12 Aug 2020  

KBH: Spredte skyer, 17 °C

Ministaten Dominica til valg i skyggen af kupfrygt

Advarsler om nyt kup

Ministaten Dominica til valg i skyggen af kupfrygt

ALBA-landene Venezuela, Cuba, Nicaragua og fem caribiske østater advarer om, at Dominica bliver næste mål for et kup planlagt af USA og landets højrekræfter.

Dominicas premierminister Roosevelt Skerrit afviser USA's og OAS's krav om en valgreform og advarer om, at et kupforsøg kan være på vej.
FOTO: Telesur
Dominicas premierminister Roosevelt Skerrit afviser USA's og OAS's krav om en valgreform og advarer om, at et kupforsøg kan være på vej.
FOTO: Prensa Latina

Fredag den 6. december er der parlamentsvalg i den lille østat Dominica i Caribien. 

OAS har ventet på denne lejlighed til at iværksætte sin strategi. Det er noget, som er forberedt gennem tre-fire år.
Roosevelt Skerrit, premierminister, Dominica

De cirka 75.000 indbyggere skal vælge 21 medlemmer til landets lovgivende forsamling. De 21 vælger derefter premierministeren, der siden 2005 har heddet Roosevelt Skerrit. Han er leder af arbejderpartiet Labor Party.

De seneste måneder har højreoppositionen organiseret demonstrationer, og mandag blokerede demonstranter vejen til øens lufthavn. Oppositionen kræver en valgreform gennemført, inden valget afholdes. Og oppositionen får støtte af USA's ambassadør i Dominica samt af lederen af Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) Luis Almagro, der har spillet og spiller en central rolle i forbindelse med det igangværende kup i Bolivia.

Miskrediterer valgsystemet

Almagro udtalte allerede i februar i år, at han efter møder med repræsentanter for oppositionen "frygtede, at det kommende valg ikke vil blive fri og fair", skriver St. Lucia News Online. Almagro har også henstillet til, at Dominica modtager en gruppe valgeksperter fra OAS til at bistå i en proces med revision af valglovene.

Almagros udspil for at miskreditere valgsystemet i Dominica blev onsdag i denne uge understøttet af USA's ambassadør i Dominica:

"Der er behov for at forbedre systemet med vælger-ID", skrev ambassadør Linda Taglialatela ifølge nyhedstationen Telesur. Dette krav om anderledes vælgeridentificering har OAS og landets højreopposition tidligere rejst.

USA's udenrigsministerium bidrager til at eksponere usikkerhed. Den 21. november udsendte Washington en advarsel til turister og rejsende: "Der er brug for øget forsigtighed under besøg i Dominica på grund af civil uro. Demonstrationer og protester kan finde sted med kort varsel eller helt uden", lyder det fra ministeriet.

Prensa Latina har dog blot berettet om meget begrænsede demonstrationer.

Under premierminister Roosevelt Skerrit har Dominica udviklet et tæt samarbejde med lande som Cuba og Venezuela, og Dominica er med i ALBA-samarbejdet. Dominica har sammen med andre lande i ALBA-kredsen flere gange stemt imod USA i spørgsmål om sanktioner mod Venezuela, og senest har Skerrit stemt for ALBA-landenes fordømmelse af kuppet i Bolivia.

– OAS angriber bestemte medlemsstater. Dominica er et af disse lande, og min regering er en af disse regeringer, siger Roosevelt Skerrit til Telesur. Så det handler ikke om valget eller valgprocessen. OAS har ventet på denne lejlighed til at iværksætte sin strategi. Det er noget, som er forberedt gennem tre-fire år, tilføjer Skerrit.

ALBA-lande støtter

Dominicas regeringsleder får støtte fra Cubas og Venezuelas udenrigsministre og fra regeringsledere i regionen:

– OAS og generalsekretær Luis Almagro er fjende af demokratiske og fremskridtsvenlige kræfter i vores del af verden, siger således premierminister Ralph Goncalves fra østaten St. Vincent og Grenadinerne.

Også regeringsleder Gaston Browne fra Antigua og Barbuda afviser USA's og OAS' pres for at gennemføre en valgreform inden valget.

Efter kup i Bolivia og regeringsskifte i Ecuador har disse to landet forladt ALBA-samarbejdet.

Men ALBA samler fortsat Cuba, Venezuela, Nicaragua og fem caribiske østater. Herfra er der kommet en stærk fordømmelse af OAS, USA og højrekræfternes i Dominica: 

"Dominica er det næste mål for Almagro og OAS. De ønsker at gentage det, de har gjort i forbindelse med valget i Bolivia", lyder det i en udtalelse.

I en tv-tale mandag aften fastslog premierminister Skerrit, at valget fredag den 6. december fastholdes, og han lovede, at "det vil blive frit og fair, sådan som valgene har været det i 41 år". Dominica fik sin selvstændighed fra britisk koloniherredømme i 1978, skriver Telesur.

Dominica er kun 754 kvadratkilometer. Jorden er frugtbar, og der dyrkes tropiske frugter og afgrøder. Der er ingen mineraler eller andre værdier i undergrunden. Dominicas energiforsyning er afhængig af en forsyningsaftale med Venezuela.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. dec. 2019 - 13:59   05. dec. 2019 - 16:05

Dominica

se@arbejderen.dk