16 Jan 2021  

KBH: Ingen skyer af betydning, -6 °C

Imod den moderne fodbold: Fra fællesskab til aggressiv kapitalisme

Analyse

Imod den moderne fodbold: Fra fællesskab til aggressiv kapitalisme

Moderne fodbold styres af penge, TV-aftaler og sponsorer. I Storbritannien, Spanien og Italien tvinges fansene til at betale store summer for at se deres hold spille uden at få indflydelse på, hvordan deres klubber bliver styret. Hvad sker der, når vi overlader idrætten til kapitalistiske profitinteresser? Morgan Petterson forklarer begrebet "den moderne fodbold".

Roman Abramovitj har investeret millioner i købet af den britiske Premier League-klub Chelsea. Abramovitj skabte sin formue på at opkøbe statslige selskaber, der blev solgt for en slik efter Sovjetunionens kollaps.
FOTO: Clive Rose/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

Det er aften den 21. august på Estadio da Luz i Lissabon. På banen står 22 spillere klar. De skal kæmpe om klubfodboldens fineste titel: Champions League.

Den tiltagende kommer-cialisering af fodbolden kom blandt andet til udtryk i højere lønninger. Igennem de samme 20 år, hvor prisen på billetterne steg med det tidobbelte, steg spillernes løn med 1500 procent.

I finalen mødes de regerende tyske mestre, Bayern München, og deres franske modsvar, PSG. Tilsammen har spillerne en samlet markedsværdi et godt stykke over 18 milliarder svenske kroner.

For imens fodbold også spilles på projektøroplyste baner og handler om lokalklubbens overlevelse i femte division eller om forstædernes forsøg på med en bold at skabe fællesskab og integration, findes der en helt anden side, som har gjort fodbold og publikums kærlighed til sporten til en milliardindustri.

Startskuddet til det, der blandt fans kaldes "den moderne fodbold", er svært at datere til en bestemt dag, et sted eller bare et specifikt årstal. Det er lettere at se det som en proces og et led i en stadigt mere aggressiv kapitalisme, som leder efter nye indtægtskilder.

En form for begyndelse kan dog siges at være, da Premier League blev dannet i England i 1992-93. Igennem 104 år havde det engelske fodboldforbund (FA) arrangeret og drevet den engelske fodbolds højeste liga, som kæmpede med dårlige stadioner, dalende interesse og faldende indtægter. Nu gik de førende klubber sammen i "The Founder Members Agreement" og dannede aktieselskabet FA Premier League.

Serien og organisationen var helt uafhængige af fodboldforbundet. Dermed kunne selskabet selv forhandle med TV-selskaberne om sendetilladelser og sponsorforretninger. Resultatet? Tallene lyver ikke.

Mellem første sæson 1992-93 og sæsonen 1996-97 lå indtægterne for TV-rettigheder per sæson i snit på 38,3 millioner pund. For sæsonerne 2019-20 til 2021-22 forventes indtægterne at blive 1533 millioner pund. En ganske god økonomisk udvikling.

 Det er ingen overdrivelse at sige, at der er blod på pengene fra Qatar.

Lukrative aftaler med TV førte snart til, at store virksomheder så muligheden for at udbrede deres brands til millioner af tv-seere. Eftersom FA Premier League nu var et aktieselskab, kunne enhver byde ind på at blive hovedsponsor.

Det kostede ganske vist store pengesummer, men så havde man kontrol over ligaens navn. Og højt oppe på lægterne og bagved de opdigtede firmanavne sidder der i dag en kapital, der har gjort fodbolden til sin egen guldgrube.

Investerer i klubber

Roman Abramovitj er russeren, der i 2003 bestemte sig for at investere alle de millioner, han havde skrabet til sig efter Sovjetunionens fald. Abramovitj havde via nære forretningspartnere direkte kontakt med Boris Jeltsin, som efter 1991 solgte ud af de statslige foretagender for en brøkdel af markedsværdien. Så kunne Roman Abramovitj købe majoriteten af det statslige olieselskab Sibneft. I 2005 solgte han sin andel i selskabet for 13 milliarder dollars.

To år tidligere havde han indledt den trend, som i dag er mere reglen end undtagelsen: Udenlandsk storkapital opkøber fodboldklubber som en investering. I 2003 købte Roman Abramovitj Londonklubben Chelsea FC. Det ønskede resultat indtræffer planmæssigt. Titler fra indenlandske turneringer, ligakampe og udenlandske turneringer havner i London.

Men udviklingen henimod mere kommerciel fodbold betales af alle de mennesker, der elsker sporten. At se dit hold spille en kamp er i dag en økonomisk udskrivning. Et par år før Premier League blev dannet, kostede den billigste billet til Liverpools hjemmekampe fire pund. 20 år senere kostede den samme billet 41 pund.

Den tiltagende kommercialisering af fodbolden kom blandt andet til udtryk i højere lønninger. Igennem de samme 20 år, hvor prisen på billetterne steg med det tidobbelte, steg spillernes løn med 1500 procent.

At Roman Abramovitj elsker fodbold er sikkert sandt, men han elsker utvivlsomt sine penge højere. I dag har Chelsea FC's brand en anslået værdi på rundt regnet ni milliarder svenske kroner.

Qatar i søgelyset

En anden interessant aktør på det globale fodboldmarked er staten Qatar. Igennem selskabet Qatar Sports Investment, QSI, købte Qatar i 2011 cirka 70 procent af aktierne i Paris Saint-Germain, PSG. Den samlede købesum landede på 50 millioner euro, altså rundt regnet en halv milliard svenske kroner.

