21 Oct 2020  

KBH: Spredte skyer, dis, 11 °C

Hvideruslands kommunister står splittede i vurderingen af historiske protester

Hviderusland i opbrud del 5

Hvideruslands kommunister står splittede i vurderingen af historiske protester

De politiske protester i kølvandet på præsidentvalget i Hviderusland har udviklet sig til et historisk socialt oprør. Aksel V. Carlsen har taget et kig på, hvordan Hvideruslands kommunister analyserer situationen.

Uroligheder har præget gaderne flere steder i Hviderusland i kølvandet på præsidentvalget. Her fra Minsk, 10. august 2020.
FOTO: Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

De politiske protester i Hviderusland mod valgsvindel og politivold har udviklet sig til en bred social rejsning i et omfang, der ikke tidligere er set magen til.

Den kommunistiske bevægelse er internt præget af ideologisk og politisk uenighed.

Og da landet geopolitisk spiller en vigtig rolle, ikke mindst som grænseland til NATO, er det klart, at både Rusland og dets allierede på den ene side og USA, NATO og EU på den anden følger udviklingen tæt.

Hverken præsident Lukashenko, valgets andre kandidater eller den brede befolkning er dog fjendtlig stemt mod Rusland. Tværtimod.

Derimod vækker NATO's oprustning nær grænsen og Vestens direkte og indirekte indblanding – med sponsorater til politiske eksilemigranter og systemkritiske tv-kanaler – bekymring hos mange.

Protester og planer

Søndag den 16. august afholdt oppositionen i flere byer frihedsmarcher. Alene i Minsk deltog cirka 200.000, og antallet af fængslede er oversteget 7000. De fleste er efter et par døgns tilbageholdelse, mishandling og ydmygelse løsladt – med sår på krop og sjæl.

Tusinder har overvundet årtiers passivitet. Blandt dem, der er gået på gaden, er mange unge, men også veteraner fra faldskærmstropperne samt læger og sygeplejersker.

Både i Minsk og i andre byer har der på virksomheder været protestmøder eller strejker. Bemærkelsesværdigt er strejkerne på statsejede industrigiganter som Minsk Traktorfabrik, Lastbilfabrikken BelAZ og blandt minearbejderne i byen Soligorsk – hvor der er fremsat politiske krav.

Flere steder udenfor Minsk kommer myndighederne de protesterende i møde. I landets femtestørste by Grodno gav den af Lukashenko udnævnte borgmester grønt lys til, at oppositionen kom til orde i byens lokal-tv, samt til afholdelse af et stort protestmøde i byens centrum.

Også borgmesteren i grænsebyen Brest mødte op til et protestmøde og fortalte, at alle de fængslede var blevet løsladt.

Da en teaterdirektør i Minsk – der offentligt havde fordømt den grove politivold – forleden blev fyret, gik teaterets ansatte i strejke. Samtidig er et solidarisk græsrodsinitiativ startet med pengeindsamling til ofre for politivold. Den har fået bred opbakning.

Og Svetlana Tikhanovskajas støtter har i Minsk præsenteret en koordinationskomité til dannelse af en overgangsregering. I den indgår eksempelvis nobelpristager, forfatter Svetlana Aleksijevitj samt Pavel Latushko – den tidligere omtalte teaterdirektør, der blev fyret, og som har en fortid som kulturminister hos Lukashenko og som diplomat.

>> LÆS OGSÅ: Hviderussisk præsidentvalg er blevet overraskende interessant

I et land, der således er i opbrud, og hvor mindet om sovjettidens sociale tryghed og stoltheden over landets historiske indsats i kampen mod Nazityskland indgår i de flestes DNA, er kommunisterne i de tre partier KPB, Fair World (LPSM) og BKPT dog uenige. Nogle er aktive i oppositionen, andre støtter den siddende præsident Lukashenko.

Splittelsens baggrund

Årsagen til splittelse af landets kommunistiske bevægelse er kompleks. Den skyldes et sammenspil af objektive og subjektive forhold.

Som udgangspunkt er det holdningen til Lukashenkos styre, der skiller partierne. Officielt proklameres jo frihed til at danne partier – og 15 er officielt anerkendt. Blandt andre KPB og Fair World (LPSM).

Men i praksis er der politisk censur, staten blander sig i alle partiers interne anliggender og står bag vilkårlig frasortering af politisk uønskede kræfter. Styrets overformynderi havde næsten frataget befolkningen interesse for politisk organisering udenfor statskontrollerede masseorganisationer.

Hviderusland har med sin blandingsøkonomi sin egen finans- og industrielite med dollarmilliardærer. Men i modsætning til flere andre lande i Østeuropa kan de næppe betegnes som oligarker, altså finans- og industriherrer, der dikterer landets politik.

Politikudvikling er koncentreret omkring et massivt præsidentstyre, som dels er udrustet med omfattende voldsmagt – militær, politi og sikkerheds- og efterretningsvæsen – og dels med medier. Både retsvæsenet og den nationale valgkommission følger nøje præsidentkontorets anvisninger.

