20 May 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 21 °C

LO Oslo anbefalede protester mod NATO

Interview

LO Oslo anbefalede protester mod NATO

LO i Oslo – Norges største LO-afdeling – vedtog enstemmigt at protestere mod NATO-øvelsen Trident Juncture og våbenkapløbet, fortæller organisationens formand, Roy Pedersen.

– Hvad med at række ud og samarbejde internationalt i Norden og Tyskland for freden? Vi vil også være glade, hvis det danske LO reagerede, siger LO Oslos formand, Roy Pedersen.
FOTO: Jan Vines
1 af 1

LO Oslo – en paraplyorganisation for 115 fagforeninger i Oslo med 105.000 medlemmer – deltog i forberedelserne af protesterne mod NATO-øvelsen Trident Juncture i Norge.

Fredsbevægelsen skal revitaliseres og bygges op fra grunden.
Roy Pedersen, formand LO Oslo

Øvelsen var den største NATO-øvelse siden Berlinmurens fald i 1989 og omfattede 50.000 soldater fra 31 lande. Officielt sluttede øvelsen 7. november, men en mindre del er fortsat i gang indtil den 27. november.

Ingen fremmede tropper

LO Oslos bestyrelse vedtog enstemmigt en appel imod, at flere hundrede amerikanske soldater udstationeres i Norge.

"Fra nu af har vi amerikanske soldater på norsk jord. Dette ændrer den norske base- og atompolitik om ikke at have fremmede tropper og atomvåben stationeret i landet i fredstid. Vi vil noget andet. Vi har brug for politikere, der siger, at milliarder til ny oprustning ikke er svaret på vores udfordringer, både i øst eller vest", lyder det i appellen.

LO Oslos formand, Roy Pedersen, synes ikke, at det er mærkeligt, at en faglig hovedorganisation markerer sig med protester mod NATO's militære oprustning.

– Så underligt er det nu ikke. Fagbevægelsen har i moderne tid arbejdet for fred siden især 1980'erne, hvor millioner protesterede imod, at atomvåben blev stillet op i Europa, siger Roy Pedersen til Arbejderen.

Den lokale LO-formand er tidligere jord- og betonarbejder og har i mange år været formand for byggearbejderne i Oslo.

Mod aktivistisk politik

LO Oslo mener, at landets forsvarsstrategi er ændret, hvilket gør Norge mere sårbar i tilfælde af konflikter i vores region.

– Vi siger i det hele taget nej til, at norsk sikkerhedspolitik har ændret sig til at blive aktivistisk og "out-of-area", tilføjer Roy Pedersen.

Som et eksempel på den aktivistiske udenrigspolitik, som Norge fører, nævner Roy Pedersen NATO's krig i Libyen i 2011.

– Regeringen, dengang ledt af Arbeiderpartiet, var så ivrig efter at deltage, at den ikke kunne vente på parlamentarisk behandling, men i stedet sendte bombefly afsted mod Libyen efter en afstemning med SMS blandt politiske ledere, siger Roy Pedersen og tilføjer, at militariseringen af politikken er sket næsten uden grundig debat og undersøgelse af konsekvenser.

Roy Pedersen er i modsætning til de fleste norske LO-ledere ikke medlem af det socialdemokratiske Arbeiderpartiet (AP). Han var i 1990'erne medlem af SF's søsterparti SV (Sosialistisk Venstre), men følte sig ikke hjemme. I dag er han partiløs, "men stemmer til venstre for AP", som han selv siger det.

Men er det ikke svært at være partiløs i et hav af socialdemokrater i fagbevægelsen?

– Nej, vi har et godt forhold. Selv AP's repræsentant i LO Oslos bestyrelse stemte for appellen mod NATO-øvelsen. LO i hele Norge har desuden en gammel beslutning om at protestere mod atomvåben, så der er ingen problemer i det.

Går LO Oslo ind for, at Norge forlader NATO?

– Vi er ikke enige, og der er forskellige meninger om det. Men det vigtigste er, at vi vender os imod oprustningen. Der må være plads til begge holdninger om fortsat NATO-medlemskab. Paroler må ikke splitte os.

Byg fredsbevægelsen

Hvad skal almindelige LO-medlemmer konkret gøre ved krigsoprustningen?

– Det er et godt spørgsmål. Fredsbevægelsen er i en situation, hvor den skal revitaliseres og bygges op fra grunden. Vi må først diskutere en politisk platform for, hvor vi står, og siden diskutere, hvilke typer aktiviteter der skal laves.

Roy Pedersen bliver konkret.

– Hvad med at række ud og samarbejde internationalt i Norden og Tyskland? Vi vil også være glade, hvis det danske LO reagerede, siger en optimistisk Roy Pedersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. nov. 2018 - 09:22   16. nov. 2018 - 12:23

Norge

ah@arbejderen.dk, se@arbejderen.dk
Rød bog: Roy Pedersen
  • Roy Pedersen er formand for LO Oslo.
  • LO Oslo er en paraplyorganisation for 115 fagforeninger i Oslo med 105.000 medlemmer.
  • LO Oslo vender sig mod NATO-øvelsen Trident Juncture i Norge og Norden.
  • Roy Pedersen (56 år) er jord- og betonarbejder og har i mange år været formand for Oslo Bygningsarbeiderforening.
  • Blev 18. maj 2009 formand for LO Oslo.
  • Medlem af Nei til EU's faglige udvalg.
  • Er i modsætning til de fleste LO-ledere i Norge ikke medlem af det socialdemokratiske Arbeiderpartiet (AP).
  • Var i 1990'erne medlem af SF's søsterparti SV (Sosialistisk Venstre), men følte sig ikke hjemme.
  • I dag er han partiløs, "men stemmer til venstre for socialdemokraterne i AP".