22 Jul 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 17 °C

Mørklægger politiske donationer

Demokrati og penge i Indien

Mørklægger politiske donationer

Indiens to største partier har besluttet, at politiske donationer fra udlandet kan holdes anonymt. Internationale virksomheder kan nu købe politiske valg, frygter aktivister.

Præsident Modis lovændring kaster en mørk skygge over demokratiet. Den nye lov er hyklerisk, fordi der nu gælder forskellige regler for civilsamfundet og de politiske partier, kritiserer politiske aktivister.
FOTO: Ritzau Scanpix/AFP/Money Sharma
1 af 1

Med en hastebeslutning i det indiske parlament, har landets to førende partier – med det højreorienterede regeringsparti Bharatiya Janata Party (BJP) i spidsen  – besluttet at ændre en lov fra 2010, der skulle stoppe udenlandske donationer til indisk politik.

International virksomheder kan købe politiske partier her.
Prashant Bhushan, indisk højesteretssagfører

Nu kan indere i udlandet og internationale virksomheder med datterselskaber i Indien anonymt donere penge til politiske partier. Beslutningen blev taget uden parlamentarisk debat, skriver nyhedsstationen Al Jazeera.

Loven vil have tilbagevirkende kraft, og dermed undgår de to partier at blive straffet for brud på loven om internationale donationer, efter at en domstol i 2014 fandt både BJP og Kongrespartiet skyldige i at have modtaget penge fra det britisk-registrerede mineselskab Vedanta Resources i over otte år.

Loven giver straffrihed for tidligere brud på loven helt tilbage til 1976.

– En hvilken som helst international virksomhed kan nu købe et politisk parti her, siger Prashant Bhushan, en indisk højesteretssagfører, til Al Jazeera.

Civilsamfund under pres

Siden præsident Narendra Modi kom til magten i 2014, har han slået hårdt ned på NGO'er, der modtager udenlandsk støtte.

Over 20.000 NGO'er er i perioden blevet lukket ned på baggrund af den samme lov, som Modi nu har ændret i parlamentet.

Årsagen skal være, at præsidenten er bekymret for, at udenlandsk pengestøtte til civilsamfundet vil destabilisere det, som kaldes verdens største demokrati.

Flere aktivistgrupper mener dog, at præsidentens mål snarere er at stilne kritikken mod en regering, der undergraver miljøet til fordel for internationale virksomheder.

Hykleri og rige partier

De mener Modis nye lov er hyklerisk, fordi der nu gælder forskellige regler for civilsamfundet og de politiske partier.

Modis regeringsparti BJP er Indiens rigeste parti, med en formue på op mod én milliard kroner, og hvis indtægter består af 75 procent anonyme pengebidrag.

Landets næste største parti, oppositionspartiet Det Indiske Kongresparti, har en formue på over 200 millioner kroner, ifølge regnskabstal publiceret af den politiske vagthund Association for Democratic Reforms (ADR).

14. apr. 2018 - 21:23   14. apr. 2018 - 21:30

Indien

pv@arbejderen.dk