Den kommunistiske bevægelse er internt præget af ideologisk og politisk uenighed. Da ”det gamle”, sovjetiske Hvideruslands Kommunistiske Parti i 1991 blev forbudt, var det folkene omkring det nuværende Fair World (LPSM), der stiftede et nyt kommunistisk parti (KP).

Da domstolen i 1993 atter legitimerede ”det gamle” sovjet-hviderussiske parti, besluttede KP dog at fortsætte. Partiet koncentrerede sig om at bevare det politiske system, der byggede på lokalråd (sovjetter), og advarede mod at indføre præsidentstyre.

Samme år sluttede ”det gamle” parti sig til KP – for en kort stund. Men da Lukashenko i 1994 blev valgt som præsident og derefter yderligere i 1996 begik statskup, blev det forenede KP splittet.

Mange af dem, der i 1993 havde overtaget ”det gamle” parti, brød ud og dannede KPB. Dette partis erklærede hensigt var loyalt at støtte Lukashenko. Ham så man op til som en stærk personlighed, der som parlamentsmedlem var blevet populær for en indsats mod korruption.

Man forventede, at han kunne sikre en stærk stat, der ville bevare resterne af sovjettidens sociale velfærdssystem, undgå omfattende privatisering og værne om landets suverænitet.

Siden dengang betragter begge partier – KP og KPB – sig som arvtager af det ”gamle”, sovjetisk-hviderussiske kommunistiske parti.

KP fortsatte den legale kamp mod Lukashenkos styre. Man forsøgte at danne en bred enhedsfront med moderate liberale og socialdemokrater, som af Lukashenko betegnedes som ”en samling fascister”. Da KP anlagde retssag mod myndighederne for injurier, blev partiet i et halvt år suspenderet af myndighederne.

Da KP genopstod i 2008, tog man initiativ til en samling af landets splittede venstrekræfter, fastholdt et marxistisk grundlag, men ændrede partinavnet til det nuværende Fair World (LPSM) og tilsluttede sig Det Europæiske Venstreparti.

Forinden havde en urafstemning i KP vist, at knap 25 procent af medlemmerne var imod navneforandringen og imod radikal kritik af Lukashenko. De forlod partiet og dannede partiet BKPT.

BKPT har siden – syv gange – indleveret den nødvendige dokumentation til justitsministeriet for at blive anerkendt, men har hver gang fået afslag.

De tre partier har intet samarbejde, men da Fair World (LPSM) i 2017 markerede 100-året for Oktoberrevolutionen med en teoretisk konference, blev BKPT inviteret med og deltog med oplæg.

Hvideruslands Kommunistiske Parti (KPB)

Det største af de tre kommunistiske partier, KPB, har siden stiftelsen i 1996 loyalt samarbejdet med Lukashenkos styre og fået tildelt et par ministerposter. Partiet førte valgkamp for præsidenten. Det skete på hans præmisser om at værne om suverænitet og den sociale velfærdsstat.

Da Lukashenko søndag den 16. august i år i centrum af Minsk forsøgte at mobilisere til ”folkemøde” for at demonstrere en angivelig bred støtte, mødte KPB loyalt op med et par partifaner.

De druknede dog i mængden af landets officielle papirflag, som var delt ud til de 40-50.000 offentligt ansatte, der var indkaldt. Fremmødet var ikke overvældende i forhold til oppositionens møder.

KPB's avis og hjemmeside er præget af Lukashenko-citater samt breve fra nær og fjern, der gentager præsidentens hovedteser om risikoen for ”gentagelse af en ødelæggende Majdan”, om at NATO truer landets uafhængighed og om ”halvkriminelle voldelige demonstranter”.

Man gentager endda nogle af de officielle mediers påstande om, at deltagerne i protestdemonstrationerne får udbetalt amerikanske dollars for at deltage.

Ud over hilsner fra kommunisterne i Ukraine og Ungarns Arbejderparti – der fordømmer verdensimperialismen – bringes en artikel af en ukendt ukrainsk analytiker.

Han opfordrer hviderusserne til at værne om ”den sociale velfærdsstat, som Lukashenko har skabt”, og som betegnes som værende af ”samme type som den skandinaviske velfærd”.

Hvis ikke det lykkes, hedder det, havner Hviderusland ”i samme asociale sump, som Ukraine står midt i” efter deres Majdan-oprør.

Samme holdning har ledelsen af Ruslands største kommunistiske parti, KPRF, et parti, som KPB er tæt knyttet til.

Gennadij Zjuganov, formand for KPRF, betegner protesterne i Hviderusland som ”det næstsidste slag imod den russiske verden”, hvormed han hentyder til det tværnationale åndelige fællesskab af russisksindede, hvilket KPRF ser som et vigtigt omdrejningspunkt.

Imidlertid lyder der også andre toner i dette russiske parti. Således tog Valerij Rashkin, parlamentsmedlem og formand for KPRF's byledelse i Moskva, ifølge radiostationen Echo Moskvy den 13. august skarpt afstand fra Lukashenkos brug af politivold. Han udtalte: ”Man kan ikke både betragte sig som nationens leder og samtidig føre krig mod sit eget folk”.

