09 Dec 2019  

KBH: Overskyet, regn, 5 °C

Han afslørede Israels atomvåben

Interview i Østjerusalem:

Han afslørede Israels atomvåben

Der er gået 26 år siden Mordechai Vanunus navn gav genlyd i verden. Det er takket være ham, at omverdenen fik bevis for, at Israel har atomvåben og selv fremstiller dem. Vanunu har betalt en høj pris for sin afsløring.

Israel skal respektere palæstinenserne og give dem en stat. Først da kan alle problemerne i Mellemøsten løses. Desuden skal Israel selv blive en demokratisk stat, de kan ikke fortsætte med at være en jødisk stat. Fred forudsætter virkeligt demokrati for alle indbyggere. Sådan ser israeleren Mordechai Vanunu på det.
FOTO: Clara Hyldgaard Nankler/Proletären
1 af 1

Jeg møder Mordechai Vanunu i boghandelen på American Colony Hotel i Jerusalem. En lille mand i 50-årsalderen med et sørgmodigt blik.

Omgivet af aktuel litteratur om situationen i Mellemøsten hjælper han sin palæstinensiske ven med bogsalget. Der er højt til loftet, atmosfæren er lys og indbydende. En cd-afspiller fylder lokalet med klassisk musik, og fra vinduet ser man ud i en lummervarm gårdhave. Her, blandt citrontræer og blomstrende buske, slår vi os ned.

Havde du forbilleder som barn? Folk, som udviste særligt mod?

- Jeg læste meget. Det Gamle Testamente har mange fortællinger, som handler om retfærdighed og fred. Dem holder jeg meget af.

Vanunus familie er jøder fra Marokko. Her boede de, til han var 10 år, og familien flyttede til Be’er Sheva i Israel. Allerede i sin studentertid nærede han et ønske om at forlade Israel, fordi han ikke kunne udstå at være vidne til diskriminationen mod palæstinensere.

Jeg vil ikke modtage nogen økonomisk understøttelse af den israelske stat. Det eneste, jeg vil have af den, er min frihed.
Mordechai Vanunu

Vanunu blev ansat på atomværket Dimona Atomic Central i Negev-ørkenen, der var opført på ordre af premierminister Ben Gurion og officielt fik betegnelsen ’tekstilfabrik’. Vanunu så jobbet som et levebrød, der samtidig gav ham mulighed for at læse på universitetet. Her kom han i kontakt med palæstinensiske studerende og blev efterhånden selv aktiv i den palæstinensiske frihedssag, hvilket fik sikkerhedsafdelingen på Dimona til at advare ham imod politiske aktiviteter.

Foto af atombeviset

Efter syv års ansættelse opdagede Vanunu, at Dimona ikke blot var et fredeligt civilt kernekraftværk. Her fandtes også hemmelige afdelinger, hvor man udviklede atomvåben. Det lykkedes ham at snige sig ind i en af disse hemmelige afdelinger ved nattetid, da hans egen vagt var slut, og tage billeder, der beviste, at der foregik en produktion af atomvåben.

Du må have tænkt grundigt over, hvad du ville stille op med din viden om atombomben?

- Ja. Jeg brugte to år på at tænke over, hvad jeg skulle stille op med min viden. Skulle jeg afsløre Israels største hemmelighed og dermed sætte min fremtid på spil? Ville jeg kunne få et liv i frihed uden for Israel? Dengang var mange af den overbevisning, at Israel formentlig allerede havde en bombe, men ingen kunne bevise det med kendsgerninger.

- I 1981 ødelagde Israel Iraks atomanlæg. Og i 1985 erklærede Simon Peres, som dengang var Israels premierminister, at Israel ikke havde til hensigt at blive det første land i Mellemøsten, der anskaffede a-våben.

- Jeg besluttede mig til så for, at sandheden måtte frem. Jeg traf min beslutning alene, for jeg havde ikke sagt noget til andre, siger Vanunu og tager en slurk af sit glas med mineralvand.

- Det var samme Peres, der fik Nobels Fredspris i 1994, som satte gang i produktionen af atomvåben og beordrede mig fængslet. Vanunu sparer ikke på skældsordene, når talen falder på 'løgneren' Peres.

