i start 1990’erne, var landet i mange år i en konstant ”speciel periode”, hvor der er blevet lavet programmer for fødevarefordeling, opretholdelse af skoleundervisning, sundhedssystem, transport, produktion og så videre.

Programmet blev egentlig udviklet under den aggressive Reagans regeringsperiode. Reagan førte meget hård retorik mod Cuba, og man var overbevist om, at USA påtænkte et angreb mod landet.

Derfor udviklede man programmet ”den specielle periode i krigstid” med henblik på at organisere landet på alle mulige leder og kanter under en eventuel krigserklæring fra amerikansk side. Krigen kom dog ikke, (man mener, at det var Reagans kone, Nancy, der af taknemmelighed overfor Cuba talte Reagan fra dette, fordi Cubas efterretningsmyndigheder i 1984 videregav informationer til USA om et forestående attentat mod Reagan fra en gruppe fra North Carolina. Attentatet blev derfor afværget.) Men derfor har landet lært at håndtere og fungere i en krisesituation, og med de nye covidtider tages alle erfaringerne fra ”den specielle periode” atter i brug.

Solidaritet hjemme og ude i verden

Samtidig står solidariteten i centrum i forhold til bekæmpelse af covid på verdensplan.

Allerede kineserne tog cubansk medicin (Interferon Alfa 2B) i deres succesrige nedkæmpelse af coronavirus. Siden har over 45 lande på verdensplan efterspurgt den cubanske medicin til brug i covidkampen.

Cuba har tillige sendt lægebrigader ud til rigtig mange lande nu for at støtte de respektive landes kamp mod coronavirus. Blandt andet har Cuba sendt brigader til flere caribiske lande samt Venezuela, Italien, Andorra, Angola, Mexico, Nicaragua, Qatar med flere.

Brigaderne hedder Henry Reeve-brigaderne opkaldt efter en amerikaner, der kæmpede for Cuba i den anden uafhængighedskrig i slutningen af det 19. århundrede.

 
En gruppe cubanske læger og sygeplejersker på coronamission i udlandet.

Udrykningskorpset "Henry Reeve" blev i sin tid oprettet med henblik på at sende 1000 læger til New Orleans i USA efter orkanen Katrina i 2005. Men daværende præsident Bush end ikke svarede på tilbuddet. Henry Reeve-korpset har man dog siden sendt ud til mange naturkatastrofer rundt om i verden.

Den samme solidaritet kan næsten synes fraværende i vores del af verden. Det fremtidige EU-samarbejde virker nu truet på grund af eurolandenes egoistiske politikker for at sikre deres respektive landes borgere før noget andet. Det minder sørgeligt nok meget om Trumps ”America first”-politik.

Bekæmpelse af covid har resulteret i en total økonomisk nedsmeltning i den kapitalistiske verden, hvis filosofi er den evige jagt efter penge, forbrug og evig vækst, og for at kunne oppebære vores forbrugskultur lever vi af lånte penge.

Covidbekæmpelsen har resulteret i en økonomisk recession, der måske bliver værre end endda børskrakket i 1930: Konkurser, stærkt stigende arbejdsløshed og stigende fattigdom til følge, og mange vil blive tvunget fra hus og hjem.

Også på dette plan skiller Cuba sig ud, selv om samfundets økonomiske strukturer har ændret sig meget i de sidste 30 år. Cuba har i denne periode også udviklet sig hen mod en blandingsøkonomi med kapitalistiske og socialistiske elementer.

Turisterne kommer ikke til Cuba. Det er hårde tider, men det er ikke nyt for cubanerne.

Staten sidder stadig på den store industri, men der er i stigende grad åbnet op for private små og mellemstore virksomheder. Det er dog ikke muligt med ejendomsakkumulering i Cuba, og man kan ikke låne store mængder af penge til investeringer og ejendomskøb.

Det betyder, at private i højere grad skal have opsparet økonomi for at investere/købe hus og lignende. Det betyder til gengæld også, at folk ikke er dybt forgældede og bedre vil kunne overleve denne økonomiske krise, som covid nødvendigvis også medfører herovre.

Samtidig betaler man ikke husleje, og sammen med de subsidierede forbrugspriser (el/vand) er cubanere generelt ikke så afhængige af en høj fast månedlig indkomst.

Som en buschauffør, jeg arbejdede sammen med på min sidste turistrundrejse, sagde til mig: ”Vi har levet i krise i de sidste 30 år, så om vi i en periode nu ikke kan spise kød hver dag er ikke det store problem. Vi har prøvet det før og skal nok komme igennem denne krise også!”

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. apr. 2020 - 12:08   08. maj. 2020 - 12:32

Coronapandemi

Henrik Thejl
Dansker i Cuba
henrik_thejl@hotmail.com
SE FILM MED HENRIK HJEMME I CUBA

Mød forfatteren Henrik Thejl hjemme i Cuba sammen med hustru og den ældste datter ... han endnu ventede på 'nummer to'.

Filmen er lavet af etnolog Susanne Højlund Pedersen fra Århus Universitet.

Den ligger frit tilgængelig på www.wimeo.com. Søg på titlen: Henrik, Linn og Fidel

Her ligger den på dansk og engelsk og spansk

Link til den danske udgave: https://vimeo.com/346721175