25 Sep 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 11 °C

Palæstinensisk teenager anklaget for overfald og stenkast

Israel anholder mor og datter

Palæstinensisk teenager anklaget for overfald og stenkast

Den 17-årige Ahed Tamimi bliver nu anklaget for overfald og vold mod to israelske soldater, efter at hendes fætter blev skudt i hovedet på klos hold af besættelsesmagten.

Her bliver den 17-årige Ahed Tamimi fremstillet for militærdomstolen mandag.
FOTO: Ahmad Gharabli/AFP/Scanpix
1 af 1

En israelsk militærdomstol anklagede mandag den kun 17-årige palæstinensiske aktivist Ahed Tamimi for 12 forhold, herunder overfald på en israelsk soldat, for at have forstyrret hans arbejde – og i to tilfælde at have kastet sten.

Alle involverede, ikke kun pigen, men også hendes forældre vil ikke undslippe dét, de fortjener.
Avigdor Lieberman, Israels forsvarsminister

Tamimi, der sammen med sin familie er kendt i internationale kredse for sin resolutte modstand mod den israelske besættelse siden sin barndom, blev anholdt kort før jul sidste år.

Skudt på klos hold

Anholdelsen skete, efter at en video viste hende slå og sparke to svært bevæbnede israelske soldater i nærheden af hendes hjem i landsbyen Nabi Saleh ved Ramallah på Vestbredden. Videoen er optaget under de ugentlige protester i landsbyen mod den israelske besættelsesmagt.

Den palæstinensiske teenager var blevet oprevet over, at hendes fætter, den 14-årige Mohammed al-Tamimi var blevet skudt direkte i ansigtet på klos hold af en israelsk soldat. Gummikuglen gennemtrængte hans hjerne, og han blev efterfølgende lagt i kunstigt koma, skriver den latinamerikanske tv-station TeleSur.

Tamimi er i de israelske medier blevet kaldt "Shirley Temper", en nedsættende henvisning til den amerikanske skuespiller Shirley Temple, der også havde lyse krøller.

Tamimi blev verdenskendt, da hun som 13-årig bed en israelsk soldat i hånden, efter at han forsøgte at arrestere hendes mindre bror. Broderen slap i øvrigt væk.

Siden Tamimi blev anholdt i december, har hun fået forlænget anholdelsen flere gange.

Flere anklaget

Hendes mor, Nariman, er samtidigt blevet anklaget for "opildnelse" ved at livestreame episoden, der fik datteren sat fast. Tamimis kusine Nour Tamini, som også optræder i videoen, er anklaget for overfald på en soldat og for at "forstyrre soldatens pligter".

Da faderen Bassem Tamimi i december mødte op for at overvære datterens første retsmøde, blev han selv anholdt. Inden da nåede han at råbe til sin datter, "Vær stærk, vær stærk."

Israels højreekstreme forsvarsminister Avigdor Lieberman siger, at den 17-årige Tamimi bør modtage sin straf.

– Alle involverede, ikke kun pigen, men også hendes forældre og de omkring dem, vil ikke undslippe dét, de fortjener, siger han ifølge dagbladet Haaretz.

Den israelske undervisningsminister Naftali Bennet er lige så uforsonlig.

– Hun bør tilbringe resten af livet i fængsel.

Den tidligere israelske ambassadør i USA og nuværende parlamentsmedlem af Knesset, Michael Oren hævder, at Tamimis krøllede blonde hår "må betyde, at hun ikke er oprindelig palæstinensisk".

Han tweetede i øvrigt, at "det må være tvivlsomt, at hun tilhører al-Tamimi.familien", og at børnene, der protesterede havde iført sig amerikansk tøj for at skabe medfølelse og manipulere den vestlige verden til at føle sympati for deres situation.

Kommentatoren Ben Caspit opfordrer i det israelske dagblad Maariv til, at den 16-årige Tamimi bliver voldtaget i fængslet. Han anvender dog ifølge nyhedsbureauet AP ordene, "Pigerne bør betale prisen ved næst tænkelige lejlighed i ly af mørket, uden vidner og kameraer."

Ahed Tamini kan idømmes op til 10 års fængsel, hvis hun kendes skyldig i anklagerne.

04. jan. 2018 - 08:19   04. jan. 2018 - 09:29

Palæstina

ah@arbejderen.dk