21 Aug 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 11 °C

Ryanairs piloter varsler strejke fredag

Kamp for faglige rettigheder

Ryanairs piloter varsler strejke fredag

Piloter i Ryanair har varslet strejker i fire EU-lande i morgen i protest mod at det irske lavpriselskab ikke vil anerkende deres fagforening.

Største strejke i Ryanairs historie på vej. Her foto fra tidligere strejke i Spanien 25. juli.
FOTO: Jose Jordan/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

I morgen fredag vil det irske flyselskab Ryanair blive ramt af omfattende strejker. Der er varslet strejker i fire EU-lande: Irland, Sverige, Belgien og Tyskland.

Midt i ​​højsæsonen står Europas største flyselskab over for den største strejke i sin 34-årige historie. 
Elmar Wigand, arbejdsmarkedsforsker

Det irske lavprisselskab Ryanair lovede sidste år, at det ville anerkende fagforeninger som modpart, men det er blevet ved snakken, for indtil nu er der ikke indgået en eneste overenskomst mellem ansatte og flyselskabet.

>> LÆS OGSÅ: Ryanair fløj skruebrækkere ind

I september 2017 udtalte Ryanairs øverste chef Michael O’Leary da også, at "jeg vil opleve at helvede fryser til is og have begge arme hugget af, før vi forhandler med fagforeninger".

Ryanair ejer en flåde på over 450 fly, der beflyver 87 destinationer i Europa. Virksomheden er en mester i at udnytte subsidier, smuthuller og utilstrækkelig regulering i de enkelte lande, mens personalet presset maksimalt på løn og arbejdsforhold. Firmaet er kendt for skatteunddragelse og social dumping, mener Elmar Wigand.

– Midt i ​​højsæsonen står Europas største flyselskab over for den største strejke i sin 34-årige historie. Det er historisk. Vi ser en transnational strejkebevægelse tage form, siger Wigand, der er tysk arbejdsmarkedsforsker, ifølge den norske portal Steigan.no.

>> LÆS OGSÅ: EU angriber strejkeret

Den 18. marts 2018 grundlagde europæiske pilotforeninger en international pilotsammenslutning (RTPG) i Luxembourg. De har forgæves ført forhandlinger med Ryanairs ledelse i Dublin om fælles regler for alle europæiske piloter.

Men Ryanair ønsker kun at forhandle på nationalt plan i hvert enkelt land.

Det er uvist, om kabinepersonalet også vil strejke fredag, men to strejker den 25. og 26. juli blandt kabinepersonale i Portugal, Spanien, Italien og Belgien varsler solidaritet. Her blev 600 flyafgange lammet.

09. aug. 2018 - 10:16   09. aug. 2018 - 15:36

Faglig kamp

ah@arbejderen.dk
Arbejdsforhold i Ryanair

Eksempler hentet i kontrakter for kabineansatte ved Ryanair:

  • Ansatte betaler selv deres uddannelse, uniform og id-kort.

  • Ansatte kan fyres med en uges varsel - de første 13 uger endda med én dags varsel

  • Løn ned til 10.000 kr. om måneden. Ingen løn under sygdom eller standbyvagter

  • Ingen ret til ferie efter Ferieloven - 33 procent i løn under ferie

  • Et års prøvetid og det koster 200 Euro, hvis man selv siger op inden for de første 15 måneder

  • Det er ikke tilladt at tale om Ryanair med folk uden for selskabet

Kilde: DR Nyheder

Ryanair
  • Det irskbaserede lavprisflyselskab Ryanair Ltd. blev etableret i 1985 og var Europas første af sin slags. I dag er det Europas største flyselskab målt på kunder.

  • Ryanair kritiseres af nuværende og tidligere ansatte for elendige løn- og arbejdsforhold, som også fører til løn- og arbejdspres hos konkurrerende flyselskaber. Kunder og konkurrenter kritiserer også dets prispolitik med talrige gebyrer, der først fremkommer sent i bestillingen af billetter.

  • Selskabet flyver ofte til mindre lufthavne for at minimere handlingomkostningerne på jorden. For eksempel lander dets fly til Stockholm i en lufthavn 100 kilometer syd for Stockholm. Københavns Lufthavn har i overenstemmelse med denne strategi ikke hidtil været befløjet af Ryanair, men det ændrede sig fra marts 2015, hvor Ryanair åbnede en base i lufthavnen.

  • Ifølge forbundet 3F har ansatte i Norge arbejdet for en månedsløn på 10.000 kroner, ingen løn under sygdom og ingen fast arbejdstid. Dertil kommer, at de ansatte selv skal betale 200 kroner månedligt for leje af uniform de første 12 måneder, og hvis de vil sige op, koster det et gebyr på 1.500 kroner.

>> Se temasite om Ryanair-konflikten her