11 Apr 2021  

KBH: Overskyet, let regn, 3 °C

Kritikere: Danmark bør opfordre Israel til at vaccinere palæstinenserne

Mette Frederiksens omstridte Israel-besøg

Kritikere: Danmark bør opfordre Israel til at vaccinere palæstinenserne

At Israel nægter at massevaccinere 5,2 millioner palæstinensere på besat område bør tages op af Mette Frederiksen, når hun torsdag møder Israels Benjamin Netanyahu, mener både Amnesty International, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening samt alle regeringens støttepartier.

Mette Frederiksen bør oplyse sin israelske kollega, Benjamin Netanyahu, om at Israel ifølge international ret er forpligtet til at sikre, at de palæstinensere, der lever under deres kontrol, har adgang til vaccinerne, mener Amnesty International.
FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
1 af 1

At den danske statsminister torsdag tager til Israel for at føre samtaler med den israelske premierminister Benjamin Netanyahu om blandt andet at købe vaccinedoser og opføre vaccinefabrikker får kritik fra en række partier i Folketinget, men også fra Amnesty International.

Israels vaccineprogram understreger den institutionaliserede diskrimination, der definerer den israelske regerings politik over for palæstinensere.
Lisa Blinkenberg, Amnesty International

Israel nægter at massevaccinere 5,2 millioner palæstinensere på besat område.

Forpligtelser

Det er netop dette problem, at Mette Frederiksen burde tale med Netanyahu om, mener Amnesty International i Danmark.

– Når Mette Frederiksen mødes med Israels premierminister Benjamin Netanyahu, opfordrer Amnesty International hende til at minde ham om Israels forpligtelser over for palæstinenserne, når det kommer til Israels vaccineprogram, siger Amnestys seniorrådgiver Lisa Blinkenberg til Arbejderen.

– Som besættelsesmagt er Israel ifølge international ret forpligtet til at sikre, at de palæstinensere, der lever under deres kontrol, har adgang til vaccinerne, tilføjer hun.

Ifølge international lov – Genève-konventionens artikel 56 – skal en besættelsesmagt tage alle de "foranstaltninger, der er nødvendige for at bekæmpe spredningen af ​​smitsomme sygdomme og epidemier".

Israel foregangsland?

– Israels vaccineprogram understreger den institutionaliserede diskrimination, der definerer den israelske regerings politik over for palæstinensere. Mens Israel er det land, der har vaccineret flest mod corona, modtager millioner af palæstinensere, der bor under israelsk kontrol på Vestbredden og i Gazastriben, ingen vaccine eller bliver nødt til at vente meget længere, siger Lisa Blinkenberg.

>> LÆS OGSÅ: Israel tillader ikke coronavaccine til palæstinensere i besatte områder

Selv nævner Mette Frederiksen ikke den manglende vaccine til palæstinenserne op til rejsen på torsdag, men roser Israel for at være et foregangsland i forhold til at vaccinere befolkningen. 53 procent af alle israelere over 15 år er i dag vaccineret, med første does. 39 procent har fået anden dose, påstår de israelske sundhedsmyndigheder.

Vaccinefabrikker

Ifølge Financial Times er vaccinefabrikker et centralt emne i den diskussion, de tre regeringers ledere skal have i Israel. Ifølge avisen skulle de tre lande allerede være i dialog med Pfizer og Moderna om fabrikkerne. Men at palæstinenserne mangler at blive vaccineret får ikke statsministeren til at holde igen med sin købelyst og interesse i vaccinefabrikker.

– Alle lande, der har vacciner, som ikke kan bruge deres vacciner, enten fordi de ikke når at udrulle, i takt med at vi gør, eller af andre årsager, dér køber vi dem gerne, siger Mette Frederiksen ifølge dr.dk.

Om vaccinefabrikkerne siger hun:

– Det er i hvert fald ikke et urealistisk scenarie, lad mig sige det sådan. Det vi har behov for, det er at få produktionskapaciteten væsentligt bragt op, siger hun.

Besøget i Israel er kommet i stand på Mette Frederiksens initiativ, og med sig har hun Østrigs kansler Sebastian Kurz. De skal diskutere vaccinefabrikker og forskning og køb af vaccinerne fra Israel.

– Hvorfor i alverden tager statsministeren – som jeg ellers synes har taklet coronaen godt herhjemme – til møde med en nationalkonservativ tosse fra Østrig og en krigsforbryder fra Israel, siger formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening Fathi El-Abed til Arbejderen.

Alliancen mellem Danmark, Israel og Østrig daterer sig tilbage til april 2020. Her inviterede Østrig en række små og mellemstore lande til at udveksle erfaringer om corona. Med i gruppen var blandt andre også Grækenland, Australien og Tjekkiet.

Kommunistformand kritisk

Kommunistisk Partis nye formand Lotte Rørtoft-Madsen mener, at der naturligvis er behov for at vaccinere den danske befolkning.

– Men det kan aldrig ske på bekostning af et andet folk i verden, siger hun til Arbejderen og tilføjer, at det er "en skandale", at Danmark samarbejder med Israel og sidder ved samme bord.

