16 Apr 2021  

KBH: Let skyet, 9 °C

"Mette Frederiksen lod sig udnytte af Israel"

Israelsk politiker:

"Mette Frederiksen lod sig udnytte af Israel"

Mette Frederiksen blev Benjamin Netanyahus "nyttige idiot" i valgkampagnen, da hun rejste til Israel og holdt pressemøde med ham, siger kritisk medlem af det israelske parlament. Desuden er det israelske sundhedsvæsen slet ikke så godt, som Mette Frederiksen fremstiller det.

Den 4. marts afholdt Mette Frederiksen, Israels premierminister Benjamin Netanyahu og Østrigs kansler Sebastian Kurz et pressemøde i Israel.
FOTO: Olivier Fitoussi/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Mette Frederiksen lod sig udnytte af Netanyahu på sin coronarejse til Israel op til det israelske valg på tirsdag den 23. marts. Hun var en "nyttig idiot for Netanyahu".

Netanyahu udnyttede Mette Frederiksens Israel-besøg til at påstå, at han er et geni og den bedste til at bekæmpe covid-19.
Ofer Cassif, Joint List

Det mener Ofer Cassif, der er medlem af det israelske parlament for den venstreorienterede Joint List.

Vaccinesamarbejde

Den 4. marts afholdt Mette Frederiksen, Israels premierminister Benjamin Netanyahu og Østrigs kansler Sebastian Kurz et pressemøde i Israel.

De tre blev enige om at undersøge mulighederne for at etablere produktion af covid-19-vacciner i et samarbejde mellem Israel, Danmark og Østrig. Samtidig blev de enige om at etablere en fælles forskningsfond.

– Netanyahu udnyttede maksimalt Mette Frederiksens og Kurtz' besøg til at stå frem og påstå, at han er et geni og den bedste i forhold til at bekæmpe covid-19, siger Ofer Cassif til Arbejderen.

Ifølge parlamentarikeren – der også er medlem af Israels Kommunistiske Parti – ønskede Netanyahu at fremstå som en "ægte, selvsikker statsmand" blot tre uger før parlamentsvalget.

– Netanyahus budskab var: Se, hvilke gode forbindelser til andre lande jeg har! Se, jeg er simpelthen frelseren!

Presset Netanyahu

Alt tyder på, at Netanyahus konservative parti Likud går tilbage ved valget på tirsdag. Han har derfor allieret sig med to ekstremt højreorienterede partier for at skaffe det nødvendige flertal på 61 mandater for at regere videre. Netanyahu har været ved magten i over 12 år. Så Netanyahu bruger al sin energi for at blive genvalgt.

Israel har vaccineret over 50 procent af sin egen befolkning mod covid-19. Men ikke de 5,2 millioner palæstinensere der bor i de besatte områder.

>> LÆS OGSÅ: Kritikere: Danmark bør opfordre Israel til at vaccinere palæstinenserne

Mette Frederiksen blev citeret for, at "Danmark er meget inspireret af Israels evne til at distribuere vacciner".

"Vi mener, at vi ved at samle ressourcerne blandt tre små, men meget kompetente og dygtige lande bedre kan imødegå udfordringerne", sagde Netanyahu på mødet i Jerusalem, flankeret af sine danske og østrigske kolleger.

Og Netanyahu fremstillede Israel, Danmark og Østrig som foregangslande.

"Skamløst udnyttet"

Men Ofer Cassif kritiserer, at den israelske regerings covid-19-politik er blevet blandet ind i valgkampen på en "useriøs og skamløs måde".

– Det skulle være så godt, at Netanyahu fik tilsendt vaccinerne så hurtigt og rullet et vaccineprogram ud. Det forlød, at Israel har lige netop de medicinske institutioner, som skulle være professionelle og stabile, siger Ofer Cassif til Arbejderen.

Alle vacciner i Israel er produceret udenfor Israel, selv om landet har egen medicinalindustri. Israels såkaldte vaccinesucces er importeret og baseret på Pfizer/BioNTech-vaccinen, som stammer fra EU.

– Der er helt klart en bagside af medaljen på sundhedsområdet i dette land, når man ser bort fra det store antal af vaccinerede israelere, mener Ofer Cassif.

Det er den israelske fagforeningsformand Assaf Adiv enig i.

