25 May 2020  

KBH: Overskyet, 10 °C

Præsident Bolsonaro anklages for at "dræbe Brasiliens fremtid"

Corona i Brasilien

Præsident Bolsonaro anklages for at "dræbe Brasiliens fremtid"

Brasilien har flest dødsfald på grund af corona i Latinamerika. Arbejderpartiet PT og det kommunistiske parti PCdoB vil have Bolsonaro afsat, og partierne arbejder i parlamentet for at sikre befolkningen økonomisk og sundhedsmæssigt.

I Brasilien tegner den stor industriby Sao Paulo sig for flest døde. Men mest fortvivlende omtales situationen i amazonlandet mod nord, hvor sundhedssystemet betegnes som brudt sammen. Her massegrav ved Amazonbyen Manaus.
FOTO: Michael Dantas/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Brasiliens tidligere regeringsparti PT frem til et kup i 2016 betegner Brasiliens højreekstreme præsident Jair Bolsonaro som "dræber af Brasiliens fremtid", skriver nyhedsbureauet Prensa Latina.

Arbejderpartiet PT, som havde Dilma Rousseff og Lula da Silva som præsidenter mellem 2003 og 2016, lancerer en politisk og social offensiv under overskriften: "Til forsvar for liv, arbejde og demokrati – væk med Bolsonaro". Brasilien står over for valget mellem Bolsonaro og demokratiet, mellem Bolsonaro og fremtiden, som det formuleres i partiets udtalelse fra onsdag i denne uge.

Onsdag nåede antallet af døde op på 2924. Men der er fagfolk, som advarer om, at antallet af døde i virkeligheden er langt højere.

Da PT mellem 2003 og 2016 havde regeringsmagten i Brasilien, var det som leder af en bred regering, der også omfattede det kommunistiske parti PCdoBrasil. Og kommunisterne er på linje med PT i kritikken af præsident Bolsonaro og hans håndtering af coronapandemien, som koster mange menneskeliv.

Onsdag nåede antallet af døde op på 2924 og knap 46.000 smittede. Det er høje tal i denne verdensdel, hvor smittespredningen er forsinket i forhold til Europa og Nordamerika.

Men der er fagfolk, som advarer om, at antallet af døde og smittede i virkeligheden er langt højere i Brasilien.

Måske syv gange så mange

Forskere ved Instituttet Serraoilheira i byen Porto Alegre advarede for en uge siden om, at antallet af smittede er syv gange så høj, som de officielle tal antyder, og at smitten spreder sig eksplosivt, skriver Prensa Latina.

"Præsidenten står i spidsen for en stor kampagne, der går imod opfordringen til social isolation", skriver kommunisterne i en national appel, som advarer om, at præsidentens optræden direkte udsætter befolkningen for at blive smittet med coronavirus. "Bolsonaro har endog fyret sundhedsministeren midt under pandemien for at kunne forfølge sin kriminelle kampagne endnu hårdere ... Præsidenten er dødens budbringer under denne sundhedskrise, der er uden fortilfælde", konkluderer PCdoBrasil.

National front mod corona og Bolsonaro

Partiet opbygger en national front for at redde liv, demokrati og beskæftigelse. Fronten skal omfatte alle de politiske partier, der vil deltage; fagbevægelsen, sociale organisationer og folkelige bevægelser. Sådan lyder det første af syv punkter i partiets nationale appel.

Appellen fra kommunisterne omfatter desuden en indtrængende opfordring til befolkningen om at praktisere social isolering og ikke tro på præsidenten. Landets sundhedsvæsen skal styrkes med bevillinger vedtaget i parlamentet. Parlamentet skal også vedtage særlove, som mobiliserer hele sundhedsvæsenet og også underlægger de store private hospitaler og klinikker under den statslige ledelse. Særlige love skal også sikre produktion og indkøb af medicin, instrumenter og værnemidler – og kommunisterne understreger, at særlovene skal suspendere patenter, som måtte stå i vejen for sådan produktion.

PCdoBrasil understreger, at Verdenssundhedsorganisationen WHO's retningslinjer skal være gældende med fokus på hygiejne, massetest, isolering, stop af smittekæder og behandling af de syge.

Appellens punkt tre handler om at sikre arbejdernes rettigheder – så vidt muligt til at beholde arbejdet og ellers modtage en understøttelse til at overleve på.

Dette mål er allerede delvist vundet, idet et flertal i Senatet og Deputeretkammeret har omstødt præsident Bolsonaros forslag om en månedlig økonomisk bistand på blot 200 reales, der svarer til cirka 250 kroner, til arbejdsløse og familier uden indtægt. I stedet har Kongressens to kamre bestemt, at bistanden skal være på 600 reales om måneden og mulighed for det dobbelte i særlige situationer. Denne lov om særlig bistand løber i tre måneder, og siden 9. april har 31,3 millioner modtaget denne bistand, skriver Prensa Latina.

Kommunisternes og den nationale fronts politik foreslår også økonomiske hjælpepakker til små og mellemstore virksomheder, der ifølge kommunisternes appel står for over halvdelen af alle arbejdspladser i landet.

Mad til børnene og larm mod Bolsonaro

Punkt fem i kommunisternes coronaplan handler om at sikre mad til børnene med udvidet bespisning i skolerne samt økonomisk hjælp til landets studerende ved videregående uddannelser; herunder fritagelse for at betale studieafgifter.

Punkt seks er et forslag om, at provinsguvernører og borgmestre skal have økonomisk hjælp fra den føderale regering til at sikre sociale initiativer og oprustning af sundhedsvæsenet. Støtten handler blandt andet om at suspendere alle indbetalinger til centrale myndigheder af skatter og afgifter med mere.

Og endelig lyder der en opfordring til at styrke den politiske og ideologiske kamp. På sociale medier og på de måder, der er mulige under corona. En af disse metoder er systematiske larmedemonstrationer fra gårde og altaner hver aften, hvor befolkningen hamrer med grydelåg og på potter og pander for kravet om, at "Bolsonaro skal ud!"

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. apr. 2020 - 08:09   24. apr. 2020 - 08:10

Brasilien

se@arbejderen.dk
Corona-døde 23. april 2020

Torsdag den 23. april opgøres det globale antal af coronadøde til 184.259 af Statista.com

  • USA: 47.681
  • Italien: 25.085
  • UK: 18.100
  • Kina: 4.632
  • Brasilien: 2.924
  • Mexico: 785
  • Ecuador: 537
  • Dominikanske Rep: 260
  • Colombia: 206
  • Chile: 160
  • Argentina: 159
  • Panama: 144
  • Honduras: 47
  • Cuba: 40
  • Bolivia: 40
  • Martinique: 14
  • Uruguay: 12
  • Guatemala: 10
  • Venezuela: 10
  • Paraguay: 9
  • Bahamas: 9
  • El Salvador 8
  • Trinidad & Tobago: 8

Listen over alle lande kan ses HER