19 Sep 2019  

KBH: Spredte skyer, 12 °C

Græsk regering i krise

Måske nyvalg

Græsk regering i krise

Regeringen er ved at komme i mindretal på grund af uenighed om at anerkende en aftale om Republikken Nordmakedonien.

Hans dage som premierminister kan være talte. Alexis Tsipras.
FOTO: Costas Baltas/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

Den græske regering er i dyb krise, efter at den græske forsvarsminister Panos Kammenos søndag trådte tilbage og trak sit parti ud af regeringen.

Spørgsmålet om Makedonien har kostet tusinder af døde og vejer tungere end en ministerpost.
Panos Kammenos, afgående forsvarsminister

Hans konservative parti Uafhængige Grækere, ANEL, har siden 2015 været en del af koalitionsregeringen med det erklærede venstreorienterede parti Syriza. Men Kammenos og ANEL er imod regeringens accept af, at naboen Makedonien fremover kan kalde sig Republikken Nordmakedonien.

Syrizas regeringsleder Alexis Tsipras opfordrer nu til tillidsafstemning i parlamentet, der kan finde sted i denne uge, skriver Athens News. Kommer hans skrumpede regering i mindretal, bliver der efter al sandsynlighed udskrevet valg. Og her står Syriza dårligt, idet de halter otte-tolv procentpoint efter det konservative ND-parti i flere meningsmålinger.

ANEL har syv pladser i parlamentet, akkurat nok til at sikre Tsipras-regeringen flertal. Parlamentet har i alt 300 medlemmer og Syriza har 145 pladser.

Men Kammenos vil ikke støtte Tsipras i tillidsafstemningen. I øvrigt er også partiet Nyt Demokrati imod aftalen om navneskiftet.

Makedoniens parlament stemte fredag for aftalen, som indebærer, at landet skifter navn til Republikken Nordmakedonien. Tidligere har den græske regering efter forhandlinger godkendt navneskiftet.

Men aftalen bliver formentlig ikke godkendt i Grækenland, vurderer Athens News. Stærke kræfter i Grækenland har siden 1991 modsat sig, at den tidligere jugoslaviske republik kunne kalde sig Makedonien.

Årsagen er, at der findes en græsk provins af samme navn, og de frygter, at nabolandet på et tidspunkt vil gøre krav på dele af territoriet i det nordlige Grækenland ved at henvise til navnet.

– Spørgsmålet om Makedonien har kostet tusinder af døde og vejer tungere end en ministerpost, siger Panos Kammenos ifølge Athens News.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2019 - 07:49   15. jan. 2019 - 09:23

Grækenland

ah@arbejderen.dk, se@arbejderen.dk