Nogle år senere købte QSI også resten af aktierne, og i dag er selskabet eneejer af PSG. En halv million kroner kan lyde af mange penge, men ikke for QSI: I 2017 betalte selskabet over to milliarder svenske kroner for at købe brasilianeren Neymar af Barcelona. Samtidig beregnes PSG som brand til i dag at være over én milliard svenske dollars værd.

Lukrative aftaler med TV førte snart til, at store virksomheder så muligheden for at udbrede deres brands til millioner af tv-seere.

Pengene fra Qatar, som førte PSG til den første Champions League-finale, er kontroversielle. Golfstaten Qatar er kommet i søgelyset, fordi arenaerne til den kommende VM-turnering bygges af importeret arbejdskraft, som arbejder til usle lønninger og med livet som indsats. Mange arbejdere har allerede mistet livet.

Qatar fik VM i forbindelse med alle bestikkelsessagerne i det internationale fordboldforbund FIFA. Qatar anklages også for at være formidlere til terrororganisationer som IS og for at støtte terroren økonomisk. Det er ingen overdrivelse at sige, at der er blod på pengene fra Qatar.

Hvordan ser det ud i Sverige? Svensk fodbold er jo sjældent med på samme niveauer som engelske klubber eller franske ligamestre.

Ud over Malmö FF's besøg i Champions Leagues gruppespil og Östersunds fremgang i Champions League – en fremgang som i høj grad skyldtes økonomisk kriminalitet, hvor foreningens formand anklagedes for ved hjælp af overfakturering og falske fakturaer at have hentet store summer til klubben – er der ikke opnået international fremgang på disse niveauer siden IFK Göteborgs glansperiode i 80'erne.

51-procentsreglen

Det, som indtil nu har forhindret svensk fodbold i at foretage samme kommercielle rejse som fodbolden i for eksempel England, er den såkaldte 51-procentsregel.

Reglen indebærer, at mindst 51 procent af stemmerne skal ejes af aktieselskabets medlemmer – enkeltpersoner eller virksomheder kan altså ikke eje en majoritet i en svensk idrætsforening. 49 procent af et hold kan ejes af et selskab, men de resterende stemmer tilhører medlemmerne i klubben.

51-procentsreglen har gjort det uinteressant for udenlandske finansfolk at investere kapital i svenske klubber. Flere lande har samme regel, deriblandt Tyskland.

Landene med 51-procentsregler har det til fælles, at den forsvares benhårdt af klubbernes fans. Blandt de medlemmer er modstanden imod den moderne fodbold nærved total. Selvom Bayern München spiller finale i Champions League og faktisk til en vis grad finansieres af QSI, så er det klubbens medlemmer, der ejer klubben.

En konsekvens af dette er, at billetpriserne i Tyskland i gennemsnit er halvt så dyre som for eksempel i England. I Tyskland koster en gennemsnitsbillet i den højeste serie omtrent 300 svenske kroner. I England koster en gennemsnitlig billet til Premier League i omegnen af 600 svenske kroner.

Men i jagten på nye markeder angribes 51-procentsreglen af storkapitalen. I Tyskland har energidrikgiganten Red Bull opkøbt den størst mulige del af det, der i dag hedder RB-Leipzig. Eftersom virksomhedsnavne er forbudt for tyske klubber, så står RB ikke bare for Red Bull, men i stedet for "RassenBallsport" (græsfodbold).

Selv i Sverige sker seriøse forsøg på at bryde 51-procentsreglen. AFC Eskilstuna blev grundlagt af Alex Ryssholm, en russisk forretningsmand, som siden 1989 har boet og arbejdet i Sverige. Klubben blev startet som et selskab med fokus på at træne unge og lovende fodboldspillere. I 2012 blev AFC en fodboldklub, som gennem sammenlægninger med andre klubber højere oppe i seriesystemet nåede helt op i den øverste svenske liga – Allsvenskan – i 2017.

Ud over at AFC tog den lette vej op i seriesystemet, har Ryssholm skabt regler, som tilsidesætter 51-procentsreglen, som AFC stadig ikke kan omgå. Spørgsmålstegnene omkring klubbens vedtægter har været talrige: Blandt andet har AFC haft elitefodboldens absolut højeste medlemsafgifter, og for at have stemmeret på årsmødet kræves mindst ét års medlemskab. Klubbens formand vælges for 10 år.

Og selvom AFC Eskilstuna er en undtagelse, bør den, som brænder for idræt uden kommercielle interesser, og anser medlemsdemokratiet for at være fundamentet for svensk fanskultur, være på vagt.

Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. dec. 2020 - 07:32   25. dec. 2020 - 07:34

Idræt

af Morgan Petterson, den svenske ugeavis Proletären
Danske fodboldklubber solgt til udlandet

Otte danske fodboldklubber er i de seneste år helt eller delvist blevet solgt til udenlandske investorer.

  • FC Midtjylland – britisk ejet.
  • FC Nordsjælland – britisk ejet.
  • SønderjyskE Fodbold – amerikansk ejet.
  • Vejle Boldklub – ejes af en investor fra Moldova.
  • FC Helsingør – amerikansk ejet.
  • HB Køge – amerikansk ejet.
  • Næstved Boldklub – tysk ejet.
  • Fremad Amager – ejet af investorer med base i London og Monaco.
  • Vendsyssel FE – schweizisk ejet.

Kilde: Tipsbladet og TV2