Lang tids nedskæring
En afgørelse fra den nordirske højesteret har antændt årtier gamle spændinger mellem de to grupper af republikanere og loyalister i det nordlige Irland. Natten til søndag den 27. september afgjorde retten nemlig, at den protestantiske og loyalistiske loge “Orange Order”, havde ret til at marchere ned gennem Garvaghy Road i byen Portadown.
The Orange Order er en gruppe af protestanter, som årligt marcherer og fejrer den britiske – og protestantiske – konge William of Orange, der besejrede den katolske kong James den anden i en borgerkrig i slut-1600-tallet.
Marcherne har i mange år været en kilde til spændinger i det nordlige Irland, hvor katolikker og protestanter længe har været splittet på spørgsmålet om et forenet Irland.
Ordenen har ikke marcheret gennem Garvaghy Road siden 1998, da området er en katolsk og irsk republikansk enklave i en ellers protestantisk og loyalistisk by. Før 1998 har netop marchen gennem Garvaghy Road været kilde til vold mellem de to grupper.
Blandt andet blev tre børn dræbt i 1998 af en brandbombe, antændt af den loyalistiske paramilitære gruppe Ulster Volunteer Force, i forbindelse med konflikten om Orange Orders parader.
Derfor blev beslutningen om at lade dem marchere igennem området igen mødt med stor modstand fra de lokale i området. Allerede fra de tidlige morgentimer søndag stod flere tusinde republikanere vagt om området, så marchen ikke kunne gennemføres.
Blokaden varede hele dagen og har sat den nordirske fredsproces under massivt pres.
Et delt politisk system
I blokaden ved Garvaghy Road stod blandt andre Michelle O’Neill, som er førsteminister for det nordlige Irland og leder af det republikanske parti Sinn Fein i regionen. Hun understregede, at de lokale i området ikke ønskede den her march og derfor havde ret til at blokere den.
– Vi vil ikke lade dem (Orange Order red.) trække os tilbage til fortiden og de mørke dage fra dengang, vi vil blive ved med at bevæge os fremad. Grunden til, at den her parade ikke er kommet ned ad Garvaghy Road, er fordi, at I er her, og folk i det her område har brug for, at I bliver her og forhindrer paraden, sagde hun til demonstranterne.
De udtalelser og hendes tilstedeværelse ved blokaden affødte stor kritik fra det største loyalistparti, Democratic Unionist Party. Deres leder krævede blandt andet, at Michelle O’Neill skulle trække sig som førsteminister, og truede med at trække sig helt fra den nordirske regering.
Den nordirske lovgivende forsamling er en form for selvstyre under den britiske regering i London etableret med langfredagsaftalen i 1998. Den består af tre blokke:
- nationalisterne/republikanere der ønsker et forenet Irland uafhængigt af Storbritannien.
- loyalister/unionister der ønsker, at det nordlige Irland forbliver en del af Storbritannien.
- uafhængige der ikke erklærer sig enig med den ene eller den anden side.
Historisk har de to store fløje, loyalister og republikanere, også haft paramilitære organisationer tilknyttet sig. Deres aktivitet er dog markant faldet siden fredsaftalen i 1998, dog er nogle stadig aktive i mindre grad.
Førsteministeren og viceførsteministeren er de øverste ledere af den nordirske regering og vælges blandt de to største partier fra hver blok. I dag er det Sinn Fein på den republikanske side og Democratic Unionist Party på loyalistsiden. Begge førsteministerposter skal bestrides, hvis regeringen skal kunne bestå.
– Michelle O’Neills tilstedeværelse ved Garvaghy Road og hendes opfordring til, at andre også skal opholde sig på og blokere vejen, er nok til at bryde hendes embedsed. Hvis paraden ikke får lov at blive afholdt, vil Stormont (lokalt navn for den nordirske regering red.) ikke længere stå, sagde DUP-lederen Gary Robinson.
Og truslen om at nedlægge den nordirske regering er ikke bare tomme ord. Det nordirske system er bygget op omkring en magtdeling mellem republikanere og loyalister. Førsteministeren er således valgt fra det største parti i den ene blok, og den såkaldte viceførsteminister er valgt fra det største parti i den anden blok.
Loven foreskriver også, at begge poster skal være bestridt, før at regeringen kan fungere. Derfor kan DUP teknisk set stoppe regeringen fra at fungere, hvilket vil lede til en større politisk krise.
Vil forsøge igen
Søndag endte med, at politiet nægtede at lade Orange Order marchere, da de ikke kunne stå inde for deres sikkerhed. Mandag morgen har ordenen forsøgt igen, men er endnu engang blevet stoppet. Dog har de erklæret, at de forbliver i området, indtil marchen kan gennemføres.
Michelle O’Neill har udråbt det som en sejr, at marchen blev blokeret og nægtet adgang til Garvaghy Road. Hun sagde kort før midnat søndag, at det er beboerne på Garvaghy Roads ret at leve fri fra “sekteriske trusler og chikane”.
Mandag igennem har statssekretæren for det nordlige Irland mødtes med forskellige parter i sagen. Blandt andre the Orange Order, som kaldte mødet “konstruktivt” og understregede deres hensigt om at gennemføre paraden i fremtiden.
De politiske konsekvenser står ikke klart endnu. Beskyldningerne mod Michelle O’Neill fortsætter fra forskellige loyalistiske politikere, og Sinn Fein holder fast i, at paraden ville sætte fredsprocessen over styr.
Derfor er det ikke klart endnu, hvilke konkrete konsekvenser søndagens begivenheder vil have på det nordlige Irland. Dog har debatten om en fremtid, hvor Irland bliver genforenet, også fået nyt liv, endda før weekendens Orange Order-march.
Den 14. september krævede lederne af Plaid Cymru, Scottish National Party og Sinn Fein – henholdsvis det walisiske, det skotske og det irske uafhængighedsparti – folkeafstemninger om deres landes status som værende en del af Storbritannien.
Andy Burnham, den britiske premierminister, har afvist de folkeafstemninger. Men de viser, at debatten om uafhængighed og i Irlands tilfælde genforening stadig er højaktuel i Storbritannien.
For mange republikanere er udtrykket Nordirland forbundet med en kolonistat oprettet af briterne, derfor bruger de selv betegnelsen det nordlige Irland for at markere deres støtte til et forenet Irland. På Arbejderen stiller vi os konsekvent på antiimperialismen og antikolonialismens side, hvorfor vi også vælger at bruge det udtryk, som republikanerne benytter om området.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