Vanunu har adskillige gange været bragt i forslag til Nobels Fredspris, men hver gang har han bedt Nobel-Komiteen om at få sit navn strøget, da han ikke ønsker at figurere på samme liste som Peres.

I 2004 blev du løsladt efter 18 år i isolation? Hvordan var du i stand til at klare det?

- Hver dag var en kamp for at overleve. Jeg blev ikke udsat for fysisk tortur, men for psykisk. De forstyrrede min søvn, udskød mine måltider, lod mig vente på min post, selv om jeg vidste, den måtte være kommet. Alle vagter var zionister, selv druserne, som viste sig ekstra loyale over for den israelske stat. Jeg blev straffet, fordi jeg er kristen. En jøde kunne være blevet en helt.

Hvad gjorde du for ikke at blive sindssyg?

- Jeg gjorde brug af den grad af frihed, jeg trods alt havde, svarer han - og fortsætter:

Isoleret fra palæstinenserne

- Der var visse ting, jeg selv kunne vælge. For eksempel hvornår jeg ville stå op, hvilke bøger jeg ville have osv. Jeg udnyttede disse valgmuligheder. Jeg læste meget og sang højt, dyrkede yoga og skrev breve velvidende, at de ville blive censureret. Efter 12 år i isolation fik jeg tilbudt at blive interneret sammen med israelske kriminelle. Det afviste jeg. Jeg ville sidde sammen med palæstinensere. Det ville de ikke give mig lov til. Altså forblev jeg yderligere seks år i isolation.

Vanunu har adskillige gange været bragt i forslag til Nobels Fredspris.

Da Vanunu blev løsladt fra fængslet i 2004, blev han mødt af et stort presseopbud. I protest mod, at Israel havde forbudt ham at mødes med udenlandsk presse, talte han på sin pressekonference kun på engelsk.

Hvad skete der, da du blev løsladt?

- Kravet om at åbne for adgangen til atomværket Dimona førte til, at El Baradei (den daværende formand for Det Internationale Atomenergiagentur, red.) kom hertil og fik en rundtur i en helikopter. Han besøgte dog aldrig selve bygningerne. Ikkespredningsaftalen, NPT (Non Nuclear Proliferation Treaty) blev i 1968 underskrevet af alle de arabiske lande, men ikke af Israel.

- De fortsætter med at føre kold krig. De har bomben, og de kan tilintetgøre araberne. Hvad angår mit personlige liv, så bosatte jeg mig i Tel Aviv og forsøgte at genoptage min tilværelse. Men jeg kunne ikke holde ud at bo der i mere end et år. Siden flyttede jeg til Østjerusalem. Her vover de aggressive zionister ikke at sætte deres ben. De er bange for palæstinenserne.

Asyl i Norden

Du har søgt asyl i Sverige og Norge. Hvordan går det med sagerne?

- Straks efter min løsladelse søgte jeg at opgive mit israelske statsborgerskab. Men det vil de israelske myndigheder ikke gå med til, før jeg har et nyt statsborgerskab. Jeg har søgt om asyl i både Norge og Sverige, men her siger begge regeringer, at jeg først må komme til Norge eller til Sverige for at få asyl. Og eftersom Israel ikke vil slippe mig, før jeg har et nyt statsborgerskab, er min situation fastlåst.

Hvordan klarer du din husarrest?

- Jeg overlever og venter på at få min frihed til at forlade Israel. For et par år siden sad jeg i fængsel igen i tre måneder for at have udtalt mig til udenlandske journalister.

Hvordan tør du tale med mig?

- At tale er en del af det at være menneske. Jeg har tænkt mig at blive ved med at møde udlændinge. Israel burde i stedet ophæve sit forbud.

Har du nogen organiseret støtte i Israel?

- Der findes en lille gruppe, som kalder sig Middle East Free From Atomic Bombs. Men de kan ikke give mig nogen finansiel støtte.

Hvordan forsørger du dig selv?

- Jeg har ikke noget fast job, men jeg holder lidt forelæsninger, blandt andet for palæstinensiske grupper. Jeg vil ikke have nogen understøttelse af den israelske stat. Det eneste, jeg vil have af den, er min frihed.

Hvad er forskellen på Israel i dag og i 1986?

- I 1986 var Den Kolde Krig ved at være slut. Verden forandrede sig. Der var modstand mod atomvåben. I 1988 startede fredsprocessen, og Israel lod som om det ville have fred. Men for at få fred må de ophæve besættelsen, og de vil de ikke.