Hvideruslands Kommunistiske Arbejderparti (BKPT)

En gruppe aktivister fra BKPT var efter lang tids anonymitet med ved et par af de omfattende protestmøder – men med henblik på modagitation.

I en erklæring har dette parti udtalt, at landets nuværende krise skyldes bruddet med socialismen og Sovjetunionen. Man advarer de protesterende mod at følge oppositionen, som ”er styret af udenlandske imperialister”.

Partiet mener – lige som KPB – at disse kræfter vil overlade landet til udenlandsk kapital og militærmagt, hvilket vil føre til borgerkrig.

Men modsat KPB kritiserer man Lukashenkos styre for at lefle både for Vestens imperialister og for Hvideruslands nationalister.

Man opfordrer på den ene side til ”organiseret kamp for socialisme og sovjetmagt”. Og foreslår på den anden indkaldelse af en ganske abstrakt ”Kongres af arbejdere, bønder og offentligt ansatte”.

Sammen med et såkaldt venstreorienteret patriotisk netværk, ”Enhed”, hvis mål er at gendanne Sovjetunionen, delte BKPT's aktivister 18. august løbesedler ud ved strejkemødet på Minsk Traktorfabrik.

Her hed det, at ”imperialisterne har overfaldet Hviderusland”. Man opfordrer derfor til at stoppe strejken ”på denne fabrik, som blev opført af Stalin og moderniseret af Lukashenko (…) Forsvar fabrikken. Forsvar Republikken. Hjælp Lukashenko, præsidenten som I selv har valgt, til at varetage alle arbejderes interesser”.

Partiet Fair World (LPSM)

Kommunisterne i Fair World (LPSM) har en anden holdning. Partiet undlod at stille op til valget, men deltog i valgmøder og kritiserede Svetlana Tikhanovskja og andre af Lukashenkos modkandidater for manglende bud på sociale reformer.

Under de mange protestaktioner efter valget har LPSM sammen med ungdomsforbundet i flere byer arbejdet tæt sammen med deres allierede fra den uafhængige Metal-fagforening.

Flere LPSM-aktivister er blevet arresteret og mishandlet af politiet.

12. august udtalte LPSM's ledelse, at myndighedernes ”hidtil usete handlinger med overtrædelse af grundlæggende normer og regler for gennemførelse af valg (…) er dråben, der fik folkets tålmodighed til at flyde over, og det har ført til tusinder af folkelige protester i hele landet mod de falske resultater af præsidentvalget”.

LPSM tager afstand fra Lukashenkos påstande om, at protesterne er orkestreret af udlandet, og erklærer:

”Det er udelukkende Hvideruslands folk, der har taget initiativ til disse protestaktioner, og som har til hensigt at genskabe retfærdighed”.

Partiet støtter ”de fredelige protester og opfordrer alle Hvideruslands borgere til at forsvare deres forfatningsmæssige rettigheder”.

Desuden kræver partiet, ”at alle regeringsorganer og embedsmænd træffer omfattende foranstaltninger for at stoppe volden mod de borgere, der udøver deres forfatningsmæssige ret til fredelig protest, og at alle fængslede øjeblikkeligt bliver løsladt”.

Partiet ”opfordrer myndighederne til straks at iværksætte en dialog med repræsentanter for hele spektret af politiske kræfter og det civile samfund om i nærmeste fremtid at afholde et nyt præsidentvalg i henhold til regler, der garanterer en fri og fair valgproces med transparent offentlig kontrol”.

Venstrefløjens fælles netmedie left.by har bragt udtalelser fra LPSM's Minsk-organisation og fra partiets ungdomsforbund.

Begge mener, at årsagen til protesterne er ”landets økonomiske krise, statens vedvarende angreb på befolkningens social- og arbejdsrettigheder samt en stigende social ulighed, som magthaverne forsøger at tilsløre med falsk, venstreklingende retorik. Og oveni det kommer folkets udbredte træthed over, at magthaverne er uafsættelige”.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. aug. 2020 - 13:27   21. aug. 2020 - 21:40

Hviderusland

af Aksel V. Carlsen
Aksel V. Carlsen

Aksel V. Carlsen er lektor emeritus, ph.d. i historie (Moskva Universitet) og ph.d. i statskundskab (Århus Universitet). Han har boet og arbejdet 35 år i Sovjetunionen og 10 år i Grønland. Hans primære forskningsområde er den politiske historie i Sovjet og de tidligere sovjetrepublikker.

Hviderusland
  • Størrelse: 207.600 kvadratkilometer.

  • Nabolande: Polen, Litauen, Letland, Rusland og Ukraine.

  • Antal indbyggere: 10,3 millioner.

  • Hovedstad: Minsk.

  • Sprog: Hviderussisk.

  • Tidszone: + en time før Danmark.

  • Religion: Russisk ortodoks.

  • Valuta: Hviderussiske rubler.