05 Aug 2020  

KBH: Spredte skyer, 10 °C

Labours højrefløj saboterede Jeremy Corbyns valgkamp i 2017

Ny rapport:

Labours højrefløj saboterede Jeremy Corbyns valgkamp i 2017

Ny lækket rapport viser, hvordan højtstående medlemmer af Labours højrefløj underminerede partiets valgkamp i 2017 og især partileder Jeremy Corbyn. Flere håbede på, at et valgnederlag til partiet ville få Corbyn til at gå af.

Den afgåede partiformand for Labour Jeremy Corbyn (til højre) og den nye partiformand Keir Starmer.
FOTO: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Højtstående medlemmer af det britiske socialdemokrati Labour saboterede partiets valgkamp i 2017 og underminerede den daværende partileder Jeremy Corbyn.

Labour ville have vundet parlamentsvalget i 2017, hvis det ikke var for sabotage.
Richard Burgon, labourmedlem af Underhuset

Det fremgår af en intern rapport fra partiet, der blev lækket i weekenden. Tusinder af interne e-mails og WhatsApp-chats fra højtstående labourmedlemmer i partiapparatet – blandt andet pressetjenesten og valgkamphovedkvarteret – viser ifølge det britiske dagblad The Independent, at der er foregået en "enorm sammensværgelse mod Corbyn".

"Corbyn var for langt til venstre"

Rapporten – der lige nu cirkulerer blandt partiets medlemmer – afslører ifølge det britiske dagblad Morning Star, hvordan nogle af partiets mest højtstående ansatte saboterede Corbyns ledelse og forhindrede alt, hvad den besluttede at gøre.

Rapporten bærer titlen "The work of the Labour Party’s Governance and Legal Unit in relation to antisemitism, 2014-2019". 

I den 860-siders interne rapport fra marts 2020 fremgår det, at partiets højrefløj, de såkaldte "blairister" siden 2015 har arbejdet for at underminere Corbyn, hvis politik blev betragtet som "langt til venstre".

Labour slog ind på en åben nyliberal politisk kurs under partileder og premierminister Tony Blair fra 1997-2007. Men Jeremy Corbyn drejede partiet til venstre, da han blev valgt som formand 2015 og frem, til han trådte tilbage i 2020, på et program for blandt andet nationalisering af britisk jernbane samt vand, post og el.

>> LÆS OGSÅ: Tre ud af fem briter støtter Labours nationaliseringsplan

Sagerne blev syltet

Den interne rapport blev i sin tid bestilt af partiets ledelse for at undersøge, om der er hold i beskyldningerne om, at partimedlemmer har fremsat antisemitiske holdninger.

Rapporten afslører blandt andet, at hver gang Corbyn tog initiativ til at tage sager op for at bekæmpe påstået antisemitisme, blev forsøgene saboteret af topmedarbejdere i partiets hovedkvarter, der syltede sagerne. Formålet var at få Corbyn til at fremstå som en svag leder, der dækkede over "rådne æg" i partiet, skriver Morning Star.

Tabte valgkamp

Ifølge rapporten saboterede en række af Labours topfolk desuden partiets valgkamp i 2017, hvor partiet manglede præcis 2227 stemmer i de "rigtige" valgkredse for at besejre De Konservative og få regeringsmagten.

Op til valget i kredsene Copeland og Stoke-on-Trent skriver en højtstående labourmedarbejder, at "hvis vi taber disse valg, kan det udløse et nyt formandsvalg" i partiet.

Rapporten citerer flere i partitoppen for at sabotere partiets arbejde ved for eksempel at "møde op på kontoret og ikke røre en finger i et par måneder" og kun gøre, "hvad vi direkte bliver beordret til".

Da en overraskende exitpoll i 2017 viste, at Labour gik frem ved parlamentsvalget, chattede en topmedarbejder i partiets hovedkvarter, at "dette er det modsatte af det, jeg har arbejdet for i de sidste par år".

En anden skrev, at "jeg følte mig faktisk dårlig, da jeg så YouGov-målingen i går aftes."

Men allerede i 2015 reagerede en topmedarbejder, da John McDonnell, Corbyns skyggeminister, offentligt opfordrede til at hæve selskabsskatten. "Det er ikke til at tro på", lød reaktionen.

Andre ansatte i det centrale partiapparat opfordrede til at kanalisere penge til Labours daværende næstformand, Corbyn-kritikeren Tom Watson og hans valgkreds.

Flere topfolk i Labour valgte ifølge rapporten at lave deres egen valgkamp for partiets højrefløj og tildele dem ekstra støtte gennem partibudgettet.

Valget i 20017 blev snævert vundet af De Konservative under partileder Theresa May.

>> LÆS OGSÅ: Britisk Labour fremlægger valgmanifest

Syg humor

I flere chats anvender ansatte i Labour direkte sygelige skældsord – pakket ind som ironi og humor – mod Corbyn i 2015.

"Død ved brand er for skånsomt for ham", skriver en modstander af Corbyn. Efterfølgende svarer Corbyns egen økonomiske rådgiver Ali Moussavi, at "vi bør gøre det af med ham".