Hvad er der kommet ud af dine afsløringer?

Israels skolebøger forbereder de israelske børn på en rolle, hvor de skal fornedre palæstinenserne.

- Min offentliggørelse gjorde det svært for Israel. De kunne herefter ikke længere sige, at araberne var problemet, at det var dem, som ville have krig, når alle vidste, at Israel havde atombomben. I dag er der ingen, der betvivler dette. Myndighederne hjernevasker befolkningen med historien om udryddelsen. Vi har brug for bomben på grund af Auschwitz, siger de.

Du har mistet vigtige år i et menneskes liv. Hvilke konsekvenser har sagen haft for dig?

- Ja. Det er den pris, jeg har måttet betale. Men jeg fortryder ikke, hvad jeg har gjort. Jeg har sonet min straf. Det, jeg gjorde, var det rette, og det er dem, som straffede mig, der i stedet burde straffes for, hvad de har gjort. Forhåbentlig har jeg nogle år tilbage til at genoptage mit rigtige liv. Men jeg er ked af, at der ikke ser ud til at være nogen i verden, der kan hjælpe mig.

Hvad kan vi i andre lande gøre for at forbedre din situation?

- Stille krav om, at Israel respekterer mine menneskerettigheder. Og lade være med at tro på Israels påstande om, at jeg stadig skulle have kernevåbenhemmeligheder, jeg kunne røbe. Det er bizart, at de forestiller sig, at jeg kan have det efter 26 år. Stil jeres regering spørgsmålet om, hvad den har tænkt sig at gøre for at få Vanunu frigivet. Det ville være et bidrag i kampen om et atomvåbenfrit Mellemøsten.

Hvor sandsynligt er det efter din mening, at Israel vil angribe Iran?

- Israel har tilstrækkeligt med bomber til at ødelægge Iran. I Dimona er produktionen genoptaget, og allerede i min tid blevet der produceret omkring 200 atombomber, hvilket svarer til 10 Nagasaki’er om året. Men et angreb på Iran vil medføre store problemer for Israel. Derfor vil de hellere have, at USA angriber Iran for dem. Men verden vil aldrig acceptere, at USA angriber Iran for påstået besiddelse af kernevåben, samtidig med at alle ved, at Israel har dem.

Hvordan ser du på Palæstinas fremtid?

- Israel forsøger at udsætte en fredsløsning ved at bygge muren, oprette flere kontrolposter og opdele landet. FN og resten af verden bør presse Israel til at finde en ægte fredsløsning. Måske kan det ændre sig, når FN anerkender en palæstinensisk stat, hvilket før eller siden må ske.

Hvad skal der ske med bosættelserne?

- Bosætterne ved udmærket, at de slår sig ned på palæstinensisk jord, og at de dermed udsætter sig for risici. Der findes to slags bosættere. De, som har ideologiske grunde, og de, som har økonomiske grunde. De vil få milionbeløb for at rømme deres huse. Det fik de, der blev tvunget til at forlade Gaza-striben. De kan flytte til Israel eller til de lande, de i sin tid kom fra.

Hvordan vurderer du mulighederne for fred?

- Israel må respektere palæstinenserne og give dem en stat, for først så kan alle problemer i Mellemøsten løses. Desuden må Israel selv blive en demokratisk stat, og det betyder, at den ikke kan fortsætte med at være en jødisk stat. Virkelig fred forudsætter demokrati for alle landets medborgere.

Israels skolebøger

Inden vi skilles fortæller Vanunu, at boghandelen tidligere på ugen havde besøg af Nurit Peled-Elhanan, der er professor i sprog og undervisningsvidenskab ved det hebræiske universitet i Jerusalem.

Hun præsenterede sin nye bog: "Palestine in Israeli Schoolbooks - Ideology and propaganda in education" (Palæstina i Israelske skolebøger - Ideologi og propaganda i undervisningen).

I denne bog undersøger hun, hvordan den israelske stat forbereder sine døtre og sønner til aktivt at tage del i konflikten mellem Israel og Palæstina. De skal alle aftjene værnepligt. Kvinder i to år og mænd i tre år, hvor de dagligt blandt andet skal konfrontere palæstinensere ved checkpoints.