– Netanyahu har håndteret covid-19 på en yderst opportunistisk vis ved hjælp af ethvert trick. Formålet har været at vise, at han er den dygtigste leder til at takle pandemien. I virkeligheden er han ansvarlig for, at sundhedsområdet i 20 år er blevet forsømt. Det har betydet, at der ikke er investeret nok indenfor områderne for sundhed og uddannelse, siger Assaf Adiv til Arbejderen.

Adiv repræsenterer fagforeningen Workers Advice Center (WAC-Maan), der er en uafhængig arbejderorganisation, som arbejder for at fremme faglig aktivitet i Israel med medlemmer både i den ikke-arabiske og den arabiske befolkningsdel.

Han tilføjer, at programmerne for erhvervsuddannelse stort set er brudt sammen under "det nyliberale regime".

Valgpropaganda

Asser Adiv er også aktiv i forbindelse med det kommende valg på tirsdag. Han sidder i bestyrelsen for det revolutionære, venstreorienterede arbejderparti Da'am, der stiller selvstændigt op.

Han mener, at Netanyahu fik maksimalt udbytte af Mette Frederiksens "belejlige besøg".

– Netanyahus nylige møder med ledere fra Danmark, Østrig, Ungarn og Tjekkiet var ikke andet end valgpropaganda, siger Adiv til Arbejderen.

Færre senge og læger

Den israelske organisation Læger for Menneskerettigheder bekræfter Assaf Adivs kritik af det israelske sundhedsvæsen. Der er store problemer indenfor sundhedsvæsenet, der "ikke var forberedt på covid-19-pandemien".

Gruppen skriver i en rapport fra oktober sidste år, at sundhedsvæsnet er "overbebyrdet". Blandt andet har landet oplevet "vedvarende nedskæringer for at reducere de offentlige udgifter". Byggeri af infrastruktur er udsat eller droppet.

Det gennemsnitlige beløb, som Israel bruger per indbygger på sundhedsområdet, er lavere end gennemsnittet for de rige, vestlige industrilande i OECD. Israel bruger 2780 dollars om året per indbygger, mens OECD's gennemsnit er på 3994 dollars.

I stedet er der skudt private klinikker frem, og israelere må i stigende grad forsikre sig selv for at få behandling, hvis de bliver syge.

Der er også for få sengepladser på hospitalerne. Israel har i gennemsnit 1,8 senge per 1000 indbyggere. I OECD er tallet 3,6. Patienterne bliver også hurtigere udskrevet end i Europa og USA.

Der er også blevet færre og færre læger og sygeplejersker, viser rapporten fra Læger for Menneskerettigheder, der også påpeger, at det er forkasteligt, at Israel ikke vaccinerer palæstinenserne mod covid-19 i besatte områder.

Bombet sønder og sammen

Assaf Adiv har intet til overs for Israels højt besungne sundhedssystem.

– Nu er Nehanyahu paradoksalt nok stolt af, hvad der var tilbage af det offentlige sundhedssystem. Af, hvad han endnu ikke har ødelagt, slutter Assaf Adiv.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. mar. 2021 - 06:42   18. mar. 2021 - 09:43

Israel

ah@arbejderen.dk
Israel til valg 2021
  • Parlamentsvalg den 23. marts 2021.
  • Premierminister Benjamin Netanyahu fra Likud forsøger at genvinde regeringsmagten.
  • Dertil har han allieret sig med to små, stærkt racistiske partier.
  • Det ene hedder Otzma Yehudit (Jødisk Magt) og står til fire mandater i meningsmålinger.
  • Det går ind for et "rent" jødisk parlament, hvor der ikke er "arabere til stede".
  • Partiet er en ideologisk efterkommer af det forbudte Kach-parti, der blev forbudt at opstille til valget i 1988, fordi det var for racistisk, selv efter israelske forhold.
  • Det andet racistiske parti er Religiøs Zionisme, ledt af Bezalel Smotrich. Han er født i en bosættelse i de af Israel besatte syriske Golanhøjder. Det står i meningsmålingerne til fem mandater.
  • Partiet ønsker "total krig" mod "Israels fjender" og er imod homoseksuelle ægteskaber.

Israel har et flerpartisystem med 120 mandater i parlamentet, Knesset.

  • Der skal bruges 61 mandater til et regeringsflertal.
  • Spærregrænse: 3,25 procent.
  • 5,9 millioner stemmeberettigede.
  • Palæstinensere på den besatte Vestbred og i det belejrede Gaza har ingen stemmeret.