Labours presseansvarlige Sarah Brown replicerer, "at hænge eller brænde ham virker som en overdrivelse".

Jo Green, ansvarlig for Labours centrale medieteam, skriver: "Ethvert parlamentsmedlem, der nominerer Corbyn, fortjener at blive pillet ud af mængden og skudt".

Chats og e-mails afslører, at den helt centrale leder i Labours partiapparat, lederen af Governance & Legal Unit Emilie Oldknow forventede, at ansatte "fabrikerede sager mod personer i partiet, som hun eller hendes allierede ikke kunne lide" på grund af deres politiske synspunkter.

Vrede til venstre i Labour

Rapporten er en bombe i partiet, og der er stor bitterhed ovenpå afsløringerne blandt partiets venstrefløj.

– Labour ville have vundet valget i 2017, hvis det ikke var for sabotage, siger Richard Burgon, medlem af Underhuset for Labour, ifølge TV-stationen TeleSur.

Tidligere sekretariatsleder for Labours skyggeregering Jon Trickett siger ifølge Morning Star, at afsløringerne er "forbløffende".

Ian Lavery, der tidligere var medlem af skyggeregeringen, beskriver rapporten som "overraskende, men forventelig".

Han besad mellem 2017-2020 posten som ansvarlig for Labours partiadministration og førte tilsyn med partiets valgkampe.

Diane Abbott, medlem af Underhuset og Corbyns skyggeregering, protesterer åbent imod, at Labours nye leder Keir Starmer tilsyneladende vil beholde og endda muligvis forfremme den omtalte Emilie Oldknow.

– Hun burde aldrig igen ansættes i Labour på nogen post, siger Diane Abbott ifølge Morning Star.

Mulige disciplinærsager

Matt Wrack, formand for Brandmændenes Fagforening (FBU), der er tilknyttet Labour, opfordrer Keir Starmer til at indlede "disciplinærsager mod de involverede".

– Mens Jeremy Corbyn forsøgte at vinde valget og danne regering, og vi andre rendte trapper tynde for at overbevise vælgerne om dette, førte højtstående partifolk en ond sabotagekampagne mod partiformanden, siger Matt Wrack til Morning Star.

Lederen af fagforbundet for kommunikationsansatte (CWU) Dave Ward kræver, at "de involverede bliver suspenderet af partiet".

Men Labours nyvalgte leder Keir Starmer fastholder, at partiet blot skal igangsætte en "uafhængig undersøgelse", der primært skal beskæftige sig med, "hvordan den interne rapport egentlig blev lækket", fremgår det af en pressemeddelelse ifølge The Independent.

>> LÆS OGSÅ: Fagforeninger står bag Jeremy Corbyn

Dog udtalte en af Starmers nuværende skyggeministre Anneliese Dodds mandag, at der sandsynligvis vil komme "disciplinærsager" efter en "uafhængig gennemgang" af rapporten, skriver Morning Star.

Starmer har kort efter sin tiltræden fjernet de otte mest prominente Corbyn-støtter i sit nye skyggeministerium og udnævnt den kendte, mere midtersøgende "blairist" Ed Miliband som ny erhvervspolitisk talsmand.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. apr. 2020 - 12:26   24. apr. 2020 - 09:37

Storbritannien

ah@arbejderen.dk
Rapport afdækker splittelse i Labour
  • En ny intern rapport afslører en dyb splittelse i det britiske socialdemokrati Labour.
  • Rapporten, der blev lækket i weekenden, havde til formål at undersøge vedvarende anklager om antisemitisme i partiet og partileder Jeremy Corbyns manglende opgør med antisemitisme.
  • Rapporten er udarbejdet af Labours "Ligheds- og Menneskerettighedskommission", men forfatterne er anonyme.
  • De har haft adgang til interne e-mails og WhatsApp-chats mellem partiets topfolk i partiapparatet.
  • Rapporten anklager højtstående partimedlemmer for at sabotere Jeremy Corbyns forsøg på at håndtere anklagerne om antisemitisme og partiets valgkamp i 2017 med det formål at vælte den daværende leder.
Om Labour
  • Blev stiftet i 1900.
  • Dannede regering for første gang i 1924, men regeringen holdt kun i få måneder.
  • 14 fagforeninger er tilknyttet Labour. Heriblandt er brandmændenes forbund FBU, minearbejdernes forbund NUM, bagere og fødevarearbejdernes forbund BFAWU og Unison – forbundet for offentligt ansatte.  
  • Har 600.000 medlemmer.
  • Fik i 2017 262 ud af 650 pladser i Underhuset og 199 ud af Overhusets 797 pladser.
  • Fik i 2019 203 ud af 650 plandser i Underhuset og 176 ud af Overhusets 797 pladser.
  • Leder: Keir Starmer.
  • Fem millioner labourvælgere stemte for brexit ved folkeafstemningen i 2016.
  • I 70 procent af alle valgkredse, hvor Labour dominerer, stemte et flertal for at forlade EU.