Skolebøgerne forbereder ifølge Elhanan de israelske børn på en rolle, hvor de skal skændes med og fornedre palæstinenserne, ved at give dem en proisraelsk vinkel på historien. 

Billeder, kort og tekster i historie-, geografi- og samfundsfagsbøgerne marginaliserer palæstinensere og legitimerer Israels krigshandlinger samt understøtter den jødiske identitet. Arabere fremstilles i skolebøgerne konsekvent som flygtninge, primitive bønder og terrorister. Trods gennemgang af over 100 bøger fandt hun ikke et eneste billede, der fremstillede en araber som et almindeligt menneske.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. mar. 2013 - 11:54   16. mar. 2013 - 12:00

Israel

Clara Hyldgaard Nankler, Proletären
Vanunus afsløring
  • Mordechai Vanunu blev kendt verden over, da han i 1986 afslørede, at Israel havde atomvåben. Under sit arbejde som tekniker på Dimona Atomværket skaffede Vanunu beviser, som han gav til avisen Sunday Times i London.
  • Mens han ventede på offentliggørelsen blev Vanunu lokket til Rom af en kvindelig agent for efterretningstjenesten Mossad. Her blev han overmandet af israelsk sikkerhedspoliti og blev i båd ført til Israel i største hemmelighed.
  • Han blev tiltalt for forræderi og spionage ved en rettergang, der blev holdt for lukkede døre, og han blev idømt 18 års fængsel.
  • Mørklægningen af Vanunu har været effektiv; han skulle gemmes og glemmes. Først i 1999 blev referater fra retsmøderne mod ham offentliggjort i en israelsk avis.
  • I 2004 blev Vanunu løsladt, men hans ytringsfrihed og bevægelsesfrihed er kraftigt beskåret. Han må ikke tale med udlændinge og må ikke rejse frit omkring inden for Israel og Palæstina. Flere gange har han bedt om at blive løst fra sit israelske statsborgerskab, men han får ikke lov at forlade landet. 
Rød bog: Mordechai Vanunu

1954: Født i Marokko som søn af jødisk rabbiner.

1964: Indvandrer til Israel sammen med sin familie.

1973: Yom Kippur-krigen – Vanunu kæmper i Golan-højderne som værnepligtig (sergent) 1971-74.

1975: Læser fysik på Tel Aviv universitet. Færdiggør ikke studierne.

1976: Sikkerhedsgodkendes som aspirant til tekniker-uddannelse på Negev Atomforsknings Center, Israels atomanlæg nær Dimona. Ansættes i 1977.

1979: Aktiv i den israelske fredsbevægelse i forbindelse med studier på Ben Gurion-universitetet i Be’er Sheva, hvor han tager afgangseksamen i geografi og filosofi.

1982: Markerer sig som modstander af Israels krig mod Libanon.

1983-84: Skaffer sig hemmeligt oplysninger om Israels atomvåbenprogram i Dimona.

1985: Fyres fra atomanlægget i forbindelse med nedskæringer. Underskriver erklæring om ikke at offentliggøre viden om atomanlægget. Rejser til Australien og kommer i forbindelse med en journalist, der fortæller, at han kan sælge sin historie.

1986: Leverer oplysninger om Israels kernevåbenproduktion til The Sunday Times. der publicerer historien i oktober. Israels efterretningstjeneste, Mossad, beslutter at bortføre ham, men af hensyn til forholdet til Storbritannien kan det ikke ske fra England. En kvindelig Mossad-agent, der udgiver sig for amerikansk turist, lokker Vanunu til Rom ’på ferie’. Her bliver han overfaldet, bedøvet og ført om bord på et israelsk flådefartøj.

1988: Vanunu idømmes ved en israelsk domstol 18 års fængsel for spionage og højforræderi, heraf 11 år i isolation.

2004: Vanunu løslades men underkastes en række restriktioner. Han nægtes udrejse af Israel ved flere lejligheder - senest i 2012. Han må ikke tale med udlændinge og journalister, han må ikke eje en mobiltelefon eller have adgang til internet.

2004-13: Universiteter og institutioner i Europa – blandt andet i Storbritannien og Norge – hædrer ham. Han nomineres til Nobels fredspris første gang i 1987, frabeder sig nominering i 2009.