FN’s Generalforsamling bød på massiv udvandring, skandaløse taler og trusler om udslettelse.
Fra talerstolen truede USA’s præsident Donald Trump med at tilintetgøre Iran. Da han kaldte Cuba for en fejlslåen stat og kom med nye trusler, udvandrede den cubanske delegation.
Generalforsamlingen åbnede sin 81. session den 8. september.
Jeg ønsker, her foran den 81. generalforsamling at takke præsident Donald Trump og hans regering.
Delcy Rodríguez, Venezuelas fungerende præsident
Iran valgte at lade en enkelt repræsentant blive siddende og høre Trump udgyde sine ord.
I forvejen havde USA forsøgt at gøre det så vanskeligt som muligt for den iranske delegation at deltage i generalforsamlingen ved at lægge alvorlige restriktioner på delegations visa og antal. Det på trods af at USA gennem FN-Pagten har forpligtet sig til at give adgang til FN’s bygning i New York, der formelt set ikke er underlagt USA’s lovgivning.
Trump talte også om den nyligt indgåede aftale om Grønland, også kendt som Nunarput, som Danmark og formanden for Grønlands selvstyre også har undertegnet. Ifølge Trump giver den USA masser af sikkerhed for meget få udgifter. Den danske kommentar til aftalen var, at den styrker sikkerheden.
Trump besluttede i øvrigt under sin tale, at kunstig intelligens fremover skal kaldes superintelligens.
Trump valgte også at gentage budskabet fra den seneste Nationale Sikkerhedsstrategi, den opdaterede udgave af Monroe-Doktrinen, hvor USA erklærer at have militær og økonomisk ret til hele den vestlige halvkugle.
– USA vil ikke længere tillade trusler mod USA at få fodfæste noget sted på den vestlige halvkugle – og om nødvendigt vil vi bruge vores uovertrufne militære magt til at sikre de afgørende nationale interesser for USA, sagde Trump.
Nye udvandringer
Delegationer fra op mod 77 lande udvandrede, da Israels premierminister Benjamin Netanyahu indtog talerstolen. Det viser en opgørelse i London Economic, der dog også medtæller delegationer, der helt udeblev fra mødet. På talerstolen erklærede Netanyahu, at Israel “ikke begår folkemord. Vi forhindrer folkemord”.
På et andet tidspunkt i talen holdt han en personsøger op med ordene “husker i bipperne? Hizbollah husker dem i hvert fald”. Israels angreb med sprængstoffer i personsøgere dræbte 47 og sårede og lemlæstede mere end 4000 civile i Libanon i 2024.
Den israelske leder kommenterede også på den igangværende angrebskrig, som USA og Israel startede mod Iran den 28. februar i år:
– Sammen med vores gode amerikanske venner knuste vi Irans hær, flåde, luftvåben og atomkraftanlæg, sagde han.
Men Netanyahu benyttede forsamlingen i FN til at holde et møde med Mohamed bin Zayed Al Nahyan, præsident for Forenede Arabiske Emirater. Ifølge tv-stationen CNN gav Netanyahu nye anklager om, at Iran er i gang med et atomvåbenprogram.
Cuba stod op for sig selv
– Cuba er ikke en trussel – blokaden er en trussel, slog Cubas udenrigsminister Bruno Eduardo Rodríguez Parrilla fast, da han tog talerstolen.
Parrilla fortalte, hvordan USA’s økonomiske krig både er i form af en blokade mod energi, men også rammer almindelige varer.
7000 skibscontainere er lige nu strandet i havne rundt i verden, købt og betalt af Cuba eller cubanske virksomheder, men kan ikke sejles til landet grundet USA’s trusler og sanktioner i blokaden, fortalte han.
Bruno Ramires brugte lejligheden til at minde om tiden i 2014, hvor Latinamerika og Caribien erklærede deres område for en fredszone. Han talte imod generel oprustning og militarisering, hvilket stod i klar kontrast til Trumps tale, hvor USA’s præsident gentog budskabet i Monroe-Doktrinen og truede hele den vestlige halvkugle med militær magt.
Bruno Parilles advarede fra talerstolen mod den tiltagende ekspansionisme, ulovlige overtagelser og udplyndring, som verden udsættes for.
En tak fra Venezuela
I modsætning til Cubas indlæg, der viste masser af modstand mod USA’s folkeretsstridige blokade, var der ikke et ord af beklagelse fra Venezuelas siddende præsident Delcy Rodríguez – der kun er fungerende præsident, fordi USA i januar gennem en ulovlig aktion kidnappede den egentlige præsident, Nicholas Maduro og hans kone Cilia Flores.
De to sidder fortsat i en fængselscelle omkring ti kilometer fra, hvor Delcy Rodríguez lod sig fotografere med Trump under generalforsamlingen.
I sit indlæg takkede Rodríguez USA’s Trump og USA.
– Jeg ønsker, her foran den 81. generalforsamling at takke præsident Donald Trump og hans regering for deres villighed til at genoptage den diplomatiske kurs og samarbejde med Venezuela, var ordene.
Den midlertidigt siddende præsident lovede store reformer i valg, demokrati og det juridiske system i samarbejde med oppositionen. Hun undlod at referere til oppositionens talrige kupforsøg, hvilket selvsamme Delcy Rodríguez ellers brugte lang tid på at fordømme, da hun i 2019 også holdt tale ved FN’s Generalforsamling.
Delcy Rodríguez nævnte desuden den nylige aftale om oliesalg med USA. Den siddende præsident kaldte aftalen for en af de vigtigste aftaler, hun har indgået, og lovede at “bidrage til at sikre energi til halvkuglen”, som hun formulerede det. Delcy Rodríguez kom ikke i sin tale ind på, at USA’s betaling for Venezuelas olie tikker ind på bankkonti i USA, og at de på udemokratisk vis er direkte kontrolleret af Trumps udvalgte venner.
Uganda, Gaza og FN
FN skal i år vælge en ny generalsekretær. Det er ikke en proces på generalforsamlingen. Men Uganda benyttede ugerne op til åbningen af den 81. samling lejligheden til at udsende en mængde videoer på sociale medier, hvor soldater fra hæren gør klar til at tage til Gaza. Her skal de efter planen fungere som del af Trumps besættelsesmagt under navnet Gazas Fredsråd.
Uganda lægger ikke skjul på, at der er en sammenhæng mellem at sende tusindvis af soldater til Gaza og så landets bud om, at den ugandiske politiker og diplomat Olara Utunno er en af syv kandidater til posten som generalsekretær.
Siden sidste år har topfolk fra Ugandas militær holdt møder med israelske militærfolk, og Ugandas hærchef har tidligere i år vurderet, at Uganda kunne have indtaget Irans hovedstad Tehran på 72 timer, hvis blot de gik med i Israels og USA’s krig.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