– Der er tale om at samarbejde med en brutal besættelsesmagt, som nægter at vaccinere en befolkning under besættelse.

Lotte Rørtoft-Madsen kritiserer også Mette Frederiksens plan om at diskutere vaccineproduktion med Israels premierminister og minder om, at det blot er få år siden, at Danmark havde en statslig vaccineproduktion.

– For få år siden solgte en socialdemokratisk regering den danske vaccineproduktion til en brutal stat i Mellemøsten (Saudi-Arabien, red.). I dag samarbejder statsministeren så med en anden undertrykkende stat i Mellemøsten om vacciner, siger Lotte Rørtoft-Madsen.

"Vaccine-apartheid"

På Christiansborg kritiserer regeringens støttepartier statsministerens tilbud om at købe vacciner i Israel. SF’s udenrigsordfører Karsten Hønge mener ikke, at hun bør tilbyde at købe vacciner af Israel.

– Jeg vil meget, meget nødig vaccineres med en vaccine, der kunne være gået til fattige palæstinensere, siger Hønge til Politiken og tilføjer, at Netanyahu "kun har skuldertræk tilovers for internationale konventioner". Han kalder Israels politik for "vaccine-apartheid".

Enhedslisten er også imod Frederiksens købstilbud og tog sagen op på et møde i Udenrigspolitisk Nævn i går tirsdag.

– Det er betænkeligt, at man vil købe vacciner fra et land som Israel, der ikke har en plan for, hvordan den palæstinensiske befolkning i Israel skal vaccineres, siger partiets coronaordfører Peder Hvelplund til Berlingske Tidende.

>> LÆS OGSÅ: Israel leverer alligevel covid-19-vaccine til Gaza

De Radikale mener, at Mette Frederiksen skal rejse vaccineproblematikken over for Benjamin Netanyahu.

– Jeg vil nødig have, at Danmark kommer til at tage vaccinerne ud af armene på palæstinenserne, siger udenrigsordfører for De Radikale og formand for Udenrigspolitisk Nævn Martin Lidegaard (R) til Politiken.

Venstre ser til gengæld ikke det store problem i, at Danmark har tilbudt at købe overskydende vacciner af Israel. Selv siger Mette Frederiksen ifølge BT:

– Jeg vurderer, denne rejse er nødvendig. Israel ligger så absolut i front, når det kommer til vaccine. At vi forhåbentlig kan lave et strategisk samarbejde, er der behov for.

Israel sælger ikke vacciner

Men Fathi El-Abed siger til Arbejderen, at alle de toneangivende partier i Israel indbyrdes er enige om slet ikke at sælge vacciner til udlandet, før alle israelere er vaccineret.

– Jeg må skuffe Mette Frederiksen. Hun får intet ud af sit købstilbud, andet end at Netanyahu kan udnytte sagen til at cementere sin magtposition op til nyvalget den 23. marts, siger han.

>> LÆS OGSÅ: WHO-rapport: Corona rammer flygtninge særligt hårdt

I sidste uge skrev israelske medier, at Israel vil sende vacciner til andre lande, heriblandt Ungarn, Tjekkiet, Guatemala og Honduras, alle lande, der har flyttet deres ambassader til Jerusalem eller har planer om det.

Disse planer er nu lagt på is, oplyser Fathi El-Abed, der dagligt følger med i israelske medier. Og årsagen er kun, at israelske politikere mener, at israelske borgere skal først i vaccinekøen.

Israel er begyndt at vaccinere de 122.000 palæstinensere, der dagligt krydser grænsen til Vestbredden for at arbejde i Israel. Men ikke de 5,2 millioner på Vestbredden og i Gaza.

Israel taler usandt

Fathi El-Abed mener, at Israels påstand om, at den ikke har særligt ansvar for det palæstinensiske sundhedssystem og derfor ikke vil massevaccinere, er hovedløs. Israel mener, at en konsekvens af, at palæstinenserne underskrev Oslo-aftalerne fra 1995, er, at de skal klare vaccineprogrammer selv.

– Det er simpelthen noget vrøvl. Det er simpelthen ikke korrekt. Ifølge Oslo-aftalerne skal palæstinenserne varetage hverdagen, en slags kommunalt selvstyre. Der står intet om et nationalt vaccineprogram, siger Fathi El-Abed.

>> LÆS OGSÅ: Gaza ramt af coronapandemien

På mødet i Udenrigspolitisk Nævn i går tirsdag sagde Enhedslistens Søren Søndergaard, at "regeringen åbenbart vil gøre Danmark vaccineafhængig af Israel i stedet for for eksempel et nordisk samarbejde og frarøve palæstinenserne vaccine.

Mødet, hvor udenrigsministeren og forsvarsministeren deltog, fik ikke statsministeren til at ændre sin tur til Israel og samtaleemnerne dér.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. mar. 2021 - 10:39   04. mar. 2021 - 21:36

Boykot Israel

ah@arbejderen.dk